James Blake er en britisk singer-songwriter, producent og elektronisk musiker fra London. Han er kendt for sin unikke sammensmeltning af elektronisk musik, soul og R&B. Musikkarrieren begyndte med dubstep under kunstnernavnet Harmonimix, men i 2011 tog han sin musik i en anden retning med sit først album i eget navn: Det selvbetitlede James Blake, som bl.a. indeholdt storhits som ”The Wilhelm Scream” og Feist-coveret “Limit to Your Love”. Siden da har han udgivet Overgrown fra 2013 og Assume Form fra 2019, hvor bl.a. Travis Scott og André 3000 medvirkede på pladen.
Playing Robots Into Heaven er en tydelig tilbagevenden til James Blakes helt tidlige udgivelser før det selvbetitlede debutalbum. Blake har altid været en kunstner, der er kendt for at udforske sine evner til at lave nyskabende musik – specielt ved at indblande andre kunstnere i hans musikverden. Med sin nye udgivelse viser han, at han stadig kan skabe musik på egen manér. Det er udelukkende ham, der optræder på pladen. Dette giver Blakes musik lov til at trække vejret, da kompositionerne fremføres i en mere instrumental retning, hvor lydene virkelig trækkes ud i eksperimenter. Han går tilbage til rødderne af hans musik, hvilket man allerede får en god fornemmelse af på pladens andet nummer ”Loading”. Det byder op til dans med bløde, varme synthesizere og stilrene, varierende tromme-sløjfer, og hen imod nummerets afslutning bygges en støjende intensitet op af storslåede, pitch-bøjende synth-strygere.
Den store opbygning følger op på ”Tell Me”, der har en helt speciel energi til sig. Lyden af nummeret anes som værende nostalgisk trance-musik, der har bevæget sig hen til et mere industrielt og vildt udtryk. Balancen på ”Tell Me” mellem den netop vilde trance-lyd og Blakes vokal er forrygende, og uden at virke helt overdreven, så er lydsporet meget originalt – sit helt eget. Man bliver overvældet af intensiteten og energien af den hakkende, festlige synth. Man skal vænne sig til den, men den gror bestemt på en.
Energien topper nok mest på ”Tell Me”, men det betyder bestemt ikke, at detaljerne og intensiteten ophører der. Der er flere genrer af musik, som spiller ind i pladens forløb. ”Big Hammer” har et trap-beat, der starter hårdt ud med stilrene hi-hats og en galopperende pluck-synth, som fører en hen til nogle hurtige og hypnotiserende vokaler, der varierer godt i de høje og lave toner. ”Fire the Editor” byder også på et mere stillegående trap-beat, som har en meget ren 808-stortromme til at understøtte den ellers blide guitarlyd og det klingrende slagtøjsinstrument.
Noget af det mest betagende ved pladen er de atmosfæriske bagvedliggende garage-rytmer. ”Fall Back” er et godt eksempel – de flydende synth-toner lægger sig i et ordentlig lag rumklang og resonerer sig over de tørre/effektfrie trommerytmer, der ligger knivskarpt over det melodiske. Selvom man selvfølgelig godt kan bruge Blakes vokal hvor som helst, så er det dog en genistreg at lade den komme ind senere i lydbilledet. Det giver opbygningen en endnu stærkere, forløsende effekt. ”Night Sky” er endnu et godt eksempel på de her atmosfæriske garage-baserede numre. Det har dog mere rumklang og føles nærmest som et nummer af kunstneren Burial – dog med nogle varmere, fyldige synthesizere og Blakes vokal, som man både får rent, men også i form af redigerede, hakkede vokalstykker.
Strukturen hen over pladen svinger stemningsmæssigt meget. Albummet starter stærkt ud i et roligt, opbyggende tempo med ”Loading” og førnævnte ”Tell Me”. Efter det langt opbyggende ”Fall Back”, tager albummet dog en ny retning med ”He’s Been Wonderful” og ”Big Hammer”, som begge har nogle tungere tendenser med deres hårdtslående kick-drums og monotone hi-hats. De føles som taget fra et helt andet projekt, hvilket også er okay, men det ændrer på pladens humør og tager lytteren et andet sted hen, specielt fordi de ikke indeholder Blakes vokal og lyrik. De føles stilmæssigt ikke på deres rette plads. Slet ikke, når man senere bliver introduceret mere til de atmosfæriske dele. ”Fire The Editor” indeholder også stykker af de tunge trommer, men i et langsommere tempo, som netop giver plads til Blakes vokal. Når man har lyttet pladen igennem, stikker ”He’s Been Wonderful” og ”Big Hammer” ud sammenlignet med resten af Playing Robots Into Heaven.
Det er i sidste ende både en både dejlig tilbagevenden til rødderne og et nyskabende album. Det mest fascinerende er, at Blake får hans vokal til at fremstå så skarpt i lydbilledet på trods af, at han har mange fyldige musik-lag. Fyldige på både den aggressive måde, men også på den elegante måde. Blake formår at vise flere sider af sin elektroniske musik. Som et godt eksempel fremstår det i enden af pladen, hvor ”If You Can Hear Me”, hvor det bare er hans vokal og klaver. På slutnummeret ”Playing Robots Into Heaven” er der en mere dyster, luftig afslutning. Playing Robots Into Heaven føles i en helhed som et mere personligt album for James Blake. Det kan mærkes helt ud til fingerspidserne.
