Lad os få forventningsafstemt med det samme; på EP’en Postcards from Italia er der intet tilbage af den hårdtslående queer-rap, som i starten af 10’erne gjorde amerikanske Mykki Blanco til en af de mest opsigtsvækkende og nyskabende rap-artister.
Den transition som de (Mykki Blanco benytter pronominerne de/dem) påbegyndte på Broken Hearts & Beauty Sleep (2021), og som for alvor slog igennem på Stay Close to Music fra sidste år, fortsættes på den seks numre lange Postcards from Italia, hvor Mykki Blanco genremæssigt har bevæget sig over i et musikalsk udtryk præget af country- og indierockede kompositioner! Dog med det housede afslutningsnummer ”Holidays In the Sun” som en markant afviger.
Selvom de måske ikke er voldsomt avancerede, er kompositionerne bestemt ikke uinteressante, og sangene fremstår generelt set meget iørefaldende med gode melodier og catchy omkvæd. Umiddelbart er Mykki Blanco ikke en kunstner med et bredt vokalregister eller et stort sangtalent. Ikke desto mindre passer deres lidt skæve og performative vokal ret godt til produktionerne, som bl.a. derfor synes ret velvalgte. Lyt eksempelvis til den fængende indierock-skæring ”Johnny”, hvor Blanco flyder henover et luftigt akustisk guitarriff og et lækkert basgroove. Eller den funkbas-baserede ”Tequila Casino Royale”, hvor Mykki Blancos teater-agtige stemme spiller op mod spacey synth-stabs.
Men selvom EP’ens sange umiddelbart er utroligt vellydende, så er det alligevel, ligesom numrene ikke rigtigt kommer ind under huden på én. Som om de bliver en smule ligegyldige. Umiddelbart skyldes det dels, at sangene mangler noget bid, dels at tekstuniverset simpelthen ikke vedkommende nok. Korte og overfladiske tekster om sex, ikke at være til romantiske forhold, at være fuld på casino i Las Vegas og ferieliv i solen er ganske enkelt ikke interessante nok til at efterlade et varigt aftrykt. På “Holidays in the Sun” lyder det eksempelvis:
»Took a pack of cigs and a couple of beer / Down to the leeve / I don’t gotta hurry, boy / I don’t gotta worry / It’s not that heavy / I gotta lot of friends / I got a couple of hoes / Let’s drink some tequila / Down in sweet old Mexico.«
Undtagelsen er den fremragende ”Love Fell Down Around Me”. Her har teksten væsentlig mere substans med en virkningsfuld fortælling om et forhold, der går i stykker, formidlet med poetiske beskrivelser (»Your tears on blue jeans / My coffee on the living-room floor«) og stærke metaforer (»Two houses both alike in dignity / It’s wild to me«). Og så indrammes teksten af en uhyre elegant, afdæmpet dreampop-produktion med keyboard, guitar og panfløjte, der bare passer utroligt godt til sangens tema. Sidst men ikke mindst har den et hook så stærkt, at det hæfter sig fast i hukommelsen med nærmest øjeblikkelig effekt: »It’s good, oh, it’s good, oh it’s good / ‘Till it’s gone, so good / I said your love fell down around me / Your love fell down around me / Around me, around.« Tilsammen gør det ”Love Fell Down Around Me” til EP’ens uden sammenligning bedste nummer.
Desværre matcher de øvrige numre ikke niveauet fra ”Love Fell Down Around Me”, og samlet set er Postcards from Italia desværre lidt for letbenet til for alvor at gøre indtryk. Derfor er titlen også uhyre rammende, da EP’en i høj grad fremstår som en samling musikalske postkort. Og ligesom postkort kan have smukke forsider, men sjældent formår at formidle oplevelser dybdegående eller fyldestgørende, så er sangene på Postcards from Italia nok iørefaldende, men kompositionerne ikke sofistikerede nok og teksterne ikke vægtige nok til, at EP’en bliver et varigt minde.
