Mija Milovic »lefler på ingen måde for radioplaylister.« Sådan lød det, da vi her på sitet skrev en omtale af førstesinglen fra hendes album Still Life, “Resting Mind Pt. 2”. Hun er kendt for projekter, der tenderer til det avantgarde. Hun leger med musikken og blander genrer på kryds og tværs, og netop det gør det første halve minuts tid af pladen endnu mere overraskende.
Pladen lægger ud med sangen “Was That Love ?”, der lyder som starten på en klassisk rock/popballade, hvor Milovics fine stemme akkompagnerer klaveret i baggrunden og danner en helt klassisk kærlighedssang, som Tina Dickow kan lave dem. Men efter 37 sekunder bliver klaveret og stemmen afløst af støj og trommer, som i begyndelsen ikke spiller en rytme; de hakker, og da trommen endelig finder fodfæstet og spiller en sammenhængende rytme, så slutter nummeret, som er 53 sekunder langt.
Man sidder fyldt med spørgsmål: Var det hele nummeret? Hvorfor så kort? Og hvad fanden kommer til at følge det her? Det er en sang, som ikke får lov til at spille færdig, den bliver afbrudt. Og det viser meget godt, hvad man kan forvente sig af resten af pladen. Lige som man føler sig sikker på, hvad der kommer til at ske, så bryder Mija Milovic med forventningerne, og det er ikke sikkert, at det er alles kop te.
Pladen er 17 numre lang, og flere af dem er under et minut. De fungerer nærmest som overgange mellem pladens egentlige numre, og det giver pladen et anderledes udtryk. Man bliver rusket i gang mellem flere af numrene, fordi Milovic vælger at farvelægge musikken med små alternative lydbidder, som du ikke havde regnet med. Det gælder eksempelvis med sangen “Em”, som bare er simpelt klassisk klaverspil. Det lyder som et af de stykker klassisk musik, du kunne få som ringetone på din gamle Nokia, som eksempelvis “Für Elise” af Beethoven. Sangen er 24 sekunder og bliver ikke afsluttet, men klaverstykket fader stille og roligt ud, som om det bare fløj forbi dig, da du hørte det. Det forsætter med at spille på dets færd videre ud i det uendelige.
“Em” er klemt ind mellem “Second Voice” og “Still Life”, der begge er numre, som tager udgangspunkt i rockmusikken, men med to vidt forskellige udtryk. “Second Voice” er et stille og roligt helt klassisk indierock nummer om ulykkelig kærlighed og selvværd – det lyder igen lidt som et Tina Dickow-nummer. I “Still Life” kan man imens høre inspiration fra grunge med dens forvrængede guitar, der hviner noget mere end den på “Second Voice”, og mellem de to numre, har Mija Milovic altså lagt et 24 sekunders klassisk klaver-mellemspil, som totalt bryder lydbilledet.
Hun bryder også med forventningerne i de enkelte numre: Eksempelvis på “Still Life”, hvor der løbende er brud med en sangstemme, der lyder som om den er taget ud af et oldnordisk kirkekor. Oldnordisk, da jeg ikke kender sproget, men det lyder skandinavisk, og kirkekor da hendes vokal her ligger en del højere og runger som koret i en kirke. Det minder mig om noget af Nick Cave kunne have lavet i de sidste 10 år. Det bryder med den grungede guitar og vokal, som ellers bærer nummeret fremad. Nummerets åbning befinder sig ligeledes langt væk fra grungeguitaren, og åbner med en fløjte, der kunne danne baggrundsmusikken til et teaterstykke. Herefter overtager koret, som så giver taktstokken videre til nummerets egentlige styrmand: Den beskidte guitar. Det er et virkelig fedt nummer, som indkapsler pladens styrker.
På Still Life kan man høre, at Mija Milovic er en musiker, som mestrer det meste, og hendes improvisatoriske evner kommer frem uden, at det overtager pladen. Pladen rammer en fed balancegang mellem det tilgængelige og det eksperimenterende, og samlet set giver det en plade, man virkelig kan gå på opdagelse i. Men det betyder også, at det er en plade, som ikke fungerer som baggrundsmusik. Det er ikke en afslappet lytteoplevelse. Og man kan ikke sætte den på og bare drive ind og ud af musikken. Det sker der for meget til, og min oplevelse var, at det blev til støj der forstyrrede, hvis jeg forsøgte at lave andet, mens jeg hørte pladen. Men det er heller ikke meningen med pladen, og som en ren lytte-oplevelse er den fed. Man bliver hele tiden udfordret og overrasket i takt med, at pladens 17 numre udfolder sig i dine øregange, og hvis du savner et anderledes pust til dit musikbibliotek, uden det bliver fuldstændig ugenkendeligt, så er pladen Still Life et rigtig godt bud.
