Lad os lige tage det simple først: Adrianne Lenker er frontfigur i den hypede indiefolkgruppe Big Thief fra Brooklyn. Her på Undertoner har vi allerede storrost deres seneste par albums Two Hands (2019) og Dragon New Warm Mountain I Believe in You (2022), hvoraf det sidstnævnte (der ifølge Undertoner var 2022’s andenbedste udenlandske plade) især har tiltrukket sig opmærksomhed for sin soniske kompleksitet og poetiske spændvidde.
Men selvom Big Thief efterhånden er et halvstort navn, er det i grunden fjollet at kalde Lenkers nye album Bright Future for et ‘soloalbum’ fra ‘hjernen bag Big Thief’. For Lenker udgav sit første album hele ti år før det første Big Thief-album. I den sarte alder af 14! Det ville give mindst lige så god mening at betragte Big Thief som en slags udgroning på Lenkers overordnede værk. Ser man bort fra de fem Big Thief-album, er Bright Future det femte af Lenkers albums, som kun ser ud til at vokse sig stadig mere modne og modige.
Fra yderst til inderst er Lenker sangskriver. Siden hun som 8-årig overtalte sin far til at lære sangskrivningens kunst fra sig, har den været hendes suveræne livsytring. Ifølge Lenker selv, har hendes tilgang faktisk overhovedet ikke ændret sig siden. Det, hun lykkeligt omsætter til sine enheder af tekst og melodi, er stadig »all the same stuff«. Måske er det derfor, Lenkers musik ofte bliver kaldt ‘tidløs’. Men den er altså alt andet end stillestående.
Lenker bekræfter med Bright Future en retning i sin musik, som begyndte med det fascinerende pandemi-dobbeltalbum Songs/Instrumentals. De to symbiotiske albums blev til i tomrummet efter aflysningen af en større Big Thief-turné, som mange danske fans sikkert husker for den surrealistiske dobbeltkoncert på Vega på aftenen for nedlukningen. Her spillede bandet hele verden på pause, unplugged foran spillestedets vindfang, i minutterne efter det infamøse pressemøde.
Songs/Instrumentals er stadig en slags hovedværk blandt coronaalbums, der udforsker de ydre grænser for sparsommeligheden i Lenkers musik – sidste del består næsten ikke af andet vindklokker og fuglekvidder – og udtrykker på sin egen måde afsavnets og forsvindingens tid helt perfekt.
Det nye album er bestemt ikke radikalt destilleret på den samme måde, men det er stadig selve materialet og den intuitive sangskrivning, det hele handler om. Produktionen er kompromisløst analog og enkel, indspilningsteknikken er indrettet efter at indfange øjeblikkets magi, hemmelige teksturer, mikroskopisk støj og naturlig lyd, ikke at dække for det. Binaural close-miking og høj gain, båndstøj og lukkede klange af små rum (i akustikken, ikke i kompositionen, hvor rummene kan være enorme) giver et indtryk af at være med midt i skabelsen. Man kan vel sige, at alle effekter og optagetekniker har til formål at trække fra, frem for at lægge til. Det skrumper hele tiden afstanden til lytteren, og skaber en form for rå intimitet.
Derfor er numrene også meget sparsomt instrumenteret. Guitarer og tangenter spiller hovedrollerne, mens der ellers kun flygtigt er andre bidrag. For det er selvfølgelig det, Lenker benytter intimiteten til, som er den virkelige triumf: Sangskrivningen.
Tag for eksempel åbningsnummeret “Real House”, en tilbageholden barndomserindring, hvor et afventende klaver skygger Lenkers vokal rundt blandt de ængstelige tanker hos et ungt sind, der er i færd med at vågne fra sin barndoms uvidenhed. I de knitrende pauser mellem anslagene og stroferne, kan vi høre gulvet knirke og tomheden i husets rum. Enhver vaklen i Lenkers stemme, når den drømmende genkalder sig den første tanke om at dø uforberedt eller den første længsel efter at flyve bort. Der er særligt ét tryllebindende øjeblik i sangen, hvor Lenker læner sig væk fra mikrofonen, så stemmen bliver fjern. Et øjebliks løsrivelse fra stemmens trolddom – hvor kan magien forsvinde let. Det kan barndommen og alle dens skønne illusioner også: »I wanted soooo much for magic to be real,« synger hun, og knækker så delikat på »sooo,« at vi virkelig mærker ønskets inderlighed. I Lenkers musik virker det spartanske lydbillede som et forstørrelsesglas. Synsfeltet bliver enormt.
Lenkers charmerende nasale klang rummer ypperligt spinkel sprødhed og nervøs vibrato i overflod, så den minder om både Nico, Dolly Parton og Joni Mitchell. På nummeret “Fool” er hun lettende fjollet og bryder ud i skønne »uuh« og »aah« om kap med elguitaren. På “Evol” (med den kringlede tekst om kærlighedens omvendte betydninger) er hendes falset tilsyneladende uendeligt urolig og luftig, næsten kun luft. Der er et enormt register i de bittesmå nuancer og beskedne variationer.
Der er noget frisættende og helbredende ved Bright Future. De knurrende dur-klange på “No Machine”, som skildrer Lenkers nomadiske livsførelse (Lenker har ingen fast bolig, men bor hos venner og familie, når ikke hun spiller eller indspiller omkring i verden). Vinden og guldsmedene er følgesvende, månen våger over os, og vokalerne mødes i funklende to-klange. Lige så velkendt og hjemligt som det er fortabt og utrøsteligt, insisterer nummeret på at se mod nye horisonter, som countrysange altid har gjort det. Det er nærliggende at tænke, at Lenkers omflakkende barndom og den flugt fra en religiøs sekt, som hendes familie undergik, har givet hende en tryghed, næsten lykkefølelse, ved atter at rykke rødder op, altid at være moving on.
Faktisk er det næsten, som om alle sange på albummet kunne have været den sidste. Hver gang, næsten i trods, ending on a high note. Som “Donut Seam”, hvor mismodige kendsgerninger, set igennem omsorgens prisme, bliver til noget smukt, som er værd at fejre: »This whole world is dying / don’t it seem like a good time for swimming?« Eller på “Ruined”, der portrætterer smertens sødme, når hjertet knækker, fordi det bliver ved med at ville have, hvad det ikke kan få. På den måde er Bright Future det tematiske modstykke til Lenkers tidligere og mere indadvendte værk: Det handler om optimisme, fællesskab og skønheden ved det smertefulde.
Hele Bright Future har en afvæbnende uforfalskethed og uhøjtidelighed med sig, som gør det i stand til at ytre sig om gravalvorlige emner på en måde, der både er let og imødekommende. Lenker har vendt bøtten i vejret på den særlige blå tone, som er at finde i så meget bluegrass og country, på en måde, så den ikke er noget underliggende, farligt, men noget prisværdigt, der svæver i lyset.
På samme punkt hvor Townes van Zandt sang, at vi alle bare går og venter på at dø, synger Lenker, at vi kigger ind i »den samme evighed.« Det er to meget forskellige typer lys at indhylle den samme fremtid i. Måske opfatter Lenker simpelthen (frem)tiden anerledes? Hun har selv sagt, at hun ikke helt kan gennemskue, om hun skriver sange til sig selv som barn, til sit eget fremtidige barn, eller fra sin mor til sig selv. Mens arrangementer og instrumenteringer på albummet fremstår afklædte og spøgelsesagtige, som om de er i sort-hvid, stråler en indtagende vitalitet konstant fra Lenkers stemme, altid i fuld technicolor. Lyden er på én gang mobiloptaget skitse, et fjernt minde og et strålende one-take nu og her.
Bassisten fra Big Thief har sagt i et interview, at Lenker ikke fjoller omkring og spiller riffs, når hun samler en guitar op. Hun spiller altid dette trolddomsinstrument i dette øjeblik. »It’s always holy.« Og det er svært ikke at have oplevelsen af, at der er noget ophøjet ved Bright Future, med alle dets rå, øjeblikkelige og forgængelige sange. Så nu-og-her-agtigt. Musikken som fredfyldt meditation over øjeblikket, dets evige åbenhed, dets indbyggede forpligtelse på at lave fortid ud af fremtid. Øjeblikket føles altid flydende på Bright Future. Lenkers musik forherliger ikke tiden, hverken fortiden eller fremtiden. Den samler den, helbreder den, gør den hellig.
