Min bæltetaskes syning gav allerede op under første nummer. Febrilsk nåede jeg at fange den i kødranden af mennesker, der bevægede sig som et hav i stormvejr i takt med de aggressive synths og de rungende bas-hooks styret af syv maskeklædte neonmonstre på Gaia, der mest af alt lignede noget fra Slipknots hypotetiske gæsteoptræden i The Muppet Show. Allerede en halv time før koncertstart var Gaia fyldt næsten to tredjedele ned til lydpulten, og 10 minutter inden var teltet pakket til randen. Spændingen dirrede i luften, og spredt kunne man høre de forventningsfulde råb »Tacobitch, Tacobitch, Tacobitch!« gennem den kølige, sitrende luft.
Jeg havde ellers gået og troet, at Tacobitch var et kultband med to korte EP’er på bagen – en velbevaret elektronisk hemmelighed i de høje norske fjelde. Men jungletrommerne må have lydt i det danske, for Gaia var tydeligvis klar til den helt store First Days-fest. Nogle var måske bekendte med bandets rablende blanding af technogenrene, mange havde måske også blot i deres brandert trukket mod selve ordet “techno” i programbeskrivelsen.
Første nummer var knapt ovre, da endnu en kludedukke fra helvedes mest beskidte karneval spankulerede ind på scenen. »When I say shake your taco, bitch, you shake your taco. When I say move your taco feet, you move your feet. When I say show your taco fist, you show your fist. And when I say set your taco free, you do whatever you want!« kommanderede væsenets dybe røst over de saz-klingende synths, inden “Bussy”s næsten hardcore-punkede hook tæskede ind i ens ansigt og satte ild til en næsten animalsk energi i publikum.
Der er absolut intet press play over Tacobitch. Foruden en elektronik ansvarlig har gruppen en guitarist og trommeslager med på scenen, der bag maskerne på mest forunderlige vi forstår at navigere i det komplekse miks af drum’n’bass, punk, breakcore – ja, hele paletten. Specielt trommeslageren var en maskine på steroider, når han fejlfrit vævede rundt i de endeløse drum’n’bass-beats og røvrysteindbydende bliktrommer, hvilket bidrog til, at man øjeblikkeligt gav sig hen til Tacobitchs vanvittige og instinktdrevne univers.
Sammenspillet er der nok styr på, men der er altså også styr på showet. Fire maskeklædte dansere sprang rundt som lyn over scenen, når man skimtede dem mellem publikums arme. De bar rundt på hinanden og fleksede deres highkicks som en flok dæmoner fra ens mest farverige, trippede mareridt. Guitaristen fik endda også lov til at leje pelsklædt rockstjerne under sin onde solo omkring “Choose Your Car”, og alle ens sanser var ved at implodere!
Man skulle måske tro at sådan et syretrip af et eksperimenterende technomaskebal ikke var for alle, men Tacobitchs tunge rytmer og punkede tilgang til technoen er altså et skud af ekstase direkte ind i krybdyrhjernen. De dansable beats, vrede bas og konstante angreb af udefinerbare vellyde var så voldsomme, beskidte og altopslugende, at Gaias massive publikum blev forvandlet til dyr – Tacobitch-kendere eller ej.
Et symbiotisk kaos brød ud, da den onde »bom, bom, bom«-vokal på “Stichface” lød, og vores små abehjerner kunne ikke finde ud af, om vi var til rave eller punkkoncert. Fejlslagne forsøg på bøvede moshpits blev lukket af euforisk tætpakket hoppen, mens der højlydt blev sunget med på det pitchede hook. Hver gang man ikke troede, at det kunne blive vanvittigere og vildere, blev Tacobitch hårdere, og ved slutningen af det ekstra lange mix af “Haijamen” hang ens indre neon fake fur-dyr oppe i Gaias barduner. Det var primalt og ren energi, og man fik lyst til at slås, flå tøjet af sig selv og andre.
Gennemsvedt stod jeg under koncertens klimaks med et smil helt oppe om ørerne, da det tunge riff fra “Water/People” regnede ned over os fra doubleneck-guitaren; helt overvældet og væk i en anden dimension. Og da de syv latexkludedukker uden ord takkede af scenen med et buk, var jeg så høj på Tacobitch, at jeg blev nødt til at kramme min sidemakker og ven, der introducerede mig til bandet, i ren og skær ukontrollerbar glæde – måske over at have overlevet den maste abefest i pitten, måske i ren benovelse og forundring over, hvad jeg egentlig lige havde været vidne til. Vi fik serveret en taco med fem chilis salsastyrke og ekstra jalapeños, og det er lang tid siden, at jeg har følt mig så i live, som da jeg efterfølgende lagde mig ned på jorden i den kolde, fugtige luft.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
