Der er noget trodsigt ved disco. Genren der festede videre, mens 70’ernes krisetider satte ind. Discoen, der med sin inciterende hi-hat, stacattostrygere og kirurgiske BPM kan få et hjerte til at slå igen. Det er dét, discoen kan. Få os til at finde troen i det, der synes fastlåst og håbløst.
Uden at overanalysere for meget, vil jeg godt vove at påstå, at Eee Gee er nået til den samme konklusion. »If we meet on the dance floor / And our old song comes on / We could pick up where we left off / I’m high from the sparkling lights« synger hun på albummets anden skæring, ”school reunion”. Den anden plade fra den danske sangerindes hånd er overordnet udspændt mellem balladernes fastlåsthed og discoens ekstase.
Debuten Winning, som vi anmeldte sidste år, havde sine momenter i velskårne popsange som ”Bad Person” og ”Killing It”, men det var essentielt en række sange med et kæmpe radiopotentiale, der så var blevet drysset ud over pladen med lettere løs hånd. På den nye plade She-Rex, har jeg klart et indtryk af at Eee Gee, som går under det borgerlige navn Emma Grankvist, har tænkt mere over sangenes interne forhold til hinanden og i særdeleshed det modspil, de kan give til hinanden.
Titelnummeret, en bedroom pop-ouverture, der leder tankerne hen på Arlo Parks, åbner pladen: »Watch the comet come / If romance dies / what’s left for us« – det er så romantisk, skrøbeligt og klichépræget, at det nærmest forsvinder ud i det tomme rum, men når det er sagt, så sætter Grankvist en retning for albummet. Vi starter et sted, i hjertesorgen, og kan så rykke os videre fra den følelse.
Med ”school reunion”, som jeg kort nævnte før, tager lyden, og stemningen en drastisk drejning. Titelnummerets hjertesorgsvignette må vige pladsen for en pulserende discobasker, med alt hvad der dertil hører. Det lyder umiddelbart som en lidt for drastisk vending, men jeg må bare lægge mig fladt ned og indrømme, at det fungerer. Fra at være knust, begiver Grankvist sig ud på en discoodyssé og kigger tilbage på teenageårene. Nummeret, som er skrevet sammen med blandt andre Jacob Bellens (ja, dén Jacob Bellens), er skøn i al sin skamløshed. Strygerne følger vokalmelodien, hi-hatten går i selvsving, og rent musikalske træder pladen ind i en art parallelverden.
Winning havde også sit semianakronistiske genrepræg i form af en countrytrampende undertone. Det var dog aldrig rigtig noget, der blev andet end en ornamentering af lyden. Når discoislættet på She-Rex er så vellykket, skyldes det, som jeg ser det, at der opstår en parallelverden med sorgløsheden i centrum, som skaber kontrast til de mere klassiske ballader, Eee Gee også dyrker.
Balladetakterne dukker op på “(Search:) How to Break Up With a Friend”. Pianoballaden citerer David Bowies “Life on Mars?” musikalsk og 70’er-lyden er behagelig, men det bliver også meget pænt og rykker sig væk fra noget Eee Gee generelt gør rigtig fint; undgår at gøre præsentationen for højtidelig. Her er ”Francis” et effektivt, afdæmpet pusterum. Den sparsomme instrumentering danner en fin base for vokalen og harmonierne, samtidig med at perspektivet bliver rykket over på denne Francis, og væk fra Grankvists egne kvaler.
Når et kort album-track som ”Francis” fungerer, er det i allerhøjeste grad fordi Grankvist og hendes producerteam brillerer i at få sangene til at stå teknisk skarpt. De kan reglerne i den store popmanual, og lyden er så afgjort international. Yderligere er det svært at komme udenom Grankvists vokal, som giver sangene resonans, selv når de lægger sig lige lovligt tæt på forbillederne. ”did u ever love someone” og “New Year’s Ex” ligger sig i slipstrømmen af henholdsvis Lana Del Rey (bare lyt til den måde, Grankvist synger »Hollywood movies / Sure really tricked me good«) og boygenius. Jeg oplever det dog ikke som nogen sløv pastiche. Det er ikke synderligt nyskabende, men der er bund i det.
Grankvist tager lytteren med tilbage på diskoteket på ”Perfect 10”, velsagtens den mest vellykkede single på albummet. Udtrykket bliver mere synthdomineret, for ikke at sige helt ustyrligt synthpræget – og jeg køber det stadigvæk i al sin skamløse kontrastfyldthed. Foruden disco-digressionerne, er et højdepunkt på albummet ”Ghost House” der med et psykedelisk swing og en knivspids Connan Mockasin-forkølet guitar er ret iørefaldende og har nogle vellykkede, observerende linjer: »Everyone’s scared / To catch feelings / A real connection’s a truth telling mirror.«
Til slut er Grankvist igen alene i verdensrummet. Hun virker som en, der har brug for et afbræk: »Oh your solitude is heavy like a meteor / But don’t crash don’t baby / You know we need to survive / You are weightless when you believe in it« Sammen med åbningsnummeret skaber albumlukkeren ”Space Anxiety” en god narrativ sammenhæng, som på nogle punkter opvejer de mindre inspirerede øjeblikke på pladen. I de romantiske luftlag efterlader vi Eee Gee med kompetencerne til at overleve eller i hvert fald drømme sig væk i vægtløsheden.
