Alt imens tonerne fra det danske popikon Tobias Rahim rungede ud fra Astra-scenen og fik hver en kvadratmeter af Eskelunden til at vibrere i takt med forrige sommers største hits, var der til gengæld masser af knasende guitarstøj fra norske Madrugada i Nova-teltet. Men uanset hvor rocket den givne sangs guitarriff var, så nåede bandet aldrig de ekstatiske højder, som de formentligt havde håbet på.
Madrugada blev genforenet i 2019 efter 11 års pause og det kunne desværre høres. De lød nemlig ikke ligefrem som et band i deres storhedstid. De energiske øjeblikke var typisk for flade til at sætte gang i noget som helst, og de mere afdæmpede forsøg på at skabe en stemningsfuld ‘bad seeds’-mystik fungerede snarere som en opfordring til lidt sludder med sidemanden.
Der var dog nogle mere melodiske passager hist og pist, som fik sat lidt gang i publikum, og disse var helt sikkert blandt koncertens højdepunkter. Det var oftest også her, at energiniveauet vovede sig ud af sin monotone skal. Man blev ikke ligefrem blæst bagover, men disse øjeblikke stod helt sikkert i kontrast til de mange forglemmelige momenter, og man blev for en stund vækket fra den kedsommelige trance, musikken for det meste bragte en i. Deres største hit, “Majesty”, fik også – på trods af egentligt at være endnu et bidrag til snoozer-samlingen – fremmet noget publikumsaktivitet, og de fleste trykkede for en kort stund pause på deres samtaler for at synge med på sangens bittersøde toner.
Forsangeren Sivert Høyem havde også et par indslag, der løftede stemningen en smule. Det gjaldt f.eks. da han under et breakdown-stykke begyndte at lyse rundt på publikum med en flashlampe, imens han sang omkvædet til Bruce Springsteens “State Trooper”. På et tidspunkt stoppede han også en sang for at iføre sig en glitterbelagt blazer. Jeg tror ikke helt, jeg forstod idéen – især fordi sangen blot fortsatte i samme sterile facon – men forsøget på at lave et mere underholdende indslag var stadig værdsat.
Generelt havde Sivert også en god energi, men den var ikke så overvældende, at den på noget tidspunkt virkede overgjort sammenlignet med den farveløse musik, der udgjorde meget af sætlisten. Koncerten var hyggelig nok, men den var heller ikke mere end det.
