Yaya Bey har en evne til at få én til at føle sig tilpas. Mens neo-soul-bookinger som Sudan Archives nemlig vælger frembrusende eksperimenter og markeret attitude for at få deres budskaber igennem, vælger Bey imidlertid lyde og tematikker, der ofte er så hjemlige og ubesværede, at hendes musik og hendes budskaber glider lige ind.
Da den amerikanske sangerinde luntede ind på Eos, var det imidlertid ikke et særligt hjemmeligt udtryk, hun havde i øjnene, hun virkede nærmest uoplagt. Det var fordi, hun døjede med en bihulebetændelse, skulle man hurtigt forstå. »Men vi skal nok give jer et show,« forsikrede hun.
Og man kunne godt mærke det på hende. I numre som “Alright og “Keisha”, der burde være gået rent ind hos os med deres sangbare omkvæd og nemme lyde, var der et konstant fjernt blik i Beys øjne. Der var meget at forholde sig til, og hun lod til at have et valg mellem enten at give sig selv helt hen i sine følelser og ofre sin vokaltekniske snilde, eller også lukke øjnene og fokusere skarpt på at levere de rigtige og rene toner, ofte på bekostning af indlevelse. Sådan vekslede hun i en sang som “Nobody Knows” mellem stærk følelse i nummerets rapstykker til teknisk koncentration i de mere intense vokalstykker. Jeg synes, jeg begyndte at høre folk snakke.
Som held i uheld blev det dog en chance for Bey for at vise os, hvor professionel hun er, og hvor stor pragt hun egentlig har som soulkunstner. På sange som ”September 13th” og ”When Saturn Returns” fandt soulsangeren og hendes band deres rille. Guitaristen riffede, pianisten spillede blide toner fra sin Nord-synth og trommeslageren fyrede hi-hat slag ud i dobbelttempo. Grooven opstod, og lige så snart den indfandt sig, gav Bey ikke slip. Hun svajede og hoppede rundt i sin sorte kjole og røde støvler eller sendte lange og stærke vokaler ud blandt publikum. Følelse og teknik mødtes. Mellem nogle numre vinkede hun blidt ud, mellem andre beskrev hun sine oplevelser med at turnere. Hun gjorde ikke et særligt stort nummer ud af sig selv, men hun var fattet og havde en næsten tantelig charme over sig.
Når hun snakkede og vinkede, smilte vi og vinkede tilbage. Når hun udkrængede sine sjælelige toner over rytme, stod vi mange i vores egen verden og lavede grimasser af musikalsk ekstase. Da hun i ”Pour Up” endelig forløste den opbyggede energi og bad os om at danse, brød næsten alle ud i den samme fadølsbeduggede samba. Bey slog gang på gang revner i den glasmur, der til start var opstået mellem os. Hun var kendetegnet ved en stil, der havde lige så meget sjæl som den havde benene plantet på jorden. Det er en tilstedeværelse og en ynde, der trækker rødder tilbage fra den helt grundlæggende kvindelige soulstil.
Til slut klappede de fleste i, eller også blev de bedt af deres sidemakker om at gøre det. For Yaya Bey havde, afslappet og fokuseret som hun var, fanget os og fået os til at føle os virkelig veltilpasse.
Alle fotos: Daniel Nielsen
