Lad os først gøre det klart: Sonic Girl har været fabrikeret fra starten. Marie Damgaard Jensen skabte den karikerede 00’er-plastikpopstjerne som en karakter, langt før alter ego-et rent faktisk kastede sig over hyperpop’en. Alligevel er det lykkedes aliaset at udgive et album og et mixtape, der er blevet sammenlignet med store hyperpopnavne som Caroline Polacheck og Hannah Diamond, lave et cover af Infernals “I Won’t Be Crying”, som verden ikke vidste, at den havde brug for, og nu er den L.A. hippe Sonic Girl tilbage fra Hollywood på dansk jord på Roskilde, hvor kvinden bag den fabrikerede Hollywood-persona er opvokset.
Med solnedgangen i ryggen og selveste Dragongirl bag mixerpulten, lyste Eos’ bagskærm op med Gossip Girl referencen ”xoxo, Sonic Girl”, mens det mest overspillede take på en californisk vloggers velkomst bragede gennem Eos massive lydsystem. Sonic Girl selv indtog efterfølgende nonchalant scenen i fuldt Y2K-Frankenstein mode med en massiv platinblond paryk, enorme Paris Hilton-solbriller og måske det maksimale antal bælter, jeg hidtil har set på et menneske. Et overdådigt og over the top -udtryk, der stod i skarp kontrast til det sarte, lyserøde åbningsnummer “U R the 1”.
På trods af at autotune og playback nok nærmest kan regnes som genretroper i hyperpoppens univers, havde Sonic Girl alligevel medbragt ekstra mandskab på synths’ne og en guitarist. På papiret en rigtig god beslutning, specielt når Sonic Girl vælger at lægge ud med de mere nøgne og renskårede poppede numre som netop “U R the 1” og “So In Love”. Desværre kunne den halvakustiske guitar overhovedet ikke høres i mikset, lydrummet var sådan set kun overtaget af Sonic Girls diskante vokal og de rungende subwoofers, og det var lidt som at den lyserøde sky, vi skulle være fløjet væk på til Californien, stille gled hen over hovedet på publikum.
Det var måske ikke drømmene, men virkeligheden Sonic Girl skulle jage på Eos søndag aften. Det stærkeste øjeblik var i hvert fald, da hun smed parykken og alter egoet i anledning af hjemmebanekoncerten med ordene »Jeg er stadig bare Maria« inden hun slog over i den akkustisk-bårede ballade “New Real”. Endnu bedre blev det da “New Real” voldsomt glitchede over i den desperate og tryglende “Girlfriend” med det fantastiske sing-a-long omkvæd » And if you wanna fuck sometime / just let me know / I’ll be there for you«, der fik ekstra liv med guitarsolo og remixet elektronisk støj fra Dragongirl. I sær kontrasten mellem den ene sangs desperation og den andens distancetagen fra et forhold, viste virkelig at Sonic Girl er stærkest, når hun leger med den hyperfeminime selvobjektificering i hendes plastikverden, hvor det maskinelle og overpolerede lige pludselig kan give plads til, at skamfulde og tabubelagte følelser kan italesættes så direkte, at de kommer uhyre tæt på uden, at de er farlige – det er jo bare en leg, når der også kører Kim K på storskærmen.
Alligevel var det som om noget manglede. Første gang jeg så Sonic Girl live, husker jeg det som en manisk popkoncert – en form for Infernal i Tivoli bare for artsy typer. De helt store hyperpop-baskere som “Darkroom” og “Business Girl” blev gemt væk til sidste kvarter, hvor det var som om at luften allerede var feset ud af ballonen, og publikum var gået i dvale i det mere sukkersøde, sarte popunivers. Selvom Sonic Girl trak alt det tunge popskyts frem i form kostumeskift, et Dragongirl DJ-Medley med alt fra Katy Perry til Kesha (der måske mindede lidt for meget om Debbie Sings’ tricks sidste år på Countdown), og en overflod af autotune-vokalharmonier i en duet med forsangeren fra Neon Priest, var øjeblikket for den store dansefest passeret, og man stod tilbage med en lidt flad fornemmelse.
Sonic Girl har æstetikken og udstrålingen på plads, men halter desværre stadig lidt på strategien for, hvordan hun omsætter det til det helt store Hollywoodshow.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
