Det er fredag og man er ved at kunne se enden på Roskilde Festival 2023. En influenza er måske på vej, toiletterne på festivalpladsen er ikke, hvad de har været, og tømmermændene synes hverken at starte eller stoppe, men alligevel er der altså stadig meget vigtig musik, der skal høres, ses og fejres på festivalens anden sidste dag.
En blid og rolig start er måske at foretrække oven på knap en uge på Dyrskuepladsen, og skal dagen skydes i gang med digtersind og gode melodier, kan man jo svinge forbi, når Undertoners alletiders indiepopfavorit, Guldimund, fredagsåbner Avalon kl. 13:00. Der er mere dansk kvalitetspop på Arena kl. 14:00 med pop-poeterne, Ganger, hvis koncerter tidligere har budt på “smukke vokalharmonier, lækker lyrik og visuel overdåd.” De er aktuelle med albummet Pisk, sidste del af den såkaldte Mørktropisk-trilogi, hvoraf Tro (2020) fik en fornem tredjeplads på Undertoners årslister.
Føler man sig måske lidt mere blå og introspektiv, skal man nok ligge vejen omkring Gloria kl. 14:30. Her gæster det britiske musikkollektiv Caroline endelig dansk jord efter udgivelsen af deres selvbetitlede album, der opnåede de famøse 6 U’er her på sitet i 2022. Med deres skæve og unikke blanding af postrock, folkemusik og midwest emo, er Caroline en éner på den internationale musikscene og bliver helt sikkert et smukt og intenst indslag på årets festival.
Kan du ikke få nok af folkemusikken, disker Derya Yildirim & Grup Şimsek op med psykedelisk, anatolsk rock, hvor fortid og nutid mødes i bandets repertoire af genfortolkninger af klassiske sange og eget materiale på Gloria kl. 18:00. Skal vi tilbage til kunstnere fra vores egen andedam, lover den dansk/italienske eksperimenterende popmusiker Fransesca Buratelli et performativt og organisk sceneshow på Platform kl. 18:45, hvor klassisk instrumentation og kor kommer til at møde de avangardistiske elektroniske elementer, som Buratelli har gjort sig bemærket for på Condition (2021) og Battle Fatigue (2022).
Er man til den avantgardistiske pop, men vil man gerne være fri for strygerne, kan man i stedet fange Jockstrap på Gaia kl. 18:30. Duo’ens anmelderroste debut blev kaldt “et super vellykket forsøg på at trække popmusikken rundt i så mange hjørner som muligt” – en rusketur, man forhåbentlig kan få lov at mærke på egen krop i Gaias lukkede lokaler.
Har man stadig en masse energi, man skal have ud af kroppen, skal man kigge mod de senere aftentimer. Her kan man først få afløb for aggressionerne på Gloria kl. 23:30 sammen med den zambiansk-canadiske queer-artist Backxwash, der nok kommer til at starte aftenens mest syrede moshpit med sin særegne blanding af hiphop og metal. Når du er færdig med at få afløb for din vrede mod dig selv med Backxwash, kan du få afløb for din vrede mod samfundet, når Wu-Lu disker op med rap med masser af punkattitude, politisk skarpskud og et snert af soul.
Nå ja, og hvis du er til klassikerne, så kommer Blur også og spiller noget Brit-pop på Orange Scene kl. 22:30.