»The scent of burning fire / The face of despair / Set out the pain, louder louder / Cut through and delude the torment.« Sådan åbner Pleaser sit selvbetitlede debutalbum med sangen “Full Collapse” som et manifest om brændende kaos, fortvivlelsens frustration, højlydt smerte og ja, et fuldkomment kollaps. Et løfte om katarsis. Disse ord leveres med indigneret proklamerende unisonvokaler, dundrende trommer og et hardcore punket-guitarriff, der kunne gøre de fleste af SST Records’ bands fra 1980’erne grønne af misundelse. Tre vers på to minutter og sytten sekunder. Spillet af fire pisseskarpe musikere. Pleaser er kommet for at sparke deres lyttere i ansigtet fra første nummer, og det lykkedes de så sandelig også med. »What was once solid, stable and fixed / In reality it bursts / Full collapse!«
Kvartetten har rødder i punkmiljøet omkring Københavns Ungdomshus, men efter alt at dømme er de et godt stykke foran deres kolleger. Pleaser har virkelig formået at finde ikke bare deres eget take på en genre, der i mange bands’ hænder lyder kedelig og ensformig, de har også ramt en helt særlig kile i hardcore, som de spiller til perfektion. Jovist, et af førnævnte SST Records bedste bands, Hüsker Dü, har ikke levet forgæves, og når man sætter Pleaser i ørerne, kan man i den grad høre Bob Moulds svulstige raketfarts-riffs. Manden, der sammen med trommeslager Grant Hart, løsrev hardcoren fra sine ældste dogmer og tilsatte poppens gode melodiøre til lige dele jubel og vrede. Men man hører også meget andet i Pleasers musik: Det Ungeren-børnepunkede i de uskolede vokaler, det onde, black metallede i deres riffs og blast beats (bassist Olle Bergholz spiller eksempelvis også i blackened crust punkbandet Naarkas), og de lige dele feministisk aggressive og sødlige melodier fra 90’ernes riot grrrl. Alskens musikalske frugter er blevet plukket og samlet i den kurv, som Pleaser deler ud af på deres debutalbum. Selv kalder de det »lollipop chainsaw punk,« og det kan der bestemt være noget om, men kort sagt er det bare fænomenal punkrock.
For to år siden udgav de demokassettebåndet Demo ’21, hvis tre sange alle er at finde i genindspillet version på debutpladen. Allerede dengang kunne man under båndstøjen og den deciderede no-fi-produktion høre, hvor problemfrit de kunne fusionere black metallens tremolo picking og indierockens honningsøde guitarforløb. Genindspilningerne giver numrene et produktionsmæssigt løft uden på nogen måde at fratage sangene deres skrattende DIY-ånd. Det rå udtryk bibeholdes, samtidig med at funklende detaljer som den dragende spøgelsesguitar i “Light and Fire” og de underskønne vokalharmonier i “The Dream” står klarere end før. I øvrigt to af albummets bedste sange sammen med singlerne “Join the Strings” og “Plunge”. Førstnævnte indkapsler perfekt Pleasers evner med sine overskudsagtige vekslen mellem black metal-, oi!-punk- og riot grrrl-elementer, og “Plunge” roste jeg allerede i juni måned for sin dystre, nådesløse aggressioner.
Men hvad handler det hele så om? Vel ikke om at please i den forstand? Det er i hvert fald kun førnævnte “The Dream”, jeg kan tolke som havende en decideret opløftende tekst: »I need you here, your magnetic sphere / Come closer and make me warm now / I wanna keep on feeling this trance.« Resten af lyrikken drejer sig efter alt at dømme om frustrationer, vrede, skam og en masse(!) tanker om døden. Det lyder jo melankolsk og trist, men når Pleaser leverer teksterne med en så energisk fandenivoldskhed maner det mere til oprør end tårer, hvilket gør det så meget lettere at kapere. De formidler en lyst til at ændre tingenes tilstand i stedet for at begræde dem, og det er opløftende. Selv på et nummer som “Crawl”, hvis tekst rammer som en spytklat lige i ansigt, føler man sig ovenpå. Sådan; selvom du har trynet mig, så er det dig, der må leve med din skam for evigt: »Do you see it now, the big disgrace in you / Turning you, turning you inside out / The light in you, fading into blackness / Will follow you, follow you till your death / I see you crawl, I see you crawl, I see you crawl.« Det hele handler måske netop om at leve med og acceptere tingenes tilstand, lige meget hvor råddent det hele ser ud.
Midt i al Pleasers kaos bliver der plads til en lille “pause”. Instrumentalnummeret “The World Says Its Name” lader i tre minutter de intense vokalleveringer få en pause, og der lægges op til et lille pusterum med de luftige toner, der åbner sangen. Men så – trommeslager Oliver Nehammer kan alligevel ikke lade være at kaste sig ud i blast beats, som siden får vokalist/guitarist-duoen Annie Nyvold og Sophie Lake til at fremtylle et helvedesriff af dimensioner. Det her band lader ikke til at kunne holde sig selv tilbage, og det er jeg mægtigt glad for. Nummeret formår trods brutal musikalitet, og hvad der lyder som ekkoer af dæmoniske skrig fra afgrunden, at være en slags ganerenser inden pladens b-side indledes. Og prikken over i’et går næsten til en af de kvindelige frontpersoners kommentar til Nehammer og Bergholz, som falder, mens feedbacken fader ud: Et kærligt, grinende »I to,« som var rytmesektionen to sønner, der havde lavet lidt for meget ballade og skulle irettesættes af en forælder. Det vidner om punkbandets dejlige nede-på-jorden-tilgang til hele projektet, som heldigvis skinner i gennem fra start til slut.
Jeg kunne ærligt talt godt have ønsket mig en lidt længere debut fra Pleaser. Bevares, punkalbums må hjertens gerne ræse forbi i en fart, men tyve minutter er ikke meget, og når man tager i betragtning, at tre (af de bedste) sange var at finde på demobåndet, så sidder jeg lidt og ønsker mig en sang eller tre mere. Måske er Pleaser bare så fandens pleasende, at de opfylder alle de krav, jeg kunne stille en punkplade, og måske gør netop det faktum mig bare til et meget grådigt menneske. Større kritik er det heller ikke.
Set udefra kan punkscenen i Ungdomshuset godt virke en anelse indspist, og som om den kører i samme gamle rille. Læg hertil at det i det hele taget kan være svært at bryde ud af sit eget komfortable miljø. Men ikke desto mindre lyder det i mine ører, som om at Pleaser transcenderer Ungerens musikscene – ikke kun fordi de skiller sig ud stilmæssigt, men fordi de spiller hjernedødt fedt. Er debutpladen så lyden af det fuldkomne kollaps? Muligvis. Om ikke andet må jeg i hvert fald lægge mig fladt ned og kalde den for en af 2023’s mest vellykkede punkalbums.
