”Minder Om Dig”, som er titlen på Laura Zianis første dansksprogede nummer, er ikke kun en del af Zianis kunstneriske vision. Sangen fungerer som titelmelodi til den danske dokumentarfilm Ekko af Kærlighed instrueret af Zara Zerny. Filmen, der er udtaget til CPH:DOX, tager afsæt i intime samtaler med en gruppe danske mænd og kvinder, der alle har mistet deres livsledsager og spørger ind til, hvordan de hver især håndterer deres hjertesorg.
Set i den kontekst bliver ”Minder Om Dig” større end sig selv; den er koblet sammen med et andet kunstværk. Ziani, der har en baggrund som cellist og udgav debuten Breathwork i 2022, har ikke den 80-åriges livserfaring, men hun skriver sig alligevel ind på den: »Dufter stadig ligesådan, intet vil jeg glemme / Lukker øjne, tager min hånd / Hvisker med din stemme: / “Din krop jeg kan fornemme”« Linjernes salmeagtige og omvendte ordstillinger får modspil af det produktions-cinematiske, elektroniske cellopop, der klinger Agnes Obel’sk. Der indgås et ægteskab mellem vidt forskellige bestanddele. Omkvædet, der hæver inderligheden, lyder dels som et requiem, dels som tanken om en ny tid efter tabet.
Selvom nummeret eksplicit stiller spørgsmålet, om livet overhovedet er noget værd i sorgen, er stemningen mere melankolsk end fortvivlet. Det er minderne, der står tilbage og ikke døden. Det er afsavnet, som du bliver konfronteret med – manglen på den anden og ikke dét, at den anden er død. Det er vanskeligt at sammenfatte det meget bedre end i et øjeblik i slutningen af traileren til Ekko af Kærlighed, hvor instruktør Zerny spørger en ældre mand, om han tror, han vil se sin afdøde kone, Lis, igen. Han ryster på hovedet, i tavshed. »Håber du det?«, spørger Zerny. Han nikker.
Minder Om Dig er titelmelodien til dokumentarfilmen Ekko af Kærlighed, der har dansk premiere på Grand Teatret d. 26. februar – og til marts, hvor den vises på CPH:DOX.