Ufiltrerede toner fra en dragende saxofon inviterer dig på en svævetur mod Centralafrika. Det messingovertrukne instrument er bulet og skæv på en måde, hvor den virker charmerende. I følges ned i en suspekt kælder til en jazzscene, som aldrig har set synet af musikalsk perfektionisme. Her er alt tilladt, og stadig ved ingen, hvad der sker som det næste. Det er sådan, det føles at lytte til Angus Fairbairns aktuelle 12-nummer album, Come With Fierce Grace. En spontan u-vending af en skive for den 43-årige saxofonist og digters karriere, som bruger kunstnernavnet Alabaster DePlume. Efter første albumudgivelse for over 10 år siden, har han undersøgt det forunderlige jazz-musiklandskab og kommet vidt omkring.
Men albummet her viser, at Angus Fairbairn officielt er gået fra lo-fi poetjazz for de sarte ører til meningsgivende avantgarde, der afspejler livets mest autentiske sider.
Ja, jeg er godt klar over, at det er store ord, men pladen emmer af så mange spontane og skæve udfald, at det nærmest føles, som om du sidder ved siden af og følger hver og en tone, der bliver smidt ud i rummet.
Denne følelse er heller ikke så underlig igen, da stakken af udvalgte numre til dette kunstværk allerede var på sigtekornet under indspilningen af albummet fra GOLD fra sidste år (som i øvrigt indfandt sig på en 13. plads over Undertoners favoritalbum fra udlandet i 2022). De 12 numre på Come With Fierce Grace blev nemlig indspillet under samme session som GOLD-albummet. Konceptet bestod i, at Manchester-musikeren inviterede dygtige musikere fra nær og fjern til at komme og spille med ham. Planen var, at intet skulle planlægges, og det spontane koncept blev derfor til 17 originale timers musik. Og jeg vil vove at påstå, at de mest gyldne øjeblikke er samlet i aktuelle udgivelse.
Især er der værd at bide mærke i, hvordan sammenspillet mellem trommer og saxofon fletter sammen på smukkeste og organisk vis på “Give Me Away”. Det føles som at lytte til en rigtig god samtale mellem to venner, der har kendt hinanden i årtier. Spontane markeringer fra en tamburin-lydende lilletromme, der følger saxofontemaet, som vipper mellem to simple toner. Alligevel fungerer det overbevisende, da det ikke handler om virtuositeten, men derimod udtrykket – det musikalske sprog.
Udover at invitere Momoko Gill, Mettashiba og Donna Thompson ind i studiet, har den vestafrikanske sanger Falle Nioke også svunget snuden forbi den rekordlange session. Og her stråler hans traditionelle vokal vellykket ind på “Sibomandi”, som er en genistreg af et samarbejde mellem frit svævende saxofon og melodisk flydende savannesang. Og selvom blæseinstrumentet hverken kommer med en forløsning eller særlig retning, har det nærmest en meditativ effekt, som går rent ind i øregangene. I stedet er det et gennemgående tema, at én melodibid bliver gentaget om og om igen. Nogle vil se det som at træde vande, men i dette tilfælde, bliver temaet, og dermed budskabet, stærkere gennem gentagelser.
Ideen om at tage nogle bidder fra en livesession og sætte dem ind i en kontekst er albummets største styrke. Det er især tilfældet på strygernummeret “Not Even Sobbing”, som udtrykker inderligheden fra sin bedste side. Det er følelsen af, at musikken kommer i smukke legatoprægede bølger, som først trækker sig og derefter kommer imod dig. Og denne inderlighed, er til at mærke som en rød tråd gennem alle pladens numre, hvor især saxofonens fraser lyder til at komme helt inde fra det inderste af hjertet. Omend det er de øjeblikke, hvor groovet falder i hak eller hvor instrumenteringen overgiver sig til improvisationen, så formår Alabaster DePlume at male et sprællende musiklandskab i alverdens farver. Og det er netop overgivelsen til instrumentet, der vækker autenticiteten gennem pladen. Jeg mærker ikke bare hans tilstedeværelse, men fanger også mig selv i at hoppe med på den levende rejse, han har begivet lytteren ud i. Hvis Angus Fairbairn kunne træde endnu mere frem i skoene, så stemningen kunne nå ud i et dynamisk kollaps, så ville Undertoners U’er ramme toppen.
Alligevel er Come With Fierce Grace et kunstværk, som på smukkeste vis illustrerer, hvordan spontane indfald kan få det hele til at gå op i en højere enhed. Og godt nok har den engelske musiker efterhånden lavet en synlig bunke af plader, men denne er i alt sin enkelthed et originalt værk, som efter undertegnede anmelders synspunkt er det bedste til dato. Måske fordi han gennem sin dragende saxofon minder os om, at man ikke altid behøver at have en retning. Tværtimod kan spontane beslutninger føre til noget ypperligt.
