King Gizzard & The Lizard Wizard: PetroDragonic Apocalypse; eller, Dawn of Eternal Night: An Annihilation of Planet Earth and the Beginning of Merciless Damnation 
Udgivet i juni (AUS)
Det kan godt være, at de australske psych-galninge fra King Gizzard & The Lizard Wizard efterhånden har rundet deres 25. pladeudgivelse siden debuten i 2012, men de er langt fra løbet tør for damp. Faktisk hører PetroDragonic Apocalypse, der faktisk er album nummer 24, til blandt gruppens mest helstøbte og veludførte udspil.
Stilistisk er det en tilbagevenden til de summende thrash-guitar riffs fra Infest the Rat’s Nest fra 2019 og tematisk er der også et overlap mellem de to plader, der begge kredser omkring menneskehedens miljø- og økodestrutkive fremfærd. Denne gang blot behandlet med en herligt cheesy omgang heksebryg, drageslag og middelaldertrolddom fremfor science fiction og rumrejser.
Tekstuniverset er lige så fjollet som altid, men både lyrisk og musikalsk bindes pladen sammen af nummeret “Gila Monster”, der hurtigt har etableret sig som koncertfavorit blandt gruppens fans med sine catchy »Gila, gila, gila!«-råb og ubønhørlige riffs. Det kan godt være, at det er dybt åndssvagt, men PetroDragonic Apocalypse… har charme som en 80’er kult B-film, hvor den dårlige smag nærmest bliver en del af attraktionen.
(Simon Freiesleben)
Militarie Gun: Life Under the Gun 
Udgivet i juni (USA)
Poppunk er tilbage! Og den har altså ikke lydt så godt siden midt 90’erne. Efter to bidende EP’er i 2021 og en par enkeltstående singler i 2022 udgav post-hardcore-gruppen Militarie Gun deres klart mest poppede udgivelse, debutalbummet Life Under the Gun, i sommer kort før deres optræden på Roskide-festival. En plade, der har sparket så meget liv, energi og frustration ind i den udskældte genre, der dækker et bredt spektrum af melodisk punkrock, at man aldrig nogensinde igen behøver skamme sig over at være fan.
Det LA-baserede band startede som et coronaprojekt for frontmand Ian Shelton, der ikke længere kunne turnere med sit powerviolence-band Regional Justice Center, men der er ikke meget dvælende eller ventepositions-agtigt over Militarie Guns musik. Ikke et eneste nummer på debuten sniger sig op på tre minutter, og de tolv sange er som skåret ind til benet. Er der ikke behov for mere end to vers og to omkvæd? Fint. Så er det det, de kører med.
Albummet er uden sammenligning den mest catchy punkplade, jeg har hørt i 2023, og næsten samtlige numre har omkvæd, der klæber sig fast i øregangen, og som virkelig kan sætte gang i tempoet på en cykeltur. Det er dog ikke sukkersødt det hele, for Ian Shelton bjæffer som en gal hund, og han lægger ikke skjul på sine dårlige vaner med misbrug og selvhad. Men sjældent har frustration været serveret på så medrivende facon.
(Holger Møller Dybro)
La Baracande: s/t 
Udgivet i juli (FRA)
Op gennem 1900-tallet levede der en sangerinde og blondemagerske i den sydfranske landsby Roche-en-Régnier ved navn Virginie Granouillet. Da hun i alder af 80 år blev opsøgt af arkivaren Jean Dumas, indså han hurtigt, at hun kunne memorere langt over hundrede af de sange, hun selv havde komponeret og sunget gennem årene, hvorfor Dumas samlede optagelser af disse sange i løbet af 1950’erne og 1960’erne.
Det franske kollektiv La Nòvia (anført af drejelirespiller Yann Gourdon (også fra trioen France)) har siden 2021 sat deres helt eget, dronende præg på Granouillets kompositioner, hvilket de har døbt La Baracande efter sangerindens kælenavn som følge af hendes ægteskab med tekstilhandleren François Granouillet, og i år udkom så fjerde udgivelse i antologien.
La Baracande er således lige i Gourdons ånd. Sækkepiber og violiner hyler og jamrer over drejelirens monotone klang, vokalist Basile Brémauds klagende røst – nærmest som en gravtale i akkompagnement med de sørgmodigt støjende instrumenter – alt sammen samlet i et storslået spektakel med alenlange indslag, som giver genlyd fra de laveste afkroge af Loire-dalen til toppen af Mont Blanc.
(Daniel Niebuhr)
Musta Huone: Valosaasteen sekaan 
Udgivet i november (FIN)
Valosaasteen sekaan er præcis den 2023-plade, man kan (eller “skal”) sætte på, hvis man virkelig skal have en moderne psychoplevelse, som i det store hele bare er ét stort hovedspring ned i et ganske forrygende kaninhul, hvor man som førstegangslytter vitterligt ikke har den fjerneste anelse om, hvad næste skridt bliver.
På den indledende “Heijasteet” lader en slæbende trommerytme og skrattende saxofon bygge et fundament op for blot at lade det falde fra hinanden i løbet af nummerets sidste tredjedel. På “Valosasteen sekaan” drøner Laplandskvartetten ufortrødent fremad mod intetheden i et støjende, space/postpunket tema, som pludselig holder inde efter blot to minutter og derfor efterlader de resterende fem til et feedbackaggressivt bombardement af lyde, som kun lader til at tage til i styrke.
Det er dog den afsluttende, “Aurinko, aurinko”, som for alvor katapulterer Valosaasteen sekaan op blandt årets (for mit vedkommende) mest oversete skiver, når den med sit fuldstændigt udmattende tempo over 10 minutter brøler derudaf for at kulminere i ridebækkener, distortionpedaler og et minimalt synthriff, som sagtens kunne have stået på dobbelt så længe, uden at det ville fjerne noget fra den samlede oplevelse.
Thank you