Det lidt klicheprægede udtryk carpe diem, som kan oversættes til “lev i nuet”, var nok det, der bedst kunne beskrive den energi, som elektropop-trioen, When Saints Go Machine, fyldte den tusmørkebelagte plads på Heartland Festivals førstedag med.
Måske fordi forsangeren, Nikolaj Vonsild, travede ind til lyden af elektroniske akkordbrydninger og ikke mindst en glædelig nyhed. Han fik nemlig titlen som nybagt far den foregående weekend. Og selvom den to-meter høje københavner ærligt indrømmede foran alle, at han var ualmindelig træt, så udstrålede han snarere det modsatte – følelsen af at ride på en synthpoppet elektro-sky af ubekymrethed, frihed og uforfalsket nærvær.
Den pibe havde dog en lidt andet lyd, da trioen gæstede Heartland i 2018 på samme Highland-scene og næsten samme tidspunkt. Her på redaktionen var der konklusionen dengang, at fremmedgørelse og desorientering var nøgleordet for gruppens silhuetkoncert. Herfra kan jeg med stålfast sikkerhed sige, at nok de ord for længst er slettet fra deres performative kridttavle. Især efter deres sjette album Emotional udkom i 2021, som har givet en mere elektro-poppet dybde til deres ellers alternative side og får publikum til at lave andet end at vippe som en flok hoptimister i støvet festivalstøj. Det skal dog siges, at begge udtryk er et passende match til deres lyd, og især på den konstante diskorytme på “Fail Forever” og det melodisk medrivende nummer “Praix”.
Selvom gruppen kun tæller tre fyre på scenen, var musikken så balanceret og homogent i sit udtryk, at de mange tilkomne ikke tænkte på andet end at nyde øjeblikket med basunlyde og bevægende strygere på “Mannequin”. Det var virkelig et højdepunkt, hvor lykkefølelsen trak helt ind under huden på folk. Og det betalte sig også for de tre søjler på scenen, da publikum for alvor løftede pollentallet med udstrakte arme og kejtede dansetrin fra klubben på deres nye singler “Gone” og “Light Me Up”, som er landet på markedet i dag. Det er godt nok techno-afkørslen, der er kørt ud af med en meget poppet “four on the floor”-dynamik, men det satte til gengæld publikums dansesko i bevægelse, som var det den sidste koncert på festivalen.
Det var ikke bare Nikolaj Vonsild, der havde euforiske superkræfter over sidste uges strabadser. Også publikum bed fra sig med veloplagt hujen, så gruppen blev mere overvældet end de var i forvejen. Måske den glædelige nyhed skabte en dominoeffekt og gav et lag mere til den musikalske tilstedeværelse. Sjældent har jeg nemlig hørt så god dynamik i deres farverige elektro-univers som her, og samtidig blev nærværet fastholdt fra start til slut. Det var i hvert fald til at mærke, at alle nød det helt indefra og tog noget carpe diem med sig videre i natten.
