Der var gået få minutter af koncerten, inden der lød et skrig. Det kom oppe fra scenen; fra hende, der stod med en mikrofon i hånden og kiggede ud på os alle. Man havde måske ikke forventet det, havde man kastet et blik på hendes lille, forsigtige figur, iklædt en brun læderjakke – men Danielle Balbuena er ikke én, man skal undervurdere.
For hun er gennem kunstneraliasset 070 Shake efterhånden meget mere end blot den Kanye West-feature, hun først fik sit gennembrud med. Det lod mængden af folk og energien til hendes koncert på Apollo torsdag aften først og fremmest at være et eksempel på.
»Copenhagen,« udbrød New Jersey-sangerinden i første nummer, ”Violent Crimes”, og selvom nogle ville være forurettede over fodfejlen, så tror jeg faktisk, hendes synthpop-ballader lader til at have medvind i netop unge, klubelskende storbyssegmenter som i København, at dømme på den tændte atmosfære, der var i det indelukkede sceneområde.
Den Danielle Balbuena og den 070 Shake, der viste sig på Apollo, var én, der lod til at have forstået netop dét. Hun havde sans for det publikum, der stod over for hende, og samme publikum havde sans for hende. I de begyndende numre som ”Vibrations” og ”Skin and Bones” føltes det vitterligt, som om ens knogler vibrerede. Balbuena florerede i det, mens hun enten smilte lumsk, pegede ud eller kastede håndkys, og næsten samtlige i Apollo-buret løftede deres hænder tilbage. Og der var seriøst pakket i den sorte tønde af metalplader, der er Apollo, men jo vildere, det blev, jo større ekstase røg sangerinden i.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har forstået den kærlighed, der kan opstå til intense techno-koncerter. Jeg har aldrig forstået det overvældende fællesskab og taknemmelighed, man lader til at få, når ens cellevægge føles, som om de bliver regulært revet fra hinanden af bas. Så jeg begreb det heller ikke helt, da Balbuena erklærede til os, at hvis man følte, at ingen i verden forstod én, så gjorde hun det – minutter efter hun i ”The Pines” lige havde dirigeret halvdelen af tilskuergruppen til at tonse ind i hinanden i et moshpit.
Det lod til, at vi var nogle, der ikke responderede på den slags kærlighed. For der var også os, der stod bagved eller ude i siden og smilte lidt forlorent, mens resten af Apollo gik amok. Os, der kendte den side af Balbuena, som er lige så længselsfuld og dragende, som hun er opildnende og energisk. Den Balbuena var her ikke. Omvendt var det svært ikke at respektere den energi, Apollo-Balbuena havde medbragt. Hun havde nemlig en umættelig appetit for nådesløshed og intensitet. Hendes overdøvende skrig lød ud flere gange. Til sidst tænkte man ikke rigtigt, man var bare badet i sved og overdøvet af bund.
Der var glimt, hvor man mærkede, hvilken slags koncert 070 Shake ellers kunne have været, havde publikum og Balbuenas temperament været anderledes. I ”Under the Moon” blev den rungende bas og den spidse diskant erstattet af et langt rundere lydbillede. Vi sang alle, mens 070 Shake sang tilbage. Omtrent det samme skete i ”Guilty Conscience” og ”Ghost Town”, hvor jeg tror, jeg så flere, der satte sig op på kammeraters eller kæresters skuldre.
Den folkefest lod kort til at forenes med smadrefesten i numre som ”Honey” og ”Danielle (Smile on My Face)”. Vi her i “Copenhagen” sang alle med på samtlige ord og dansede bramfrit i ekstase. Det var imponerende, og da tror jeg, kvaliteten i Apollo-Balbuena viste sig for mig. Hvis du var her for nuancerne i 070 Shakes musik, kunne du lige så godt have ladet være med at komme. Hvis du var her for ufiltreret energi med en af tidens mest egne og mest spændende sangerinder, så tror jeg, du var kommet til det helt rette sted.
Alle fotos: Daniel Nielsen.
