Et bifald lød ud, der kunne have revet Arena i to, da Caroline Polachek trådte ind på scenen. Efter at have læst al omtalen om hendes nyeste album, efter at have ærgret os over ikke at have været til hendes udsolgte Store Vega-koncert og efter at have skamlyttet hendes blot to værk lange diskografi igennem, stod hun endelig foran os i kød og blod. Sangerinden der skulle redde popkunsten og os alle med den.
Hun var glidende. Om det var hendes arme, hendes skuldre eller hendes hofter, bevægede sangerinde sig næsten altid sømløst rundt. Om hun hævede armen, gik i hug, eller skubbede hoften ud til side. Det var lige hvad Arena havde brug for. Enten stod folk i dugøjet fest eller i fikseret fascination.
Gennem størstedelen af koncerten lod Arena til at vise deres kærlighed til Polachek på to måder. Først var der den verbale måde. Meget sjældent var der stille i den overdækkede scene, og til populære numre som ”Bunny Is A Rider”, ”So Hot You’re Hurting My Feelings” og Sophie-dedikerede ”I Believe” behøvede Polachek i princippet næsen ikke engang at synge, hvis hun ville. Det sørgede publikum i Arena for. Men gudskelov for at hun gjorde, for om de skulle være fine og luftige eller store og bundtunge, var hendes vokalpræstationer altid måbende imponerende.
Dernæst talte Arenas hænder et sprog sideløbende med musikken. De svajede, pumpede eller var ofte også bare hævede, som om de rakte ud og længtes efter et lille stykke af sangerinden. Da Polachek i mere kunstnerisk udtalte numre som ”Billions” sart stod i sin egen artistiske verden og plukkede imaginære frugter fra luften, gjorde folk det gudhjælpemig med hende. Arena var her for det hele.
Det klæder faktisk ikke altid Polachek, sådan at blive opslugt i voldsom anticipation. Sangerinden blev i en periode op til udgivelsen af Desire, I Want To Turn Into You gang på gang kaldt vores tids Kate Bush. Hun blev i flere interviews efter udgivelsen påduttet en masse artistiske fortolkninger og overlæg. Begge ting afviste hun konsekvent. Hun er sin egen person, og man må forstå, at hendes musik går en meget fin linje mellem storstilet pop og minutiøs kunstnerisk selvudtrykkelse. Var det så grundet intens og rendyrket publikumskærlighed, at hendes tilstedeværelse, hendes følelsesmæssige vægt og hele hendes figur få gange lod til at fordufte lidt på Arena? Eller var det fordi, idéen om hende simpelthen var så stor, at den endte med at tromle hende lidt?
De få gange, det skete, fandt vi hende hurtigt igen gennem en af hendes katarsiske høje vokaltoner, eller når bandet spillede deres skarpt kalibrerede lyd. Den heftige glæde fra publikum lod til tider faktisk også til at styrke sangerinden. Hvor tjekket og upåvirkelig hun end måtte virke, lod det til, hun gebærdede sig selv med lidt mere selvtillid, når hun blev overdynget i jubel. Til sidst, i ”Doors”, var det som om, man også kunne spotte noget i popsangerindens blik. Var det et glimt af taknemmelighed? Af nydelse? Af gengældt kærlighed til den Roskilde-crowd, der simpelthen ikke kunne få nok af hende? Jeg tror det.
Alle fotos: Daniel Nielsen
