Jeg tror, jeg vil gå så langt som at sige, at Protomartyr aldrig har lavet en dårlig plade. Ja, vel sagtens har de heller aldrig lavet en middelmådig plade. Altid mindst 5 ud af 6 på karakterskalaen; nogle af dem, kan man sågar (og ganske ubesværet) argumentere for, er stensikre 6-ud-af-6-udgivelser. Fra de støvede og slørede nætter på Jumbo’s på debuten, No Passion All Technique, til de kropslige rystelser og pavens besøg i Pontiac på The Agent Intellect og de tordnende Michigan-hammere på Ultimate Succes Today. »A foreign disease washed upon the beach,« fnøs kvartettens frontmand, Joe Casey, dengang i 2020 på åbneren “Processed by the Boys”, mens skæbnens store ironi sendte to års pandemi ned over os. Jeg lærte efter længere tids modvillighed at holde af Ultimate Succes Today som en samlet helhed, på trods af at jeg oprindeligt ikke havde brudt mig synderligt om den mere velovervejede – og dermed mindre farlige – sti, bandet øjensynligt havde taget turen nedad. Jeg elsker nemlig Protomartyr højest, når de skærende, dissonante postpunk-melodier står allerforrest. Ikke nødvendigvis når de bliver tilsat saxofoner, og Casey fremstår mere croonende end apatisk vrælende.
Denne gang er det også anderledes. På Formal Growth in the Desert – bandets sjette fuldlængdeudgivelse – er den metaforiske fest slut. Jumbo’s er lukket, endnu en aften kom og gik, mens pladens visuelle side domineres af et sort/hvidt fotografi, som for første gang gør de langt mere farverige albumcovers i Protomartyrs galleri selskab. »Remember when things were good?« og senere »Remember the way it used to be / The nights are getting tougher,« lamenterer Casey undervejs på “Fun in Hi Skool”, der tegner sig for Formal Growth in the Deserts stærkeste vokalpræstation. I stedet er det i overvejende grad blevet tid til at reflektere. Reflektere over godt, ondt, liv og død – ikke mindst hans egen mors, efter hun sidste år gik bort efter flere års kamp med Alzheimers. »Sadness running through my mind / She wouldn’t want to see me live this way,« lyder hans udmattede gravtale på den korte “Graft Vs. Host”, som svælger i melankoli og guitarakkorder, der næsten ikke kan blive mere ubekvemme og sørgmodige i deres fremtoning.
Hvor Protomartyr på Formal Growth in the Desert har erhvervet en vis portion alvor og tyngde, er det dog endnu engang kommet på bekostning af bid og vildskab. Hyldesten til hjembyens baseballhold (samt klublegenden Lou Whitaker) i form af “3800 Tigers” er måske dér, hvor vi kommer tættest på at afspejle det i punkede i postpunken, selvom det hverken er nogen “The Devil in His Youth”, “Ypsilanti” eller “Up the Tower”. Det føles nemlig stadig en anelse tilbageholdent og kunstnerisk restriktivt, som hvis bandet (og Casey især) har tillagt sig en ydmyghed over for det kaotiske liv de ligesom har levet. »Make way for Tomorrow,« lyder mantraet i hvert fald på åbneren og førstesinglen, “Make Way”, inden den glider over i netop “For Tomorrow”, der på den måde præsenterer den fremadskuende modvægt til alle refleksionerne, der rumsterer underneden. Modsat Ultimate Succes Today indeholder Formal Growth in the Desert bare ikke nogen x-faktor, man skal tilvænne sig, førend man “forstår” albummet. Der er ingen hylende saxofoner eller klarinetter, ingen gæstevokalistoptræden fra Nandi Rose (eller sågar Kelly Deal som på “Wheel of Fortune” fra Consolation-EP’en) – bare fire fyre og deres instrumenter som altid. Men denne gang efterlader slutresultatet bare en lidt fladere fornemmelse. På tredjesinglen, “Polacrilex Kid”, lykkedes det trods alt Protomartyr at få mig til at genoverveje min position. Casey, der chantende proklamerer »I’m back!« mens han insisterende forsøger at tvinge sine tekster igennem som rytmiske slag, får mig nærmest til at tro, at han vitterligt endelig er begyndt at bevæge sig tilbage mod sin mere klassiske stil. Men det er en enlig svale – de to andre har han efterladt på debutalbummet.
Protomartyr er på nippet til at begå den største dødssynd, et band kan begå; nemlig at blive ligegyldige. Heldigvis redder de fortsat mange point hjem på at lyde som ingen andre postpunkorkestre, hvor guitarmelodierne stadig hænger fast længe efter endt afspilning, hvor Alex Leonards trommespil akkompagnerer bandets udtryk bedre og bedre, jo længere væk fra 2010’ernes punkdyder, og hvor Joe Casey stadig er en af de mest enigmatiske karakterer, genren har at byde på. Det er ikke utænkeligt, at jeg en dag også lærer at holde af Formal Growth in the Desert i samme grad som med Protomartyrs andre udgivelser. Måske når vi til december skal gøre status over årets bedste udgivelser. Måske når jeg en dag bliver voksen, kold og bitter som Joe Casey.
