Selvhenter er en gruppe bestående af Anja Jacobsen og Jaleh Negari på trommer, Maria Bertel på trombone og Sonja LaBianca på saxofon. Der er gået ni år siden deres sidste album Motion of Large Bodies, hvor de individuelle medlemmer har fokuseret på andre projekter på pladeselskabet og kunstnerkollektivet Eget Værelse, hvoraf jeg synes Frk. Jacobsen og Valby Vokalgruppe er højdepunkterne, men som også tæller soloabums af Negari og LaBianca blandt meget andet. Men Selvhenter er nok at regne for det centrale projekt, idet pladeselskabet voksede ud af bandet og de fire medlemmer derfor er Eget Værelse. Og nu er de altså tilbage med deres nye album Mesmerizer, 10 skæringer på 35 minutter, lækkert format.
Bandet slår deres folder i den såkaldte eksperimentelle jazz i krydsfeltet mellem jazz og rock. Og hvis man vil vide, hvad jeg synes om det man kalder eksperimentel jazz, kan man læse min seneste anmeldelse af Rob Mazurek & Exploding Star Orchestra’s album Lightning Dreamers. Jeg ser grundlæggende to former for tilgange, der smykker sig med beskrivelserne ’moderne’ eller ’eksperimentel’ inden for jazzen såvel som klassisk musik: Opløsningen af musiske former i større eller mindre grad eller et minimalistisk repetitivt, rytmisk fokus. Men hvor Mazurek dyrkede den udflippede kollektivt improviserende metode, er vi på Mesmerizer længere henne i den primalt bankende boldgade, selvom der også gives plads til mere rytmisk og melodisk dissonans på mange af numrene. Rytmen dominerer, melodi og akkorder er næsten fraværende. Når man træffer så radikalt et valg, så skal det, man laver, i stedet så være des mere spændende, og det er det desværre ikke. Men lad mig begynde med det, jeg synes fungerer.
Jeg synes ”Open Cluster” er ret interessant ud fra en klanglig synsvinkel. Trombonen der med sin fanfarekvalitet giver modspil til saxofonernes fletten sig ind og ud af hinanden. Og den måde synthesizeren kommer ind camoufleret som blæser, men afslører sit sande væsen med sin glidende portamento er interessant. Frit flydende smelter lydene sammen i en kakofoni af tonesammenstød, der leder tankerne henimod dyttende trafikpropper og kaotiske bilalarmer i et sært klaustrofobisk, men luftigt rum. Og synthesizeren forsvinder for at komme tilbage i slutningen som en syntetisk tuba-røst, der føles kælderdyb mod blæsernes mellemhøje toner. ”Anker” er et af numrene, der har et filmisk anstrøg med sin stærkt stemningsskabende og mørke atmosfære. Trommerne undgår alle de skarpe og lyse elementer, ingen smæld eller metalliske klange, kun tungt dunkende rytmer fulde af bund, der rammer balancen mellem fremdrift og modhager på den måde, der med en slidt metafor kan kaldes hypnotisk. Og med den halvt distortede bas, håndspillede trommer og lyst blinkende claves er der lagt et fundament for blæsere og synthesizere til at drive som skyer ind over. Det er billedskabende musik med andre ord, og de dislokerede instrumenter fungerer ret suverænt.
Men jeg har allerede givet udtryk for, at jeg ikke synes det er en vellykket plade, og jeg kunne fremdrage mange eksempler, men for at undgå at gentage mig selv alt for meget, og fordi jeg egentligt ikke bryder mig om at skrive dårlige anmeldelser, vil jeg gøre det kort: Jeg synes, at ”Jhaptal” er et symptomatisk eksempel på hvad der er galt med Mesmerizer. På trods af sine kun 1 minut og 32 sekunder løber den tør for virkemidler lidt over halvvejs inde og så virker det, som om de har tænkt »cut your losses,« og så smider de bare lidt ligegyldig bas på og tæsker løs på crashbækkenet indtil nummeret er slut. Det er ganske enkelt for rudimentært til min smag. Det andet noteagtigt korte nummer ”Heftig” udforsker den oldnordiske idé med trommer og percussion, der lyder lidt random generator-agtige, hvilket bare ikke er nok til at gøre et nummer ud af. Dog vil jeg sige at jeg godt kan lide, at jeg ikke rigtigt forstår hvad det andet musiske element er. Det lyder lidt som en helt bitcrunchet bas, næsten uden tone, bare knasende tekstur, men lur mig, om ikke det er noget helt andet effektbehandlet til ukendelighed i en eller anden dødsens pedal.
”L.A.” lyder, som om der mangler noget. Der er bare hidsige trommer som klinger My Bloody Valentinesk, men uden fyldigheden og den kvaste skønhed. Og bassen kører bare derudaf i sin rille, og fordi der ikke er stort mere at komme efter i nummeret, kan man alt for tydeligt høre bækkenernes tyndbenede tomhed, hvilket bare lyder ufærdigt i mine ører. For ikke at tale om det beat switch, der kommer i anden halvdel, som har en enerverende synthesizer, der klinger, som har man lige mødt en synth for første gang og ikke ved, hvad man skal bruge den til. Jeg føler, jeg har hørt ting, der lyder sådan her i tilfældige frikvarter-jam sessions inden musiktimen begyndte tilbage i gymnasiet, men Selvhenter har så mange års erfaring og er så dygtige, at jeg ikke forstår, hvad det skal til for.
Og sådan har jeg det desværre mere generelt med pladen. Jeg synes, de musiske virkemidler er alt for begrænsede, effektbehandlingen ofte for forudsigelig og eksperimenterne for trivielle. Jeg synes, der er langt mellem de mindeværdige øjeblikke, og selvom jeg godt kan forestille mig nogle af numrene som soundtrack, er det bare ikke spændende nok i sig selv. De 35 minutter føles som væsentligt længere, og det er den vigtigste faktor i min bog. Det, at de hedder Selvhenter, lægger op til at lave den platteste joke nogensinde om det her album, men jeg skal nok lade være.
