Har du nogensinde hørt engelske middelalderfolk blive udraderet af en gigantisk orm? Nej? Det har jeg heller ikke. I hvert fald ikke før nu, hvor bandet HMLTD har udgivet deres nyeste udspil, The Worm – en plade, der nærmest har form som en art teatralsk musical om kapitalismens tag på samfundet. De fem flamboyante fyre fra det sydlige London har ellers gået på listefødder i tre år efter deres første helstøbte plade, West of Eden, som havde tændt et håb om en sprudlende karriere. Den kurve blev dog en halvslap omgang efter pandemien skar halsen over på deres store planer om en større turné i 2020. I stedet satte de hovederne i blød med formålet om at arbejde mod noget endnu mere bombastisk og ambitiøst. Og her står de så tre år efter med et modigt konceptalbum med alt fra gospelkor til strygeorkester, der både er galt og genialt.
Det noget så mystifistiske band har ry for at være nogle, man ser på, frem for nogle, man lytter til. Og kedelig, er nok den sidste titel, man kan klistre på deres trøjer – for lyseblå lipgloss, pink svenskerhår og læderjakker med leopardprint er hverdagsstil for dem. Men jeg må indrømme, at min opmærksomhed også blev trukket hen på musikken i flere øjeblikke. Allerede i “Wyrmlands” åbner øregangene sig til et tungt beat og en groovy bas, som tvinger dit hoved til at vippe i takt. Selvom de kaster mange impulsive skift ind i nummeret, virker det gennemtænkt fra start til slut.
Men lige når man tror, at sangene er udarbejdet med seriøse rynker ned over panden, er der også momenter, der får dig til at trække på smilebåndet. Pludselig stopper de storslåede elementer i samme nummer og vi går et breakdown i møde, som man skulle tro, gjorde det hele endnu mere alvorligt: »And there I was, amongst the worms / And it felt just like looking in the mirror / For the first time in my life I knew what I was and I cried / Why am I pink? Why am I blind?«. I stedet går der Frank Zappa i den med skiftende stemmer, som har forskellige karakterer. Den ene har en nasal klang som en stereotypisk nørd fra en spillefilm, hvorimod den anden nærmer sig noget karikeret opera. Selvom det ikke ville undre mig, hvis sangen dukkede op på scenen under en dramaturgisk teaterkoncert, er jeg stadig tørstig efter at høre mere af dette galskab. Men det er også det, der karakteriserer HMLTD og ide-udtænkeren Henry Spychalski så godt – de giver så meget af sig selv, og lige tilpas nok til, at man gerne vil høre mere.
Det er også tilfældet i “The End is Now”, hvor et gospelkor bliver samplet i forening med lækker instrumentering, som de ikke har sparet på. Der er både en akustisk 12-strenget guitar i forening med en elektrisk guitar, trommer med bongotrommer, klaver og et orgel, der fylder resten af lydbilledet. Bevæger man sig længere ind i nummeret, går de i halvt tempo på en måde, som Pink Floyd kunne have gjort det med skrig og en indlevende guitarsolo. Det er på alle måder storslået og ekstravagant.
Som man følger den kronologiske historie om at få bekæmpet ormen, ændrer musikkens udtryk sig også med en bunke ballader. “Liverpool Street” er for eksempel en smuk dæmper på det progressive ræs, som satte stemningen i første halvdel af skiven. Her får pianisten, Seth Evans, hevet sit bryst frem og viser en lidt mere jazzet side af bandet, som klæder dem godt. Også strygerne er et godt træk, som lægger en blød dyne over den ellers skarpe distortion guitar og de hårde lilletrommeslag.
I bund og grund er deres anden plade en oplevelse, der forbliver underholdende. Men det skyldes mest af alt, at de har proppet et væld af kreative ideer i gryden – så mange, at det til sidst smager lidt for krydret. Og nu hvor vi har prikket hul på kritikken, er de godt nok unikke i deres stil, men jeg savner lidt mere originalitet i deres lyd. Et godt eksempel er “Saddest Worm Ever”, som kaster dig gennem tre stadier af indie-rock bands. Først en intro, der kunne lyde som The Smile efterfulgt af en lidt reserveret vokal, som minder mistænkeligt meget om Alex Turner fra Arctic Monkeys. Ikke nok med det, dukker en lyd op i omkvædet, der giver The Strokes-kuller i kroppen med en let-forvrænget guitar, der lige så godt kunne være ejet af Albert Hammond Jr.
De har et skarptskåret og tydeligt tema, men rent musikalsk stikker det i for mange retninger og det er svært at holde fast i selen som lytter uden at falde af. Det er en skam, da ambitionerne om et modigt og storslået konceptalbum egentlig er indfriede. Hvorom alting står, er det næsten en lige så stor oplevelse at lytte til The Worm, som at gå til en artsy teaterkoncert. Og så sparer man endda lidt knaster på det.
