Der er ikke noget at sige til, at forventningerne har været tårnhøje til Squids anden fuldlængdeplade. Debuten, Bright Green Field, blev universelt rost, og her på siden blev albummet både tildelt seks flotte U’er og en førsteplads på vores liste over 2021’s bedste udenlandske plader. Lidt over to år senere står vi nu med opfølgeren O Monolith i hænderne. En lidt mere overskuelig krabat på et par og fyrre minutter fordelt på otte sange (modsat den næsten timelange debut), men som følger videre på de støjende og let elektroniske takter.
Førstesinglen og albumåbneren “Swing (In A Dream)” sætter barren rigtig højt. Ollie Judge, bandets karismatiske forsanger og trommeslager, skriger med sin excentriske stemme om en drøm, hvor han er fanget i Jean-Honoré Fragonards maleri The Swing (1767), imens landskabet omkring ham oversvømmes. Desperationen i hans stemme, kaosset i guitarstøjen og det febrilske trommespil understøtter på fineste vis, den panik, der hersker, da katastrofen indtræffer, og fortælleren mærker dødsangsten stige ham op til halsen. Alt imens gemmer der sig en ret genkendelig melodi i omkvædet, som måske er albummets mest poppede og memorable moment. For den stigende vandstand er, udover et gennemgående tema om miljø- og klimakrisen, et godt billede på Squids udvikling. Kaosset og vanviddet stiger også.
Udvikling finder man i den grad også på andensinglen “Undergrowth”. For selvom den har bandets kendetegnende hypnotiske og funky rytmer og barberblads-skarpe guitarer, så introducerer den en spyttende, næsten hip-hoppet vokallevering fra Judge i sangens omkvæd. Det er et friskt pust i rocksangen og et – kommende fra et post-brexit-wave-band – ret alternativt breakdown. Trommerne groover beskedent afsted, mens sangen skiftevis veksler mellem det støjende og glitchede og så det mere letspiselige omkvæd: »I’d rather melt / melt /melt / melt /melt / melt / melt away.« De seks og et halvt minut flyver afsted, og selvom sanglængderne kan se uoverkommelige ud, når man skimmer tracklisten, så er Squid fortsat mestrer udi at udnytte en lang spilletid. Der bliver konstant introduceret nye lyde, og de fleste af albummets kompositioner byder på avancerede, overraskende stykker, så man aldrig ved, hvor man har en sang.
Det er faktisk kun nummeret “Siphon Song”, der har svært ved at bære sin længde på seks minutter. Det er en mere stillestående flyder af en sang, hvis elektroniske klangflader og robotvokal har svært ved at gribe sig fat i lytteren og ruske en på samme måde som de mere kantede post-punkindslag. Selv når lydmuren når et My Bloody Valentine’sk decibelniveau cirka halvvejs inde, virker det hverken vildt drømmende eller vildt farligt. Når sangen så igen falder ned på et mere roligt plan er fodfæstet stadig lidt vaklende. Fornemmelsen er måske en anelse flad? Men måske sangen også bare skal virke som et mere meditativt afbræk efter den skizofrene “Devil’s Den”. Den sang er nemlig det rene kaos, og lyder til gengæld også ekstremt meget som noget, deres samtidige kolleger i Black Midi kunne have smidt på deres seneste udgivelse Hellfire (2022). Her lægger nøgen guitar an (også et ret sjældent forekommende i Squids bagkatalog), før sangen eksploderer i progget jazz-noise-mani. Squid har måske aldrig lydt så meget som deres kolleger før, men det er et herligt blæst nummer.
Jeg vil også fremhæve Squids eminente evne til at sætte albummet sammen. O Monolith hænger afsindigt godt sammen, og selvom mange sange har samme længde, er det dynamiske overskud og de kreative overgange imellem sangene så imponerende, at de fleste sange er vilde rejser i sig selv. “The Blades” og “Green Light” er gakkede og hakkende i al deres latterligt velspillede guitarlir, perfekt afstemte punk/jazztrommespil og velplacerede blæserindslag, og jeg taber kæben selv efter mange gennemlytninger. Nok er gruppen opkaldt efter et absurd intelligent tiarmet bløddyr, men hvordan Ollie Judge kan råbe så vanvittigt, når han samtidig skal holde rytmen i orkanens øje – det fatter jeg stadigvæk ikke. Derimellem finder man dog “After the Flash”, som starter med dragende dramatik, men hvis filmiske ambitioner kammer over senere i sangen. Her slår bandet et lidt for stort brød op, og ligesom på “Siphon Song” virker Squid for første gang nogensinde som et konservatorieband på den lidt ærgerlige måde: De løjerlige detaljer bliver så navlepillende, at jeg føler, Squid blærer sig med deres kunnen. Og det er så godt som aldrig det, jeg har lyst til at bemærke, når det kommer til post-punk.
Ifølge bandet havde de mere sjov med indspilningen af opfølgeren end med debuten, og det, synes jeg, godt man kan høre. Bright Green Field var fra start til slut én velkurateret og velartikuleret musikalsk fortælling i et dybt originalt rockunivers. Det var en gennemtænkt debut. O Monolith sprudler af flere idéer: Talrige skæve indfald, længere elektroniske drømmestykker, og noget kor på albummets sidste nummer “If You Had Seen the Bull’s Swimming Attempts You Would Have Stayed Away”, som jeg mest af alt forbinder med en rockopera (og som jeg stadig ikke er helt sikker på, hvad jeg mener om). Et par af eksperimenterne falder til jorden og er knapt så tiltalende at lytte til, som de nok er sjove for Squid at spille. Men langt de fleste af eksperimentalrockernes påfund fungerer overraskende godt, og pladen gemmer på langt flere højdepunkter, memorable melodier og pirrende udskejelser, end de fleste rockalbums, der er blevet udgivet i år indtil videre.
Squid er på ingen måde blevet et tilgængeligt band, og selvom O Monolith på overfladen kan virke som en mere spiselig mundfuld end debuten, så kræver den virkelig noget af sin lytter. Men er man med på bandets præmisser og giver toeren nogle obligatoriske gennemlytninger, er der rigtig meget at hente. Også i 2023 forestiller jeg mig at se, Squid ligge højt på lister over årets rockalbums.
