Midtvejs inde i Spelllings nye plade får jeg som lytter mig et regulært chok. Nummeret ”Haunted Water” starter tilsyneladende normalt. Et synthriff træder ind, men bliver derefter forstyrret. Riffet glitch’er, mit hjerte slår et halvt slag over, og trommerne kommer ind på et off-beat. Det hele sker i løbet af ni sekunder, før vi igen er tilbage på sporet, tilbage i takt. Om jeg har en gylden fortolkning af, hvad det mon skal betyde? Næh, men det siger noget om, at Spellling er lidt sin egen. Amerikanske Tia Chabral har udgivet musik som Spellling siden 2017 og har haft en ganske alsidig karriere, der indtil nu har kastet tre studieplader af sig: Pantheon of Me (2017), Mazy Fly (2019) og senest The Turning Wheel (2021).
Nu er Chabral aktuel med et nyt album, Spellling & the Mystery School, der tager sange fra de tre foregående udgivelser op igen. Som man så det da artsfællen Kate Bush i 2011 på albummet Director’s Cut genindspillede numre fra sit bagkatalog, ser Chabral sig tilbage og reflekterer over værket. Forskellen er så, at Chabrals ældste materiale ikke engang er et årti gammelt. Bevæggrunden bunder yderligere i, at disse numre er særligt højt skattede af Chabral. Det er ikke, som i Bushs tilfælde, et forsøg på at yde sangene retfærdig, men en hyldest til sangene selv.
”Walk Up to Your House” agerer albumåbner, ligesom den gør det på Pantheon of Me. Det er et af de mest udsyrede numre i bagkataloget, samtidig med, at der er masser af vokalhooks at støtte sig til – et gennemgående element i Chabrals musik. Det er svært at sige, om det er drøm eller mareridt, det er i hvert fald en underbevidst eller præbevidst lyd. Det gælder alle numre på pladen, at de er blevet genindspillet sammen med Chabrals liveband, The Mystery School, og det giver en mere åben og vågen lyd til et nummer som ”Walk Up to Your House”, uden at arrangementet eller strukturen bliver vendt på vrangen. Chabrals vokal træder klarere frem, og livetrommer afløser originalens sfæriske rytme.
Generelt følger de øvrige genindspilninger denne stil. Det er netop genindspilninger og ikke gentænkninger. Det er, som om Chabral har fundet sangene frem fra gemmerne og har pudset dem op, fjernet lidt støv, men den originale idé er den samme.
Det har en interessant effekt på dommedagsdiscobaskeren ”Under The Sun” fra Mazy Fly. Her lykkedes det mægtigt godt for Chabral at udbygge nummeret, som ikke ligefrem var nedtonet i originaludgaven, og gøre det endnu mere astronomisk. De mørke synthtoner og det mærkelige breakdown er der stadigvæk, men det hele virker knapt så excentrisk. Der er over hele linjen mere luft i produktionerne og liveband-setuppet giver en mere organisk fornemmelse. Strygerarrangementet er flot, og understemmerne skaber en fin spænding i lyden.
Noget, jeg ikke kan ryste af mig er, hvorvidt Spellling-lyden mister noget af sin kant i de nye og mere detaljerede produktioner. Pantheon of Me og Mazy Fly har en lo-fi-æstetik som bliver udvisket, når produktionerne bliver genbesøgt med et band bestående af rigtige levende mennesker, i stedet for synths og antikverede trommemaskiner. Det bliver alt andet lige en mindre mystisk, mindre usikker lytteoplevelse. Det er ikke ensbetydende med, at det er mindre fængende, men det er helt sikkert noget andet.
Og på den ambiente ”Phantom Farewell” opstår der faktisk noget nyt, idet Chabral har tilføjet en ny tekstbid til sangen: ”Paranoia, a pantheon of hiding gods / Come on, come on out now / Paranoia, a pantheon of hiding gifs / Come on, come on out now” Det er obskurt og minimalistisk undvigende, men affekten ”paranoia” træder ind i nummeret, som hidtil har virket som en mere direkte kærlighedsballade. Forskydningen åbner et nyt rum og et nyt perspektiv.
For numrene fra The Turning Wheel gælder det, at de i originalversionerne er markant mere polerede end de øvrige sange i bagkataloget. Når de udvalgte sange fra dette album falder efter hinanden til sidst på Spellling & the Mystery School, bliver jeg desto mere opmærksom på, hvor anderledes de er i forhold til det tidlige materiale. Væk er det synth-drevede darkwave-udtryk til fordel for en rigt orkestreret artpop-lyd. Det går ud over pladens sammenhængskraft, men jeg kan godt se idéen i det, da pladen på den måde afsluttes der, hvor Chabral antageligvis befinder sig musikalsk lige nu. Den mørke barndomstraumatiserede ”Boys at School” står stadig flot og dramatisk, men der er ikke taget nogle chancer, og den nye indspilning følger mere eller mindre originalens forløb. Det virker ganske enkelt lidt unødvendigt at lave en genindspilning, når man blot spiller nummeret igen, selvom Chabrals liveband gør et gedigent stykke arbejde.
Dét, der til slut får mig til at være en anelse loren ved Spellling & The Mystery School er, at Chabral virker tilfreds med at genbesøge bagkataloget. De genrespring, hun har foretaget i løbet af karrieren skulle tale for, at der også på den plade ville blive leget med den musikalske stil, men de store overraskelser udebliver. Det er ikke fordi, projektet er decideret skuffende, men der er diskrepans mellem kvaliteten af kompositionerne isoleret set, og det, Spellling får ud af at vende tilbage til dem og samle dem på denne retrospektive udgivelse.
