De kloge siger, at man skal adskille kunstneren og kunsten – den kreative udfoldelse og det virkelige liv skal ses som to adskilte størrelser. Med nogle kunstnere bliver det bare en sisysfosopgave at følge den anvisning. Japanese Breakfast, amerikansk/koreanske Michelle Zauners indiepop-projekt er indhyllet i biografi og det faktum, at Zauner mistede sin mor til kræft i 2014. Det er der kommet meget forskelligartet kunst ud af, fra den akutte sorgbearbejdelse på albummet Psychopomp fra 2016 til den mere tilbageskuende selvbiografi Crying in H Mart, som blev udgivet i 2021.
Zauners sært finurlige indiepop er stærk i sig selv, men efter at have læst den barske selvbiografi, der beskriver et spirende forhold til den kræftsyge moder og forsøget på at passe ind som minoritet med et ben i den amerikansk kultur og et i den koreanske kultur, får musikken en enorm gennemslagskraft. Da Zauner trådte ind på Arena og spillede første tone af “Paprika”, som åbner albummet Jubilee, der ligesom selvbiografien udkom i 2021, bliver jeg godt og grundigt rørstrømsk. Den stærke affekt varede ikke ved igennem hele koncerten, men lige her var jeg kommet emotionelt på arbejde.
Det var så fint at se Zauner, som virkelig lignede en artist i sit es, synge om, hvordan det er at betage alle mennesker, mens hun står på en scene. For det er lige præcis, hvad hun gjorde på Arena denne tidlige fredag aften. Klædt i grønt dansede hun let rundt på scenen og nåede kun lige akkurat hen til gonggongen på midten, når hun skulle slå den an i omkvædet. Hun sørgede også for at trække mikrofonen godt på afstand under de høje toner for at tøjle sin karakteriske, intuitive vokal.
Der var fra starten af klart, at Zauner havde styr på, hvad hun ville, og hvor koncerten skulle hen. Dramaturgien var klar, uden at det blev decideret koreograferet. På scenen stod noget så eksotisk som et helt menneske. Noget jeg særligt bed mærke i var, hvordan hun lykkedes med at formidle sangene ud til publikum. Teksterne blev en form for instruktionsbog til det samfund vi lever i, noget jeg sidst oplevede da David Byrne spillede på selvsamme scene i 2018.
Singlerne fra Jubilee, som tæller sange som den firserpoppede “Be Sweet” og den Alex G-producerede “Savage Good Boy” skulle selvfølgelig spilles, og de gjorde en fin figur, solidt gengivet af et velspillende band.
Oplevelsen blev dog først rigtigt euforisk, da Zauner fremførte “Glider”, der minsandten stammer fra computerspillet Sable, hun har komponeret musik til. De blidt roterende keyboardtoner, vuggede teltet, indtil intensiteten langsomt steg og bandet begyndte at spille med. Der var klare Björk-energier, og Zauner besad da også noget af den overjordiske og eventyragtige kraft, islændingen er så kendt for.
Foruden det sfæriske, bevægede koncerten sig også ind forbi de meget korte sange, der findes på Psychopomp; “Everybody Wants to Love You” fik i den grad gang i folk med bundcharmerende lyrik og en blændende solo fra guitarist Peter Bradley, som også er Zauners mand. Bradley og Zauner havde undervejs nogle smukke interaktioner, hvor de lagde hovederne mod hinanden, mens de spillede.
Den helt store forløsning kom, faktisk ret overraskende, under “Slide Tackle”, som publikum var fuldstændigt med på at bevæge sig til. Tempoet blev sat et nøk op, og alle tanker om bedrøvelse og død blev fejet væk: »I want to feel it / But with the feel, there is an ache I meet / To desire living.« Zauner lærte os, at glidende tacklinger af sindet kan være nødvendige.
Da “Diving Woman” blev sat i gang, var der rig mulighed for at fortabe sig i kosmisk kraut, som fik masser af kant fra et band, der helt og holdent havde fundet hinanden. I det sidste halve minut var støjen på en gang rensende og skærende, mens bandets saxofonist gik til den. Ren eufori.
