Platform er en scene, hvor alt kan opstå – på godt og ondt. Den lille, åbne scene skal huse grænsesøgende musik og kunst, samtidig med at den i realiteten også fungerer som en kæmpe bænk for øldrikkende festivalgæster, der er kommet på afveje fra Orange Scene. En sådan multiformålsscene kan dog ende som lidt af en sprængfarlig bombe; der er kort tid til at sætte op og lave lydprøve, og stemningen er ubehjælpeligt i hænderne på hvem, der lige befinder sig i nærheden. Kort sagt: Platform er enten knald eller fald.
Simin Stine Ramezanalis koncert – eller måske rettere lydkunstperformance – under Abji_Hypersun-aliaset var ikke ligefrem et fald, men absolut heller ikke et knald. Slim0-trommeslageren havde allieret sig med den interdisciplinære kunstner Moraya for at skabe et lydværk som hyldest til Jin Jîyan Azadî-revolutionen (kvinder, liv, frihed) i Kurdistan, Iran og Afgahnistan.
Abji_Hypersun har ikke store mængder af udgivet materiale, men jeg mindes at have hørt åbningsballaden før i forbindelse med et UUMPHFF-event. Ramezanalis engleagtige røst er i hvert fald ikke noget, der går i glemmebogen. Lydforholdene på Platform derimod, vil jeg rigtig gerne have fjernet fra min hukommelse.
Førnævnte nummer er båret af en dyb bas, og en forvrænget, svævende guitarriff, der snor sig omkring hinanden i et mørkt bagtæppe til Ramezanalis lyse vokal. Anlægget på Platform er bare overhovedet ikke gearet til at bære rigtige instrumenter – specielt ikke når der også anvendes effektpedaler, og man kunne ligeså godt have gaffatapet to Soundbokse til loftet af scenen. Alt blev mudret ind i hinanden så enhver fyldig og dyb tone skrattede, hvilket var en sindssyg skam, da meget af indlevelsen i Abji_Hypersuns musik skal findes i den luftige, men hyperdetaljerede lydstruktur.
Det blev ikke bedre, da Ramezanali fortsatte i et par rolige numre sunget på hendes andetsprog, der nu fik tilsat en knasende trommemaskine, som Platform absolut heller ikke kunne håndtere. Jeg ærgrede mig simpelthen noget så grueligt, da man kunne se, hvor dybfølt og inderlig Ramezanali var i sin musik, selvom hendes vokal knækkede et par gange – formodentlig fordi hun selv blev distraheret af den lave lydkvalitet.
Da Ramezanali droppede de instrumentbårne sange og vendte sig mod computeren, begyndte der dog at ske noget interessant. Abrupte trommerytmer og store lydflader af forvrængede, mellemøstlige strengeinstrumenter dannede baggrund for Ramezanalis skizofrene grine/græden, mens Moraya fandt sig til rette bag mixerpulten og kogte dystopiske elektroniske flader og samples ind i det hypnotiserende lydbillede.
Musikken kom meget mere nær. Det var både mareridtsagtigt og styrkende, og fungerede egentlig som en effektiv abstrakt afbildning af den kurdiske frihedskamp, konceptualiseret gennem fordrejningen og forvrængningen af persiske instrumenter og de samples af barne- og kvindestemmer, som Moraya tilføjede mikset. Den ulmende struktur af rytmerne og melodifladerne skabte en nervepirrende stemning, der bare voksede og voksede uden forløsning, før de dæmoniske grin kortvarigt vendte tilbage, inden Ramezanali og Moraya sagde luk og sluk for i aften.
Det var dog bare stadig, som om at øjeblikket for lydkunstværket var forduftet ud i de sene nattetimer under første halvdel af koncerten, og momentum blev aldrig rigtig vundet tilbage på trods af Ramezanali og Morayas stærke og kreative kunstneriske formidling af en rigtig vigtig sag. Det var egentlig bare ærgerligt, og jeg håber virkelig, at de får muligheden for at give værket den platform, det fortjener, en gang i fremtiden.
Fotos af Malthe Folke Ivarsson / Gonzales Photo
