Det er efterhånden fem år siden, at den dengang 21-årige nordjyde Hjalte Ross udgav debutpladen Embody igennem det ligeledes unge, århusianske pladeselskab Wouldn’t Waste Records. Et album, der tog røven på mange inklusive os her på Undertoner, hvor albummet høstede seks flotte (og velfortjente) U’er. Blot to år skulle gå før opfølgeren Waves of Haste udkom, og endnu engang kunne fans af underskøn folkmusik kaste sig frådende over et album i særklasse. Ikke bare herhjemme, men et album i særklasse i det hele taget. Debutens ornamenterede arrangementer, produceret af Nick Drake-samarbejdspartneren John Wood, var liflige og dragende. To’erens endnu større kompositioner og deciderede syng-med-sange som “Thinking About You” satte en mere lysende og livlig Neil Young’sk retning for projektet. Men på Less står det anderledes mørkt og minimalistisk til. Det er jeg rigtig glad for.
På tre’eren og hovedrollen for indeværende anmeldelse, Less, har Hjalte Ross nemlig skrællet alt det “overflødige” væk. Ting som større strygerarrangementer, markante blæserstykker og funklende klaverspil var på ingen måde overgjorte på forgængerne, men med de elementer i baggrunden eller helt skåret fra forstår jeg i endnu højere grad, hvor stort et talent Ross er. Alt fra titel over albumcover til den minimalistiske bandbesætning slår nemlig fast, at der er skåret ind til benet på Less. Med de tre nye musikanter Mads Lang, Astrid Matthesen og Jonas Kardyb (fra den fortrinlige jazzduo Svaneborg/Kardyb) bag sig har Ross lavet et mere råt og nedbarberet album, der både trækker på jazzede undertoner og slowcorens depri-distortion, men som ikke mindst præsenterer Ross som lige det, han er: En af de mest modne og talentfulde singer/songwritere i min generation.
Ross kigger som aldrig før indad, og med en plade, hvis sange er skrevet i en af de hårdeste perioder i hans liv, kigger han lytterne lige i øjnene, mens han med skrøbelighed og inderlighed fortæller os om al den utilstrækkelighed, han føler. I mine ører hersker der ingen tvivl om, at Ross har meget større indsigt i og sprog for egne følelser, end de fleste unge mænd, og det er så uendeligt livsbekræftende og inspirerende. Og ikke mindst er det enormt komfortabelt og trøstende at lytte til. Selv når Ross lader mørket og tvivlen på sig selv skinne klart igennem, så varmer det på den der kontraintuitive Elliott Smith-måde.
»You won’t last long / You don’t stand strong / You don’t have the chances you see / You wouldn’t do it for me,« lyder det nedslående på “Don’t”. »I’m stuck but I can’t move / Claustrophobic through and through / I wish you’d understand / What I don’t understand / You think you’re doing nothing wrong / When doing nothing at all / I hope and pray / Useless is ok,« fortsætter det på “Useless”. Ja selve sangtitlerne skriver det tydeligt: Manden har det svært. Tvivlen, frustrationen og alle de negative tanker strømmer igennem hovedet på ham. Men når teksterne er så velformulerede, hverdagsagtige og poetiske på en og samme tid, og med den sparsommelige, men funklende musik som baggrund – så er det svært for mig ikke at spejle mig i og styrke mig på Ross’ følelser. Det kan virke absurd, at det er nedturen hos et menneske, man ikke kender, som skal hjælpe mig med at forstå mine egne usikkerheder, men det siger alt om nærværet, ærligheden og ikke mindst tyngden af Ross’ sange.
Som tidligere nævnt føles også musikken anderledes end på forgængerne. Det barokke, næsten pompøse og sirlige er tilsidesat for et nærmest rocket lydbillede. Ikke med fuldfede riffs og dundrende trommer, men med forvrænget sadcore-guitar a la Red House Painters og underliggende dronestøj, der minder mig om 90’er-bands som Duster. Især “Waiting for a Change” og “Dark Blue” bør fremhæves for at sætte musikerens univers i nyt lys, hvor sidstnævntes gnistrende, elektriske guitarlyd, Jonas Kardybs afsindigt velovervejede trommespil og Ross’ sagliggørende vokal demonstrerer, hvor få knapper, der skal drejes på, for at lave en eminent trist, men medrivende rocksang. Med shakers, egenrådige guitarforløb, der stikker helt af, og en gyngende jazzbas er det pladens livligste nummer.
Hjalte Ross har stadig fødderne solidt plantet i singer/songwriter- og folkmulden, men selv på de numre, der minder mest om de Nick Drakede stunder fra debuten, er der en ny og mere personlig åre i sangene. Det gør ondt i hjertet, når man finder ud af, at nummeret “Hope” ikke er det lyspunkt, som titlen kunne antyde. Håbet har da været der. Engang. Nu er det en saga blot: »You’ve chosen a path / I couldn’t go / Oh how I want it / But how I felt daunted / Assertive you were / I would disappear / Our love is strong / But we don’t get along / Now.«
Men tro det eller ej, Hjalte Ross kan sågar også levere musikalske mavepustere helt uden hans velformulerede og selvudleverende lyrik. 90’ernes kradse crescendo-fokuserede rockmusik med cykliske, konstant opbyggelige guitarrundgange går igen på instrumentalnummeret “Bye Bye”, hvor akkorderne og samspillet er så følelsesmættet, at hjerterytmen begynder at slå til takten. Droner hviner smukt i baggrunden, mens guitaranslagene bliver mere og mere markerede, og trommerne pumper en vejs op til den store kulmination. Det lyder decideret tungt i sammenhæng med resten af pladen, og det er trods sin repetitive simplicitet det mest “larmende” og ikke mindst håbefulde nummer, Ross har lavet. Men det passer alligevel fortrinligt ind i det personlige islæt, som ligger over hele Less. I hvert fald efterlader det mig stadigt efter mange gennemlytninger med en tåre i øjenkrogen.
Hjalte Ross fortjener at blive husket langt ud i fremtiden på højde med nogle af de helt store indenfor genren. På Less har han skrællet visse lag af sit musikalske udtryk og tilbage står han i nye klæder – måske nærmest helt uden klæder. Der er meget mindre af så meget af det, man kender ham for. Men en ting er der ikke mindre af, og det er af den unge musikers talent. I al sin nøgne anonymitet, er det her et album, der blæser mig bagover. Og ja, jeg får lyst til at bruge den absolut mest oplagte kliché: Less is more. Hjalte Ross har nemlig begået sit bedste album til dato.
