Note: Der blev ikke givet adgang for fotografer til fotograven under koncerten med Kendrick Lamar.
Man siger, at tredje gang er lykkens gang. Det var også mit mantra, da jeg satte kurs mod Orange Scene for at opleve verdens bedste rapper og en af de seneste 10 års allerstørste kunstnere holde hof på Roskilde Festival for tredje gang. For det kan måske virke skørt, men trods alle roserne, som Kendrick Lamar fuldt ud fortjener for sine studieudgivelser, så har han trods to besøg på Dyrskuepladsen stadig til gode at levere en rigtig overbevisende Roskilde-koncert.
På Arena i 2013 betød et overlangt DJ-sæt, en rodet fremførelse og talrige lallede fest-tricks, at man aldrig rigtig fik mulighed for at se det, man var kommet for: en hiphop-verdensstjerne med knivskarpe tekster. Miseren gentog sig desværre ved revanchen på Orange Scene i 2015, hvor Kendrick havde medbragt et fuldt liveband til at fremføre det nyudgivne mesterværk To Pimp a Butterfly. Igen fyldte de billige fest-tricks med at slukke musikken og lade publikum råbe linjerne tilbage mod scenen eller at lede an på publikums lallede “lååå, lå lå lå låååå”-The White Stripes hymne. Folk smed godt nok håndtegn og crowdsurfede i ét væk, men musikalsk var der ikke meget at komme efter.
Derfor var der også noget på spil denne gang. Måske ikke for Kong Kendrick selv, for han har næppe meget tilbage at bevise. Men for mig – og garanteret også andre inkarnerede fans – så var det nu, at Kendrick gerne skulle vise, at han faktisk magter at spille en god festivalkoncert. Tre fusere i streg går simpelthen ikke for en kunstner af den kaliber, hvor forventningerne med rette er tårnhøje. Den gode nyhed er, at det rent faktisk lykkedes et langt stykke hen ad vejen, men jeg efterlod desværre stadig koncerten med en lettere ufuldendt følelse.
Lad os tage de gode sider først: Det var fra første øjeblik tydeligt, at Kendrick Lamar anno 2023 er blevet en mere moden og mere erfaren kunstner (noget, der også afspejler sig i hans seneste udgivelse, Mr. Morale & The Big Steppers). Der var en verden til forskel fra den festbanan, der spændte ben for sig selv i 2013 og 2015. Onsdag aften fremstod Kendrick nærmest demonstrativt fokuseret på at levere et rapshow, og stort set alt ligegyldigt lir var skåret væk. I stedet leverede han en meget strømlinet, stilrent og minimalistisk show – først alene på scenen og dernæst med nogle næsten Aphex Twin’ske dansere iført ensartede masker.
Starten på aftenens sætliste var nærmest en art mini-tour de force udi Kendricks geniale bagkatalog, hvor vi både kom rundt om hans seneste udgivelse på ”N95”, Damn (”Element”), debuten, Section.80 (”A.D.H.D”), og To Pimp a Butterfly med en udgave af ”King Kunta”, der brændte soleklart igennem med sit uimodståeligt funky beat. Det var en virkelig stærk start på koncerten, der klart viste de mange facetter og kvaliteter af Kendrick Lamars udgivelser – og som viste en klar progression fra hans ældre og mere rowdy sange frem mod hans nyere og mere introspektive værker.
Desværre begyndte showet så småt herefter at slå sprækker. I stedet for at flyde frit fra hit til hit, så holdt Kendrick Lamar i stedet markante pauser mellem sangene, hvor han tavst stod i mørket på scenen og køligt betragtede publikum i ophøjet og majestætisk ro. Det kunne måske have fungeret som et mic drop, hvis det blev gjort med måde, men undervejs voksede pauserne sig længere og længere, indtil det nærmede sig det småbizarre. Det havde sandsynligvis fungeret i en mere klassisk koncert på et spillested, men i festivalformatet endte det bare med at tage pusten ud af festen.
Lydniveauet var generelt for lavt på langt de fleste sange, og når der endelig blev fyret op under det imponerende højtalersystem, så druknede Kendricks vokal i bassen. På den herligt smadrede ”Backseat Freestyle” blev lige vel mange linjer overladt til publikum at råbe tilbage mod scenen – og alligevel fremstod Kendrick Lamar underligt afkoblet fra det hele. Han var der, og han var fokuseret, men han virkede alligevel en anelse distanceret fra det hele. Og så er hans mere afdæmpede og introverte stil på nye numre som ”Purple Hearts”, ”Die Hard” og særligt lukkenummeret, ”Savior”, bare svære at oversætte til det brutale møde med den mastodontiske Orange Scene.
På trods af disse anker, så endte jeg alligevel med at overgive mig til den hitparade, som Compton-rapperen diskede op med onsdag aften. Han faldt ikke igennem som i 2013 eller 2015, men leverede faktisk den rapfest med fokus på de musikalske kvaliteter, som man kunne håbe på. Numre som ”M.a.a.d City”, ”Money Trees”, ”Humble” og “DNA” er vaskeægte bangers, der sendte publikum i ekstase og fik en sky af hænder til at fare i vejret. Så selvom Kendrick heller ikke denne gang var så uovertruffen live, som han er på sine plader, så endte det trods alt med at være hans hidtil bedste og mest fokuserede optræden på Roskilde. Sine steder var det faktisk tæt på at være fremragende, men den fuldkomne forløsning på potentialet har vi stadig til gode at opleve i festivalformatet.
