Solen skinnede for første gang i flere dage for alvor over Dyrskuepladsen, men kravlede man ind i Glorias mørke, kunne man få lov til at komme til jamsession med det britiske folk/postrockorkester Caroline. Der var rigelig med plads tilbage i salen, da en svag tordenlyd varslede oktettens ankomst på scenen, men allerede i køen var der en spændt summen om bandets roste, selvbetitlede debutalbum fra 2022.
Caroline stillede sig i en halvcirkel; fokuserede på hinanden, som de første bølger af strygere og blæsere lige så stille satte luften i Glorias aflukkede rammer i vibration, mens “Skydiving Onto the Library Roof” stille inviterer os ind i det øvelokale, Caroline har skabt på scenen. Jasper Llewellyns lamenterende, inderlige vokal rammer de ømmeste kamre af ens hjerte – sørgmodig som en sanger til gravøl – inden de cirkulære, atmosfæriske udbrød af strygere igen overtager lydbilledet. Lige så stille følger skingre udbrud af guitar og komplekse trommer, der lige så stille vokser sig mere og mere uregerligt over gennem de næste 10 minutter, hvor folk og glimt af rockriffs mødes i en i et komplekst musikalsk udtryk, der næsten er rent blær fra bandets side – men også så oprigtigt, at Gloria er så stille, at man er i tvivl om nogen overhovedet trækker vejret.
Hele vejen igennem er man i hvert fald åndeløst betaget af Carolines superstramme sammenspil. Alle musikere ved præcis, hvor hinanden til alle tider er i de komplekse rytmiske og melodiske strukturer, og det er ærlig talt en fornøjelse at se et band, der er så dygtige til deres job bare stå på en scene og levere musikken, uden at der skal nogen form for show til at tryllebinde et publikum. Specielt det violin-jam, der udviklede sig til et støjet, arytmisk irsk jig, brændte sig fast i hukommelsen, inden Llewellyn havde skiftet fra cello til trommer, og bandet gled over i den midwest-emo’ede, mørke riff til debutalbumåbneren, “Deep Blue”, der allerede cementerede Carolines optræden på Gloria som en succes.
De næsten glidende overgange mellem bandets lange, musikalske indslag blev kun én gang forstyrret af en summende mikrofon, hvor guitarist Casper Hughes benyttede lejligheden til meget jordnært at fortælle, at der er ny musik på vej. Det eneste virkelig forstyrrende element var sådan set de vilde diskorytmer, der kunne høres fra Avalon under den stille intro til Carolines live-klassiker “When I Get Home”, hvor man desværre blev distraheret en smule fra strygernes fuglekvidder. Da sangen brød ud i store støjpassager, og den smertende dissonans fik lov til at lege med Carolines melankolske, mandlige vokalharmonier, var man dog straks tilbage i Carolines organiske orkesterunivers.
“Good morning(red)” lukkede turen på mest håbefulde og optimistiske vis, og med drømmende strygere, Hughes jubelråb og blide vokaler trådte man ud i solskin efter dages regnvejr; en intens musikalsk oplevelse rigere. Caroline var et tiltrængt og dejligt afbræk fra den berusede festivalstemning, hvor musikken fik lov til at være i højsæde uden andet dillerdaller.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
