Jeg havde set teltpavilioner blæse væk. Jeg havde fået forstøvet tis i ansigtet. Jeg havde fået slidt mine trommehinder ned af Soundboks-bas. Jeg havde set solbrændte teenagere drikke alkohol i mængder, der kunne bedøve en hest. Jeg havde sovet under kollapsede telte, på våde luftmadrasser og i sønderrevne soveposer. Jeg havde mistet mig selv i Roskilde Festival, da jeg trådte ind til Florists middagskoncert på Gloria.
Og så var det også så meget mere forbavsende, da det første, der ramte mig, var en duft af stald. Som om jeg havde glemt, at den smadrefest, der befandt sig omkring mig, foregik på en dyrskueplads. Kort efter blev staldlugten afløst af en duft af krydderi. Eller var det sved? Vi stod i hvert fald mange på rad og række i det mørklagte scenerum og ventede på, at Emily Sprague og resten af den Brooklyn-baserede indiefolk-kvartet skulle entrere scenen. »Dejligt at være et sted, hvor der engang har været køer,« sagde hun, da hun kom ind.
De er et undervurderet ensemble, Florist. Mens manges opmærksomhed sidste år var rettet imod Big Thief og deres roste Dragon New Warm Mountain I Believe In You, havde Brooklyn-kvarteten et mindst lige så stærkt folkalbum i vente, og på en junidag så Florists fjerde og selvbetitlede album dagens lys. Udgivelsen var lige så underspillet som bandet selv – musikken lige så fortryllende.
På Gloria havde de ryggen til os og lavede, hvad der lignede nogle tilstandsmusikalske krumspring, da en familiær akustisk guitartone brød ind. Lige efter blev den erstattet af den sukkende, elektroniske guitar på “June 9th Nighttime”. Man kunne tyde bandet bag de sorte silhuetter af folk, der alle stod stille. Eller også svajede de meget stille. Til en stor del af Florists koncert var vi nemlig fikserede.
Nøgleordet var dynamik. Da Emily Sprague stod foran os med sin akustiske guitar om skulderen, og leverede følte numre som “Red Bird Pt. 2 (Morning)” og “Dandelion”, føltes det ofte, som om alt kunne fordufte. De blide guitartoner var så fine og Spragues luftige vokal så sart, at det føltes, som om Gloria kunne blive til støv. Florist fusionerer ambiente elementer i deres musik, men som alt virker mest porøst, har de det med at hive én tilbage igen. Hver gang trommeslager Felix Waltworths stortromme dukkede op i numre som “Sci-Fi Silence” og “43” rettede alt op igen. Den var kropslig. Guitarist Jonnie Baker stod ofte med en dukket nakke, mens hans guitarlyde sukkede, hvinede og talte sit eget soniske sprog, og Sprague talte sit eget verbale ditto. Jeg lukkede øjnene, krydsede armene om mig selv og svajede i lyden. Sådan sank jeg ind, mens et af årets fineste festivalkoncerter udfoldede sig foran mig.
Da jeg åbnede dem, var alt farvet. Sprague var spotvist oplyst i dybgule lys på “Moon Begins”. Der er tidspunkter i maj måned, hvor store dele af Danmark bliver gult. Hvis du cykler en tur ud på landet i denne periode, så vil du opleve, at det eneste, øjet kan spotte, er vidtrækkende rapsmarker. At kigge ud på dem føles større end én selv. Det var også cirka sådan, det føltes lige at stå i Gloria. Eller da sarte hvide pletter i “43” lagde sig over skærmen bag bandet. Det mindede om en stjernenat.
For Emily Sprague og Florist behøver sådan set ikke at kommandere nærvær. Langt hen ad vejen er deres personer og deres musik nærvær i sig selv. Fundamentet i næsten samtlige album tager afsæt i Spragues liv, hendes oplevelser, udfordringer og refleksioner. Behøvede hun så at udpensle deres fine musik og dens bagage for os? Måske ikke. Behøvede nogle at huje som stod de til en country-koncert? Måske heller ikke. Men Sprague og resten af Florist bar det med sådan oprigtigt mod, at det faktisk slet ikke var særligt vigtigt.
Der kommer et punkt i éns voksne liv, hvor man indser, at der er lige så stor værdi i naturen, i hinanden og i kunst, som der er i ølbongs, rørshots og andre kropslige nydelser. Det havde jeg glemt, da jeg trådte ind på Gloria, men rørstrømsk som jeg blev, hjalp Florist mig med at finde min sans for verden igen.
Alle fotos: Daniel Nielsen
