Mikkel Holm Silkjærs soloprojekt Holm har stilistisk bevæget sig langt, siden den første, selvbetitlede EP udkom i 2016. Hvor denne EP var skramlet, ambient og neo-folket, har udtrykket ændret sig markant for hver ny udgivelse. Silkjær er kendt som frontmand i bandet Yung, og Holm har tilsyneladende fungeret som hans musikalske legeplads, hvor han har kunnet afprøve nye genrer og udtryksformer helt for egen regning. Med sine to fuldlængde-plader ‒ sidste års Why Don’t You Dance og den nye Alien Health ‒ ser han dog ud til at have lagt sig nogenlunde fast på en mere rocket stil, der virker mindre som et eksperiment, og mere som en tilbagevenden til klassiske rock-dyder. Hvor Yungs post-punkede indie-rock allerede befandt sig i den melodisk-poppede ende af skalaen, har soloprojektet Holm altså bevæget sig endnu et hak mod rockmusikkens midterstrømning. Holms kombination af indie- og garagerock har nærmere en fjern slægtning i tidlig Kings of Leon ‒ særligt tydeligt på titelnummeret “Alien Health” og “The Wig”.
Alien Health lyder på mange måder af ungdom. Pladens guitartunge rocknumre rummer både en sorgløs, festival-beruset energi og et snert af den nostalgiske melankoli, der kan komme over én, når ungdommen eller festivalen viser sig at være tidslommer af potentiale og frihed, der ikke kan fastholdes. Den Holm man ser på pladecoveret ‒ som laver Monty Pythonsk silly walk iført læderjakke og med en dåseøl i hånden ‒ er en persona, der ikke har travlt med at “blive voksen”. Når man lytter til pladen, bliver man på samme måde henført til et ungdommeligt state of mind, der er både selvcentreret, rodløst og drømmende. Hvor det indre livs drama opleves så altopslugende, at omverdenens konflikter glider i baggrunden. Det er relaterbart og tilgængeligt, men også uden det helt store udsyn og ambitionsniveau.
Den ungdommelige rodløshed bliver for alvor udfoldet på “The Wig”. Nummeret har nogle catchy melodier og en god, dynamisk opbygning: Fra et vers med marcherende lilletromme, over et stykke med svævende klaver-akkorder og hviske-vokal, der langsomt bygger op til det forløsende guitar-tema. Silkjær viser også en legende alsidighed i vokalen, der skiftevis er fortællende, hviskende, knækkende og kraftfuld. Det, han synger om, er spændingen mellem et veltilpasset ydre og et utilpasset indre: »I grew up to become a prosperous human being / Who gladly stay on track / But I’m finding it hard that most paths are institutionalized / I’ve got my burgundy wig on and I’m ready to rebel.« Men det er også en selvironisk tekst, der godt ved, at hele idéen om at være den rebelske, visionære kunstner i sig selv er en individualistisk kliché: »I’m dreaming / Ingenious / It’s a part of who I am / It’s a cliché / It fits the narrative / I was taught growing up.«
Alien Health er mest vellykket og sammenhængende i sin første halvdel, hvor gearet og tempoet er højt. Den indie-rockede “Coherent Strategy” står her som et af højdepunkterne. Silkjærs vokal er enormt nærværende både i versene, hvor der puttes godt med rust på stemmebåndet, og i det insisterende, følelsesfulde omkvæd. Nummeret får også sin styrke fra kontrasten mellem de luftige vers, det buldrende omkvæd og det hypnotiske instrumentalstykke, der leder tankerne hen på post-punk-bandet Cola, hvis bassist Ben Stidworthy også er at finde på albummets besætning.
Fra nummeret “Street Light” begynder albummet desværre at tabe pusten. “Street Light“ er en søvnig slide-guitar-sjæler med en klichéfyldt tekst om ikke at føle sig hjemme i tilværelsen; en træt melodi, der langt fra får det bedste frem i Silkjærs stemme; og en flad, retningsløs sangstruktur. “Shake” er et middelmådigt post-punk-nummer, der simpelthen føles malplaceret i konteksten. Som om Silkjær har fået et anfald af kolde kunstner-fødder over sin nye musikalske identitet. Det afdæmpede afslutningsnummer “That One Time” er dog noget mere interessant end “Street Light”, fordi det faktisk har en dynamisk opbygning og samtidig formår at skabe en sart, dagdrømmende stemning.
Det, der i mine øjne er pladens største svaghed, er imidlertid Silkjærs tekster, der flere steder er lidt tunge og klodsede. Når man har en så fortællende sangstil, og vokalen samtidig ligger så langt fremme i lydbilledet, kræver det altså noget af teksterne. Og den vægt har de til tider svært ved at bære. Nogle gange forsøger Silkjær simpelthen at presse så meget ned i en enkelt sætning, at resultatet bliver overlæsset og knudret: »Scentless days replaced by eloquent rehearsals of endless praise,« »A religious life dictated by scripture authored by my own self.« Det er bare ikke særlig elegant.
Andre steder bliver lyrikken lidt for prosaisk og direkte: »Ahead of a journey one might feel compelled to look back and reminisce about what once was / Nostalgia might come rushing over you and remind you of the tragic state you were in.« Poetiske, tvetydige sangtekster har den fordel, at de giver plads til lytterens egen fantasi og fortolkning. Der levnes derimod ikke meget plads til fantasien i Holms lyrik, fordi den ofte siger tingene ligeud, frem for at lade lytteren finde betydning i det, der bliver sunget.
Alien Health er et kompetent udspil fra en dygtig musiker og sangskriver, men det er desværre også en smule uoriginalt. De catchy omkvæd og solide guitarriffs kommer uden tvivl til at tage kegler til Holms kommende live-koncerter. Men som kunstnerisk værk virker det en kende uambitiøst. I stedet for at være et sted, hvor Silkjær udfordrer sig selv musikalsk og går på opdagelse, er soloprojektet Holm snarere gået hen og blevet et ufarligt frirum. Jeg har i hvert fald på fornemmelsen, at Holm stadig har sit bedste arbejde foran sig.
