Artikler

Roskilde Festival 2023: Det så vi også!

Roskilde Festival 2023
Foto: Daniel Nielsen

Roskilde Festival 2023 er et afsluttet kapitel, men inden vi begynder at kigge fremad mod 2024, tager vi en sidste status på årets festival og nogle af de koncerter, vi også nåede forbi i farten.

»Lad det endelig bare blive endnu vildere i 2023,« lød konklusionen herfra for godt og vel et år siden, da vi gjorde status over Roskilde Festival 2022.

Det blev aldrig vildere, men i stedet blev Roskilde Festival 2023 en af de mest behagelige, inkluderende og hjertevarme udgaver længe. Herfra kan det i hvert fald ikke huskes, hvornår det senest har føltes så trygt at besøge Nordens største festival, hvor den orange feeling virkede langt mere tilstedeværende end under den – indrømmet – noget mere kaotiske udgave i fjor med sin endog meget store trang til at lade folk feste igennem på både camping- og festivalpladsen. I år var der nemlig først og fremmest mere plads og rum til at trække vejret. Festivalen formåede især på selve festivalpladsen at skabe rum, hvor man kunne opsøge mere afslappende rammer mellem ens ture på musikalsk opdagelse, og det var overordentligt rart også at ens festivaloplevelse ikke nødvendigvis kun skulle dreje sig om mad og/eller musik.

Hvad angår netop musikken, så har bølgerne i diskussionen om, hvilken type festival Roskilde skal være, selvfølgelig også gået højt i år. Indrømmet: Rocken har bestemt ikke den samme pondus på plakaten, som genren havde i forrige årtusinde, men så handler det blot om at ramme rigtigt – især med hovednavnene. Og her på redaktionen er vi enige om, at de gjorde netop dét. Både Queens of the Stone Age og Blur beviste gennem sublime stunder på henholdsvis Arena og Orange Scene, at man ikke skal lægge rocken i graven lige foreløbigt.

Men Roskilde Festival er de unges festival, og ingen havde det sjovere i 2023 end de unge. Kesi, Tobias Rahim, Ukendt Kunstner, Kendrick Lamar, Tove Lo, Burna Boy, Rosalía og D1MA gav alle sammen de forventede folkefester fra festivalens største platforme. Det er sådan, man kuraterer specifikt til sin primære målgruppe og holder dem hooked for resten af livet, og man må misunde alle de unge mennesker, der havde deres første (forhåbentlig helt fantastiske) festivaloplevelse lige her. Derudover fremstod Lil Nas X og Lizzo samtidig som blændende bannerførere for fokusset på at have det godt med sin krop, identitet og køn, hvor mantraet om først og fremmest at elske sig selv føltes mere udtalt end nogensinde før.

Dernæst blev “år 0” uden festivalens mangeårige world-booker Peter Hvalkof også en bragende succes, hvor det helt klart lykkedes festivalen at løfte den tunge arv i form af præsentationen af navne som Tinariwen, Fulu Miziki, Angélique Kidjo, Derya Yıldırım & Grup Şimşek, Dal:um, Pongo (læs mere nedenfor) og Gyedu-Blay Ambolley – blot for at nævne et par stykker. Og så må vi også inkludere den renæssance, som de elektroniske genrer (og variationer heraf) gennemlevede i år. Tacobitch, Gabber Modus Operandi, Lady Neptune, Two Shell, Plaid, Zuli, Pertubator og mange flere gav redaktionen flere højdepunkter, end vi overhovedet havde regnet med – og derfor står vores ønske om en mindre (og mere genrespecifik) scene til navne, der måske ikke kan udfylde Apollos containerbaggård, stadig lysende klart.

Skal der være nogle enkelte forslag til forbedringer for den musikalske oplevelse, så må det være, at både Eos og Gaia havde relativt svære betingelser – især under de nu omdøbte first days. Lyd og placering spillede ikke altid sammen med de navne, der blev præsenteret, men heldigvis blev de i visse tilfælde bedre, jo længere ugen skred frem. Ydermere var der skåret ned på det sociale rum ved scenerne, hvor nu kasserede Pavilion ellers bød på finde sidde- og socialiseringsmuligheder rundt om teltet. Samtidig vil det også være oplagt at lave nogle tiltrængte logistiske forbedringer uden om Gloria, der – måske nok mest for uindviede – savner lidt klarere guidelines, når de mere populære navne gæster stalden.

Heldigvis siger kalenderen 2024, før vi overhovedet ved af det, og vi kan i hvert fald ikke vente med endnu engang at sætte kursen mod Roskilde Dyrskueplads og bringe jer endnu mere festivaldækning, når den tid kommer.


Herunder samler vi op på de koncerter, vi også fik oplevet, og som efter de respektive skribenters mening også fortjener at blive nævnt.

(Husk i øvrigt, at du også kan gå på opdagelse i hele vores dækning af Roskilde Festival 2023, som du finder lige her.)

Stundom, 25.06.2023, Gaia

Skulle der have befundet sig nogen foran Gaia til årets allerførste Roskilde Festival-koncert, der var usikre på, om folkemusik nu også var noget for dem, blev de med al sandsynlighed omvendt noget så eftertrykkeligt efter mødet med Stundom.

Violinist Emma Kragh-Elmøe, pianist Julian Svejgaard og citternspiller Villads Hoffmann, (som senere kunne opleves på samme instrument for selveste Guldimund; vi lever forhåbentligt i en folkemusikalsk renæssance), åbnede festivalen med en optræden, der både kiggede tilbage mod traditionerne og frem mod musikkens potentiale i nutiden. Gruppens egne kompositioner som ”Baronen” og ”Frigear” skabte stor glæde blandt publikum, og undervejs var sågar Selma Judith på scenen for at akkompagnere trioen med sang og harpespil.

Blandt publikum var der ifølge mine beregninger ikke så få, der havde været til folkemusikworkshop på et københavnsk musikgymnasium, og man hørte jævnligt et publikumsønske som ”Agnete og Havmanden”. Dén gamle evergreen fik vi ikke, men vi fik et band på en fælles mission om at vise det spændende i at placere sig i krydsfeltet mellem tradition og fornyelse.

Festivalens første store, åndeløse øjeblik opstod, da Hoffmann med umådelig præcision spillede en melodi på en hjemmelavet spilledåse, mens Kragh-Elmøe og Svejgaard – siddende på samme klaverbænk – spillede til. At de kunne og turde at begive sig ud i et så skrøbeligt arrangement på Nordeuropas største festival var genialt.
(Anton Løkke Laursen)

Tarakk, 26.06.2023, Gaia

Jeg kendte ikke til den grønlandske rapper Josef Tarrak-Petrussens musik, da jeg gik ind til hans koncert i opvarmningsdagene. Men da jeg forlod teltscenen igen efter lidt over tre kvarters koncert, så følte jeg faktisk, at jeg kendte ham. Sjældent har jeg nemlig oplevet en så tilbagelænet cool, gavmild og nærværende rapper optræde i opvarmningsdagene.

Selvom han nærmest udelukkende rapper på sit modersmål kalaallisut, så blev linjerne leveret med overlegent flow, så det var nemt at lade sig rive med. Samtidig var Josef Tarakk-Petrussen god til at forklare meningen og tematikkerne i numrene mellem sangene på en måde, så det ikke blev belærende, men næsten som en hyggelig samtale.

Med ordet »KALAK« tatoveret henover brystet – som betyder »skide grønlænder« – og med sine sange, der ofte kredser omkring det svære forhold mellem Danmark og Grønland, så var der på papiret lagt op til en performance, der ville omhandle de mørkere dele af Danmarks historie som kolonimagt. Men der var så meget kærlighed i luften til Tarakks koncert, at man umuligt kunne gå pessimistisk derfra.

Og nå ja, så kiggede Suspekt minsandten forbi til aftenens sidste sang, “Uummatima”. De var dog enormt søde og ydmyge på scenen, så man tydeligt kunne mærke, at de var der for at støtte op omkring deres unge hiphopkollega, som de nærmest kunne bære ud fra koncerten i kongestol.

Jeg vil faktisk sige, at det var en tæt på genial booking af Roskilde Festival at invitere Tarakk til Dyrskuepladsen. Temaet i hans sange er utroligt tidsaktuelt, og det føltes, som om at der blev knyttet nye bånd på tværs af de to nationer i det lille rigsfællesskab. Han må hjertens gerne kigge forbi igen!
(Simon Freiesleben)

Deki Alem, 27.06.2023, Eos

»Vi skulle have stået inde i midten!« råbte min ven højt i et forsøg på at overdøve Tacobitchs tunge technobas. Jeg nikkede, hvorefter vi konsulterede Roskilde-appen og blev enig om at slingre videre ned til Eos og se, om det dér Deki Alem kunne noget – naturligvis med pitstop ved et øltelt.

Vi endte i højre side og godt tæt på scenen uden andre forventninger, end at vi skulle have en fest. Og fest fik vi. Jeg var loren ved, at jeg skulle udsættes for rap, men tvillingernes sæt var tonstungt af fed drum’n’bass og dunkel electronica, der var fuldstændig umuligt at stå stille til. Og således fandt jeg mig selv danse i, hvad der virkede som timevis, mens duoen fyrede den af i flagrende rober, og en trommeslager med siden til publikum kastede fantastiske skygger på scenen, som hævede hele herligheden til et nyt niveau.

“Shadowman” står skarpest i min lettere tågede erindring – det perfekte møde mellem klassisk jungle-beat, funky bas og popmelodi. Og med trætte ben og et smil på læben gled vi videre ud i natten.
(Laura C.F. Petersen)

Big Joanie, 28.06.2023, Gaia

»Everyone can be a black lgbtq+ woman, if they want. Also you, sir,« sagde stående trommeslager og talsperson fra det feministiske punkband Big Joanie til en hvid herre, der stod nær scenen på Gaia. Det er da også mest de politiske taler, der står frem, når jeg tænker tilbage på Big Joanies koncert. Og med god grund. Der er meget, der stadig skal kæmpes for i lgbtq+- England – også på den ret hvide punkscene – og Big Joanie var her for at engagere os.

Rent musikalsk var det langt fra den støjende punktkoncert, som jeg havde forstillet mig. Jeg savnede noget mere lyd på guitaren, som er fremtræden og fremadrivende på numre som “Happier Still” og “Cranes in the Sky”, hvor der også er nogle fede soloer undervejs. Det virkede ganske enkelt ikke højt nok. Og det var ikke eneste gang, jeg oplevede det på Gaia. Ligeledes havde det elektroniske element, som fylder en del på eksempelvis “Fall Asleep”, heller ikke den samme volumen. Vokalarbejdet, som ellers fungerer godt på pladen, fungerede faktisk ikke rigtig. Men det gjorde ikke så meget, da bandets setup virkede minimalistisk og, ja, punket.

Jeg blev med andre ord blæst bagover af Big Joanies aktivisme – ikke af musikken.
(Bitten Kjærgaard)

Pongo, 29.06.2023, Gloria

Indimellem vader man bare uforvarende ind i en tilfældig koncert på Roskilde Festival og bliver slået omkuld af en musikalsk forhammer, som man ikke så komme, men som kommer susende med 120 km/t og rammer én midt i solar pleksus. Sådan en oplevelse var Pongos midnatskoncert på lille Gloria, der må kandidere til at være en af årets bedste dansefester.

Bag kunstnernavnet Pongo finder man den 31-årige Engracia Domingos da Silva, der er født i Angolas hovedstad, Luanda, men som ung flygtede med sin familie til Portugal under borgerkrigen i hjemlandet. Herfra bliver hendes livshistorie blot mere barsk, men hun fandt som 12-årig tilflugt i musikken efter at have overværet en traditionel, angolansk kuduro-koncert.

Med sin hårdtslående og hæsblæsende kombination af kuduro, electropop, hiphop og techno og med et bredt repertoire af dansetrin, (der nærmest tenderede en slags kontaktsport), satte Pongo ild til dansegulvet og fik Gloria til at koge i ekstase. Man kan undre sig over, at hun kun spillede for et mindre publikum på festivalens mindste scene, mens Burna Boy fik lov at bringe afropoppen ind på Orange Scene, men sådan er verden så uretfærdig. I stedet vil jeg blot takke Roskilde Festivals bookere for et verdensmusikprogram i verdensklasse, hvor man kan opdage og opleve musikalske perler som Pongo og få lige præcis den fest, som man ikke anede, at man havde behov for.
(Simon Freiesleben)

Liraz, 30.06.2023, Avalon

Israelsk-iranske Liraz på Avalon var en af dette års festivals mest bevægende koncerter. Liraz spillede op til persisk dansefest iført guldtop og bukser, der matchede den 70’er-funkstil, som inspirerer musikken. Og det var virkelig en fest. Bandet svingede og var velspillende, publikum dansede og var glade.

Bedst som vi var i gang, satte Liraz koncerten på pause og fortalte, at hendes seneste album, Roja, som betyder “fantasi” på farsi, var indspillet i al hemmelighed med musikere fra både Tel Aviv og Teheran. Hun havde samtidig den store ære af at have tre af de kvindelige musikere med sig på Roskilde Festival. De to var flygtet fra Iran, mens den sidste kvinde, der entrerede scenen til store klapsalver og udstrakte hænder, stadig bor i Teheran og derfor bar slør. Alle er de en del af den omfattende kvindekamp i Iran, der arbejder med kampråbet »Woman. Life. Freedom«, og da de begyndte at spille, dansede Liraz rundt med det iranske flag påtrykt netop disse tre afgørende ord.

Jeg tror ikke, der var et øje tørt under Avalons teltdug. Og i flok stod vi med løftede næver og viste vores sympati – så godt som vi kunne – med disse modige kvinder.
(Bitten Kjærgaard)

Tootard, 01.07.2023, Gaia

Sidste dag på Roskilde Festival bærer ofte præg af næsten apokalyptiske tilstande og menneskemængder, der, ja, ligner nogle, som har festet i en uge. Jeg var heller ikke selv undtaget denne træthed, og det tog godt nok også sin kvinde at få mit korpus slæbt ud af hoveddøren, efter at jeg havde været hjemme med mit telt og fået mig en morfar.

Jeg ankom lettere søvntåget til den støvregnsbefængte festivalplads, men så var det godt, at der stadig var liv og solskin under Gaias teltdug med Tootards arabiske disco. Den mellemøstlige musiktradition har altså fat i de sexede skalaer, og det er umuligt for selv de mest hårdtprøvede pusselanker ikke at blive revet med, når de lires af på 80’er-synthesizers kombineret med svedig disco og house. Den bøllehatklædte keyboardist lignede endda én, der selv var fløjet ind fra Ibiza – klar til at sende Gaia på glohed arabisk natklub med det nyligt udgivne dansehit “Cocktail 4” – og der var dømt dans og fællessang til duoens eneste engelske nummer, “Open Sesame”.

Tootard var så fyldt med kærlighed og gode melodier, at jeg blev helt frisk og veludhvilet igen; klar til Roskildes store afslutningsbakkanal med Two Shell, der heldigvis først endte en solskinsfyldt søndag morgen på Roskilde Station.

Leave a Reply