I musikvideoen til ”Sammenbidte Tænder” løber Iomfros visuelle samarbejdspartner og danser, Ida Hørlyck, en ubrudt, nærmest endeløs, tur gennem et sommeridyllisk landskab. Et på overfladen simpelt billede. Og alligevel et stærkt ambivalent, ligesom uudfyldt billede. For hvad stikker egentlig under? Hvad er baggrunden for den løbetur? Hvad er det, vi skal aflæse af kroppene?
Iomfro, kunstnernavn/alias/alter ego for aarhusianske Alma Kjær Agergaard, er, som førnævnte iscenesættelse antyder, et projekt, der både eksisterer i en musikalsk/tekstlig og en visuel kontekst. I de musikvideoer, der har understøttet numrene på de foregående singletrilogier, Føler for meget I (2022) og Føler for meget II (2023) har Agergaard og Hørlyck fundet en stil, der giver alle numrene en ægte krop. Det samme gør sig gældende for Iomfros altid underholdende koncerter. Hørlycks dans prioriterer kroppen i sig selv over yndefuldhed og bliver et historiefortællende element.
Dét, jeg prøver at nærme mig er, at det er specielt at skulle lytte til Iomfros debutalbum Vent På Jeg Revner. Ud af de ti numre har kun tre af sangene (”Sammenbidte Tænder”, ”Weekend” og Familiesangen) en musikvideo. Det siger sig selv at sangene kommer til at stå mere isoleret, når der ikke sættes billeder på dem. Jeg kan dog allerede afsløre, at det ikke på nogen måde udhuler konceptet.
Udtrykket ”generationsstemme” er blevet kørt træt, så jeg vil ynde at kalde Agergaard en italesætter i stedet. Numrene er små konkrete situationer. Det er som at træde ind i et følelsesmæssigt rum hos én, man ikke kender, men alligevel føler med og for. »Det meste er hvidt i stuen hos Ditte, / duften fra skabet og en bluse med sved i / Du er forsinket, du har alt for meget at se til« som de indledende linjer på den fjerlet, akustiske ”Forsinket” lyder. Det er hverdag for fuld udblæsning. Det er hyggeligt og alt sådan noget, men det er også flygtigt, nogle gange ender det med banal smalltalk. Man får ikke talt alting ordentligt igennem. Midt imellem øjne, der flakker og gymvenner, der er gået bort, kommer der et eller andet ligegyldigt ind fra højre:
»Fik jeg fortalt om Karl, den nar / Der pludselig ikke gad med i sommerhus.«
Det er meget konkrete indblik i ungdomslivet og det meget specifikke i situationerne kunne godt få dem til at blive trivialiteter, men der er hele tiden mere på spil, end man lige går og forestiller sig. Et sted mellem glimtet i øjet og sindet der ramler. ”Forelsket” sminker sig som en naiv turteldueforelskelsesbasker komplet med stadionstore synths. Det er et kendetegn for Vent På Jeg Revner, at ingen af sangene er afsluttede før en musikalsk detalje, et ord, et stemningsskift, stikker ud. Sådan en modhage har ”Forelsket” i nogle grimme, selvudslettende linjer:
»Og jeg har også altid tænkt, at I to ku’ få det rigtig fint / Jeg kender hendes krop ned til mindste detalje / Hendes talje er smal, og jeg mærker hadet«
Det er en ret vild drejning, sådan et pussenusset, gyngende popnummer kan tage. Det er faktisk også lidt af en lettelse, at der er plads til pludselige indfald og de ondartede tankestrømme, der nogle gange forurener den egentlige glæde.
De enkelte situationer, Agergaard iscenesætter på pladen, er stærke og tankevækkende, men jeg føler også, at der er en sammenhængskraft numrene imellem. Det er ellers ikke fordi, de kommer fra det samme univers. Føler for meget-sangene virkede som dele af den samme tilværelse. Som om jeg’et i bund og grund var det samme. Vent På Jeg Revner virker mere som en reportageserie. Den peger ikke kun indad, mod alle os der føler for meget, men også udad mod de samfundsstrømninger og (kropslige) erfaringer, der sætter rammerne for ungdomsliv anno 2023.
Visse steder rammes en fin, knugende kerne af tvivl og kropslighed. ”Rød Mandag” åbner med et barndomsbeskuende guitarriff, der sender mine tanker hen på Radioheads ”No Surprises”. Farven rød er gennemsyrende. Jeg forestiller mig garnet, hovedkarakteren strikker med. Garnet der strammes, mens usikkerheden tager til. Billedsproget er ikke udpenslet og formår at placere handlingen i et limbo mellem barndom og ungdom:
»Vi cyklede til stranden / i sommervarmen / med blod på buksekanten / og knuden i maven.«
Linjerne pulserer taktfast, samtidig med at barndommens naivitet er tæt på og ubarmhjertigt langt væk. De her tekster borer sig helt ind i ens inderste. Til slut sætter Agergaard alt over ét bræt.
»Kan det virkelig passe, du ik’ har grædt siden 6. klasse?« lyder det pludseligt på det salmeagtige titelnummer. Der er lige akkurat tid til at sunde sig og forsøge at undvige før spørgsmålet gentages.
»Kan det virkelig passe, du ik’ har grædt siden 6. klasse?«
Iomfro vil have dig til at mærke efter og være ærlig. Det er for mig den linje, der står absolut klarest frem på albummet. Udadtil er den ganske banal. Et simpelt ja/nej-spørgsmål, som alligevel kræver overskud at besvare og må affærdiges: »behøver man ku’ græde for at elske? siger du« Jeg forestiller mig, hvordan ordene udveksles uden nervøse trækninger i øjenkrogen, med ligeværdighed. »Vent på jeg revner / tro på jeg kan« synger Agergaard afvæbnende, sparsomt akkompagneret af guitar, bas og strygere. Det presserende spørgsmål er, hvad der gemmer sig bag hudens overflade. Da strygerne uventet får en molfornemmelse og glider over i det afsluttende nummer ”Barnets stilling”, kommer det fulde billede.
Vi befinder os på Guldimund’sk grund midt i velfærdssamfundets regnearksomsorg. Mellem trivselsstests, der går fra et til ti og folk, der synes man er så smuk (og dygtig), når man kan beskrive, hvordan man har det, med stor sproglig præcision. Sangens jeg får nok og tager sagen i egen hånd:
»Jeg tror bare jeg skal ligge lidt / ned i barnets stilling / For mine hofter trænger / til at strække sig og gi’ efter.«
Først at revne, så at give efter. Det lyder drastisk, men inde i midten af ordene, bor der en indre erkendelse. Skuldrene sænkes, og der kan tages en dyb indånding.
Mens jeg skraber mig selv op fra gulvet med billeder på nethinden og en lettelse i kroppen, kan jeg ikke lade være at tænke på, at det her er min generation.
