Oven på en temmelig travl periode, har kvartetten Rigmor søgt tilbage til kernen i deres musikalske projekt, nemlig at skrive enkle og melodistærke sange om hele viften af de erfaringer, bandet selv gør sig på vejen gennem livet. Heriblandt, eller måske især, zoomer albummet ind på nogle bestemte erfaringer – af modstand, modgang og vaklen. Titlen Vælter vi mørket hinter mod det spørgsmål, som modgang stiller os over for: Hvordan responderer vi på nedture og modstand? Hvem vælter først, mørket eller os selv?
Vælter vi mørket er et moderne indiefolk- og poprock-album, der efterfølger debutalbummet Glade blinde børn fra 2022. Forud herfor gik også den anerkendte EP Rebel, som vi på Undertoner var glade for. Den klassiske rockbesætning er stadig lærredet, denne gang for ti stramt skårne numre, der alle er af mellem tre og fire minutters varighed.
Når et album med sådan et modgangstema begynder med et nummer ved navn “Sol”, skulle håbsmetaforikken være rimelig klar. Og “Sol” lyder netop også som spinkle solstråler, når de stregvist bryder en mørk himmel. Heftige, tørre trommer og glimtende elguitarer med fjederklang på en bund af knurrende chorus-bas. En åbning med et stålsat drive, som en vild flugt mod lyset for enden af tunnelen. Scenen er sat for et Kevin Morby-agtigt indieunivers med associationer til både americana-rock og dansk 80’er-pop.
Noget næsten øjeblikkeligt iøjnefaldende er dog den lidt tynde tekst. »Jeg ved godt, hvor vi skal hen / Men jeg ved ikke, om jeg kan,« lyder det vaklende fra en vokal, der allerede på forhånd fremstår afkræftet over kampen mod mørket. Men måske er det i grunden ret passende, at teksten på “Sol”, ligesom den matte vokal, er lidt iltfattig? Udmattelsens første offer er trods alt opfindsomheden. Albummets åbningslinjer begår ganske vist helligbrøde ved at rime »dig« på »mig« (og gør det endda igen i andet vers!), men måske skal vi tilgive det, fordi det er, hvad man kan mønstre, når natten er mørkest. Nogle gentagelser og et par klichéer. I omkvædet gentages et rim på »mig« og »vej« også en del gange, men for nu bevarer vi håbet og ser beslutsomt fremad. Der er nok en mening med den flade tekst.
Rigmor har tidligere begået flotte fortolkninger af Michael Strunges mørkedigte om fortvivlelse og håb på debut-EP’en Rebel, hvor bandet lagde musik til 80’er-digterens poetiske klassikere. Strunge har i det hele taget været en stor inspiration for bandet, både hans motiver og stemninger, såvel som det psykologiske ungdomsoprør, han symboliserer. Som vi tidligere har skrevet her på Undertoner, vil Rigmor ikke blot være endnu en indiepoppet gruppe med et repertoire af kærlighedserklæringer og hjertesorger. Og det er også tydeligt, at hvis Strunges indsigtsfulde følsomhed skulle have været en lånt fjer i den spæde start, er det i hvert fald en, der har slået rødder. Det har til gengæld ikke helt Strunges sprogs ubrydelige diamant og metaforiske himmelstræben.
Dét begynder at blive klart på albummets andet nummer “Alt det du gør”. Den plukkede westernguitar basker med sine natsværmervinger hen over elbassens ekkodyb. Natten føles endeløs, på den der dark-country-agtige måde. Vokalen tindrer som et par lysende øjne derude. Den forsirede melodi er elegant og indsmigrende, inden det hele spinner ud i et post-omkvæd af harmoniske tåger. Opløftet overser man næsten endnu et »mig-dig«-rimende omkvæd fra et alvorsfuldt smertehjerte og et hook, der gentages til den gode side.
Generelt er der masser af betragtninger i teksterne, der med en lidt anden timing og levering kunne virke smertefuldt gennemborende og enkle. Men gentagelser, konstateringer og forpligtelsen til konstant at rime, sørger i stedet for, at det fremstår en smule udtrådt og fortærsket. Der er ellers fine melodier og et understøttende akkompagnement fra en uden tvivl kompetent og genrebevidst besætning. Men det musikalske udtryk skal ligesom hele tiden holde lyrikken oven vande, og derfor stikker det aldrig rigtig af.
På titelnummeret har en mere afdæmpet stemning indfundet sig. Bestræbelsen efter en dyster og flammende lyrik eller et stort og gennemtrængende omkvæd, er her brændt ud til gløder. Og det er befriende, fordi det giver en anden klarhed. Som i de helt små timer. I stedet bare en sagte, arpeggieret elbas og den skyggeagtige melodi, der uden forsvar går ind i et super underspillet club-omkvæd. Et tyst rave med fire i gulvet og ulve, der hyler mod månen.
Rigmor vælter ikke mørket. De elsker mørket alt for meget; de vil omsluttes af det. De vil se på stjerner, der går ned, og opsøge uhyggen. Og på titelnummeret må man bare overgive sig og lade sig suge med (eller i det mindste læse vores mere grundige omtale af titelnummeret her). Det giver god mening. En gnidningsfri vandren igennem tilværelsen er ikke befordrende for at udvikle et nuanceret forhold til virkeligheden, så man må aktivt opsøge mørket og modstanden. Men det er også det problem, Rigmor med det her album står over for rent musikalsk.
Arrangementerne er egentlig formfuldendte og veludtænkte. En trommeintro her, et velplaceret break der. Bækken på broen og et par fraseringer i andet vers for afvekslingens skyld. En forlænget takt inden en understøttende guitarfigur i sidste omkvæd og så støjflader i outroen. Det er på sin vis perfekt, moody indiepop til tiden. Men det er også gnidningsfrit.
Det bidrager til en søvngængerfølelse. Numre, der lidt bevidstløst sidder i indierockens sofa og gentager nogle lyde og ord, vi kender alt for godt i forvejen. Så går der popmelodier og hverdagslyrik i den. Tunge beats og akkordrundgange fra det store bibliotek. Bekendelsespoesi og løse iagttagelser. Spørgsmålet er, om Rigmor har det med indielydens konventioner lidt på samme måde som fisk har det med vand? Tilfredse med at bevæge sig rundt blandt dem, følge deres love.
Men Rigmor vil gerne portrættere tilværelsens skyggesider og alt muligt, der er vanskeligt. Og så burde det vel føles, som om vi er »ude på dybt vand« eller »ikke kan trække vejret,« som det lyder på numre som “Verdens ende”. Den poetiske friktion og den musikalske dramatik er desværre for minimal til at matche sådan en ambition. Det ville hjælpe enten at turde drømme stort eller vågne helt op. Jeg vil kalde det konformitet, når den slags mod mangler. Og så får vi ligesom ikke lært at se i mørket, men holder det i stedet på tryg afstand med lyset fra velkendte konventioner og musikalske strukturer.
Rigmor stiller et klogt og vigtigt spørgsmål. Og gør det med fine sange og kønne melodier. Dygtige arrangementer og flot produktion. Men har vi i grunden brug for et pænt og stilsikkert album om modgang, ensomhed og kampen for at finde glæden og håbet i tilværelsen? Eller føjer det bare til romantiseringen af det, det skulle hjælpe os til at forstå bedre?
For mig lander Rigmors nye album i et uinspireret kompromis mellem hitmageri, dybsindighed, konventioner og melankoli, som ikke helt får spidsformuleret noget nok til, for alvor at flytte nålen. Hverken med lyd eller ord. Jeg tror egentlig ikke, at de er mørkeræd. Det bliver bare aldrig rigtig mørkt på Vælter vi mørket.
Ligesom med så meget andet, har musik brug for modstand, for for alvor at få luft under vingerne. Og vi har altså brug for mørket, for at kunne vælte det.
