Måske skulle alarmklokkerne have ringet allerede før koncertens start, da Gloria kun var halvfyldt af et overvejende hvidt og mandligt publikum. Det er muligvis ikke lige den forsamling, som det hårde, queerpunkband Special Interest er vant til hjemme i New Orleans, når de spiller op til dans imod USA’s politiske forfald hjemme i sydstaterne. Men mine forhåbninger om, at gruppens hårde sammensmeltning af disco, house og industrial kunne starte årets punkbal, var dog stadig intakte indtil de første diskante, hylende guitartoner hvinede ud over Gloria.
Allerede fra start var der nemlig et eller andet, der virkede helt forkert. Jeg kunne godt høre de dystopiske guitar-hvin, jeg kunne se bassistens hænder løbe hurtigt hen over gribebrætter, mens det bankede beat tilsyneladende blev læst ud fra DJ-pulten bagerst på scenen. Her er kodeordet “tilsyneladende”, for man kunne hverken høre eller mærke beat eller bas, og det var kun helt oppe forrest, at man kunne ane noget bevægelse.
Da bandets amazone af en forsanger trådte på scenen, skete der dog lidt. Den discobadedragtklædte Alli Logout er en kæmpe personlighed på en scene, og kæmpede fra start af heroisk for at få gang i publikum med sin vrede, råbende vokal og iskolde, intense blik.
Lige lidt hjalp det dog. De hidsige four-to-the-floor-rytmer, speeddiscobassen og forvrængede guitar lød som en kedelig kartoffelsuppe, og det gjorde egentlig lidt ondt at høre baskere som “Disco III” blive tabt på gulvet. Endda det mere disco/house’ede nummer “Midnight Legend” var næsten uden bas. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der gik galt, om det var lyden eller mastereringen af backingtracket fra DJ’en, der var gået helt galt. Jeg forsøgte endda at tage en tur rundt i hallen for at se, om der kunne mærkes en stortromme nogen steder, men måtte konstatere, at jeg er gik forgæves. Alt lød ude af takt, rytmeløst og blev forvandlet til en homogen masse af vred vokal og udefinerbar guitarstøj.
Frustrationen var også til at mærke på Logout, der ihærdigt forsøgte at danse stemningen op på scenen, men lod til at savne sit sædvanlige publikum. Forgæves blev der spurgt »Are there any girls in the audience?« til et svar af rungende stilhed, hvorefter hun også med kun dårligt maskeret ironi beklagede sig over, at hvide folk ikke dansede.
Da gruppen endelig nåede deres store hit “Street Pulse Beat”, gik luften totalt ud af ballonen. Den tydelige tromme og de coldwavede drilske synths, der definerer nummeret var helt utydelige, og i stedet lød det som et abstrakt, støjet cover af sig selv. Det var virkelig hårdt at se Logout proklamere »I am fucking Jesus Christ!« hvilket lyder så sej på studieversionen, men nu var næsten bidende ironisk. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at gå – og for at citere den rodede version af “Foul”, som Special Interest snublede igennem kort forinden: »God, I need a cigaret.«
Og selvom de egentlig var gået af scenen efter det annoncerede, sidste nummer, valgte Special Interest alligevel at komme tilbage på scenen for et ekstranummer, efter en tredjedel af publikum havde forladt hallen. »We really don’t wanna do this – haha, just kidding!« mumlede Logout. Virkelig, var det bare for sjov? Vi har heller ikke lyst til mere. Jeg har stor respekt for, at Special Interest virkelig kastede al frustration og energi ind i “Young, Gifted, Black, In Leather”, hvor der blev svunget rundt med mikrofonstativet, men den her omgang stod altså ikke til at redde.
Special Interest endte som årets Roskilde-skuffelse. Det mest positive, jeg tog med derfra, var, at de ikke spillede i så lang tid, så jeg stadig kunne nå det meste af Gabber Modus Operandi.
