Lucky Lo udkom med sit debutalbum Supercarry i 2022, og bare et år efter udkommer den svenske kunstner med opfølgeren The Big Feel. På den svære to’er har Lucky Lo holdt fast i de elementer, som gav hendes første skive en række gode anmeldelser fra flere medier. Pladen er fyldt med lækre og helt klassiske poprytmer, der løbende bliver krydret med forskellige musikalske finurligheder, som sender tankerne i retning af både folk-musik og 80’ernes groovy discolyde.
Ligesom på første album bliver sangene båret af Lucky Los unikke og særprægede sangstemme. Hun har et stort vokalregister til rådighed, og det lyder aldrig, som om hun anstrenger sig for at ramme hverken de højeste eller laveste toner. Bagved hendes næsten androgyne vokal, er sangene bygget op af klassiske melodiske hooks, som flytter sangene fremad.
Titelnummeret ”The Big Feel” åbner pladen med et basriff, som lyder, som om den spiller an til, at man skal ud og marchere med Lucky Lo. Hendes vokal i nummeret er meget folk’et, og nummeret lyder, som hvis Florence and The Machine og Mumford and Sons slog sig sammen for at lave et indiepop-nummer. Man bliver glad i låget af det, og det passer perfekt som baggrundsmusik til en lang vandring mod en festivalplads i sommermånederne. Gennem hele sangen ligger guitarriffet op ad den marcherende bas, indtil vi når c-stykket, hvor bassen forsvinder, og guitaren tager over. Her lyder den som noget, Nile Rodgers kunne have skrevet til et Pharrell-nummer, og selvom det ikke er originalt eller innovativt, så er det bare noget, der virker. “The Big Feel” er en virkelig stæk åbning af pladen, der både er dansabel og humørløftende.
Herefter sænker Lucky Lo tempoet i sangen ”Through the Eyes of a Woman”, og lige så meget som hun gør det, skruer hun helt op for følelserne og alvoren i teksten. »There is a good kind of pain / And I carry it with me everyday / Makes me think I was born to be brave.« Lyrikken sætter tonen for følelserne, som er på spil. Sangen er bygget op som en gammel powerballade, hvor instrumentere i nummeret langsomt bliver mere fremtrædende og flere og flere. Nummeret begynder med en helt simpel guitar og trommerytme, som ligger i baggrunden af Lucky Los åndelige vokal. Mellem afslutningen af første omkvæd og andet vers dukker der lige pludselig et skrøbeligt dansende klaverspil op i sangen, og på den måde tilføjes der hele tiden elementer til det musikalske i nummeret, indtil kompositionen eksploderer ud i nummerets klimaks, som når Bonnie Tyler gjorde det bedst. Men fordi Lucky Lo har så stor kontrol over sin stemme, så synges der med en åndelig lethed, der både er kraftfuld og skrøbelig på samme tid.
Det er tydeligt på pladens to første numre, at det er den samme kunstner, som står bag. Men samtidig er det to vidt forskellige numre, og sammen er de en virkelig stærk åbning af pladen. Og Lucky Lo bevarer samme identitet igennem hele skiven. Men selvom numrene er velproducerede, og skiven velopbygget, så er der en række numre, som ikke er lige så fangende som pladens stærkeste numre.
Det gælder blandt andet nummeret ”Peak/Valley”. Det er egentlig en OK popsingle og fejler ikke så meget igen, men det er anonymt, og den eneste grund til, at man husker nummeret, er den pludselige falset i omkvædet, når hun synger ordet »peak.« En falset som fik mig til at rynke på næsen, første gang jeg hørte det. Ikke fordi det var sunget falskt, men fordi jeg ikke synes det passede ind i nummeret. Og det bliver sunget nok gange i sangen til, at jeg til sidst fandt det irriterende. Jeg synes, falsetten er et støjende element, og det giver mig associationer til en bil- eller brandalarm, som bliver ved med at forstyrre et popnummer, som i forvejen var lidt kedeligt. Det er selvfølgelig hårdt tegnet op, og det er helt sikkert en smagssag, men gennem et utal af gennemlytninger forsvandt min irritation over falsetten aldrig.
“Bound in Blue”, som er skivens femte nummer, lægger ud med et simpelt strengeinstrument, som igennem nummeret udvikler sig til et storslået strengeorkester. Det er virkelig smukt, men det er lyrikken, som ender med at definere nummeret. Den synger hun vidunderligt, men man bliver ikke fanget af den, og derfor resonerer nummeret ikke i hovedet, efter jeg slukker for pladen. Igen er der tale om et lettere anonymt nummer i albummets midterste halvdel.
Lucky Lo lukker til gengæld pladen lige så stærkt af, som hun startede den, med numrene ”Ctrl-Alt-Release” og ”Hey! Let’s Go”, som er nogle af pladens mere festlige numre. ”Ctrl-Alt-Release” åbner med en saxofon, som kunne bruges i en moderne western, når filmen skulle melde heltens ankomst til historiens klimaks, og den munder ud i en energiforløsning, som gør, du næsten ikke kan sidde stille. Herefter lukkes skiven med ”Hey! Let’s Go”, som er et funky popnummer fyldt med attitude, og det bliver kun bedre med flere gennemlytninger.
Generelt er The Big Feel en virkelig velproduceret god plade, og de numre, som ikke er pisse fede, er blot en smule anonyme. De gør ikke nogen noget, og det er hverken på godt eller ondt. Alt i alt er pladen en virkelig god opfølger til sidste års Supercarry, og Lucky Lo formår igen at behandle nogle dybe følsomme emner på en virkelig velproduceret, funky og følelsesladet popskive, hvor hendes særprægede stemme skinner igennem hele vejen fra start til slut.
