Quiet Sonia betræder et skrøbeligt område. Bandet er nemlig en kammerrock-septet med Nikolaj Bruus i sangskriverrollen. Flere musikere kan på den ene side resultere i et mere fyldigt lydbillede, men det betyder også, at der foregår mere musikalsk kommunikation mellem medlemmerne, hvilket netop i værste fald kunne gå hen og forværre sammenspillet. Og det er dette sårbare felt, gruppen i stor grad bevæger sig ud i med deres mange overgange, eskalationer og nedtoninger, der optræder på tværs af de mange lange kompositioner. På debutalbummet, QS, viser bandet sig til gengæld at være dygtige til denne form for linedans.
Denne stærke musikalitet udviste bandet allerede på udgivelsens andensingle, “Lillies”, hvilket kun er kommet tydeligere til udtryk på albummets udgave af sangen, idet denne er otte minutter lang modsat den beskårede singleversions fem et halvt minutter. Her får hvert instrument nemlig endnu større ånderum, alt imens de en efter en bliver introduceret i løbet af sangens første to minutter. Sangen tager en række forskellige afveje gennem den resterende tid, og disse synes altid at fungere. De adskillige udråb af »Laughing at the silliest mundane things / spirited and light« er simpelthen så flotte og hjertevarmende, at jeg helt får lyst til at gå ud og erklære min kærlighed til en eller anden.
Albummets første sang, “Behind The Barbed Wire”, nærmer sig også de otte minutter og er på samme måde fyldt med fantastiske passager. På denne sang er det dog sjældent, de forskellige idéer klæder sangen og står godt mellem deres foregående og efterfølgende stykker. Det gælder særligt de mange dynamikskift og stop af sangen for netop at genoptage den, hvilket desværre resulterer i en tungere og mere trættende lytteroplevelse.
Den næste sang, “Sparks”, er til gengæld et mere lineært indslag, selvom den nu også besidder sin andel af deviationer. Nummeret er virkelig stærkt, og det også her, jeg småt begynder at tænke på dette årtis nye internationale indie-darlings Black Country, New Road. Quiet Sonia har bestemt en mere moden og behersket tilgang til tingene. Men den kammerrockede septet-konstellation såvel som Nikolaj Bruus’ Isaac Wood-agtige vekslen mellem dybe og afdæmpede leveringer og knækkende udråb gør det alligevel nemt at trække tråden. Det er heldigvis kun betagende og veludførte elementer, der går igen.
De eksistentialistiske tekster er generelt meget flotte og poetiske, men de kunne nogle gange have brugt en nedtoning af filosofiske erklæringer og spørgsmål. Det opleves bl.a. på “Only A Few Stars” – en sang hvor trommerne udgår, og den akustiske guitar får lov at bære nummeret. At »No, I’m not sorry for caring: / Let us love what we love / what else can one do?« kun optræder et par linjer før »See, I don’t care if you’re a raving lunatic / ‘Cause after all, what do we know?«, får mig i hvert fald til at tænke, om alting virkelig kræver en erkendelsesteoretisk konklusion. Og med »Forgive every insult and turn on the screens; / ‘Cause nothing is tragic when everything’s unreal« et sted midt imellem de to tekstbidder, så bliver altså det bare lidt for meget.
Albummet er heller ikke særligt langt, så det havde måske været bedre med en egentlig komposition mere, frem for de forskellige korte interludes, der ikke forekommer specielt udtryksfulde – selvom guitarspillet på “Ghost Stories” er meget nydeligt. Sangskrivningen er nemlig virkelig stærk, og den super melodiske “Victory” skal nu også nævnes som et højdepunkt. Sangene er generelt meget fortællende og medrivende, og sammenspillet er musikalsk hele vejen igennem, selvom de mange dynamiske brud til tider kan blive en smule udmattende. På QS udviser Quiet Sonia i hvert fald både kompositorisk overskud og et overbevisende musikerskab.
