Først og fremmest vil jeg starte med at erklære mig en kende uenig med vores fire-U’ede vurdering af glitchpopspiren Debbie Sings sidste år på Countdown – i min bog står den koncert tilbage som den måske mest vanvittige oplevelse i opvarmningsdagene i 2022. Dengang havde Sophia Hage kun to singler i bagagen og lod hendes eminente producer og DJ-evner fylde resten af de 40 minutters set – det med stor succes.
Allerede et år senere og tre singler rigere er Sophia Hage tilbage på Roskilde Festival, denne gang på den elektronisk-bårne scene Apollo, og efter sidste års magtdemonstration kunne man foranledes til at hive de samme tricks op af hatten igen bare for et større publikum. Og onsdagens glitch-popseance var da også langt hen ad vejen en genudsendelse af sidste års succes.
Hage dominerede fra start scenen i hendes unikke Barbiedukke-fra-helvede brand, komplet med overdreven, næsten ironisk autotune og bubblegum pop-hooks i stærk kontrast mod de mesterligt håndvævede hårde EDM-beats, der skulle baske gang i vanviddet på Apollo. Der var endda et gensyn med sidste års “Debbie Sings”, “Debbie Screams” og “Debbie Shreds” grafik. Der er jo absolut ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken, men under hele Hages halvanden time på Apollo tog jeg mig selv i at overveje, hvorvidt dette déjà vu var en letkøbt genvej til at genskabe sidste års triumf, eller om det var en form for snedig joke og udbygning af Debbie Sings’ univers, der i forvejen er så fantastisk overspillet, at det nærmer sig den hårfine grænse til ironi.
På trods af en overflod af overlegen EDM og en seriøs tilstedeværelse på scenen, tog det lidt tid at overbevise publikum om, at det var tid til dans – måske er det bare sådan, det er, når man skal opvarme Kendrick Lamars rester. Især Debbie Sings endnu uudgivne, mere sødladne og poppede numre, druknede en anelse i forventningerne fra sidste år. Men Hage hev hurtigt nyt skyts frem, fik fire dansere på scenen og fyrede direkte ind i en breakcore version af “Satanize Me”, der rungede gennem kød og knogler i Apollos massive anlæg, og Roskilde var straks suget ind i Hages feberdrøm af en stadionpopkoncert.
Vildere og mere væk blev det, da Danmarks bedste shredder, Adam Kjær Nielsen (Mr. Jones, Værket og Slægt), kom på scenen og gav de country-rockede guitarriffs på “Wish Upon A Star” et ordentlig skud energi og hamrede hidsige drøn af støj af på “Godspeed”. Nielsens bedste bidrag var dog den hjernesmeltende solo, han spillede over et totalt smadret glitchbeat som klimakset til det First Hate-featurede nummer “Vampire Boy”. Det var fandme rock’n’roll.
Alt kunne sådan set have været endt lykkeligt her, og det var derfor et »hvad fanden?«-øjeblik, da Hage her en time inde i spilletiden trak tempoet ned, og vendte tilbage til sin mere teenageværelse-venlige pop. Var det virkelig det, vi skulle slutte af på? Det voksende antal tilskuer var dog i Hages hule hånd, og hun fik hendes 00’er pop-ikon øjeblik, da de fire dansere bar hende rundt på deres skuldre, men publikum skrålede med på omkvædet til “F My Tears Away”.
Debbie Sings havde stadig én trumf i ærmet. DJ G2G blev kaldt på scenen iført en lang, selvlysende grøn paryk, mens der overraskende nok gik pyroteknik af foran Apollo, og koncerten eksploderede pludselig ud i et brag af en smadret og fjollet technofest, der fik sidste års optræden på Countdown til at minde om et teselskab. En fuldstændig kogt blanding af hardstyle, reggaeton og dubstep bragede ud over Apollo, og de sidste 20 minutter af koncerten var man fanget i et rave, der føltes som den mest beskidte aften på Basement i et Roskilde-venligt format.
Halvanden time på en scene var måske lige at presse citronen for hvor langt et show, man kan bære med så småt et bagkatalog. Debbie Sings cementerede dog igen, at hun er en af landets mest interessante EDM-producerer med måske det mest interessante popstjerne-alter-ego til at bære sine autotunede basarmseksperimenter – nu også med et endnu større, mere poleret sceneshow.
Alle fotos: Malte Folke Ivarsson / Gonzales Photo
