Det kan være svært at se sig selv i øjnene, når man har fucket op. Når man har dårlig samvittighed op til halsen, og skammen banker på. Det er der, man har lyst til at kravle ind i sig selv, gemme sig for verden og håbe på, at problemerne måske forsvinder af sig selv. Eller også kan man skrive et hyldest-album til fejltagelserne, sige »fuck verden« og bare omfavne sig selv med alt det positive og negative, som det nu indebærer. En ode til bad choices. Det er lige præcis det, som Barbro har gjort med udgivelsen af sit debutalbum, og på fineste vis bliver vi slæbt igennem hele følelsesspektret.
2022 tegnede tilbage i foråret til at blive et rigtig godt år for Barbro Kuypers. Af højdepunkter kan nævnes en Steppeulv for ‘Årets Håb’ og en mulighed for at spille på Roskilde Festivals Rising-scene. Heldigere skulle de dog ikke have lov at føle sig, før de styrtede på cykel, få dage inden den orange følelse skulle indtræffe, og pådrog sig en slem hjernerystelse. Men som den ustyrlige rockstjerne Barbro er, stod det selvfølgelig ikke i vejen for, at de spillede koncerten, som alt til trods blev en enormt mindeværdig koncert. Den overilede beslutning havde dog sine konsekvenser, og Barbro måtte underkaste sig sygesengen i månedsvis. Den isolation blev starten på fortællingen om Bad Choices.
»What a waste of time / And what a waste of tears / All these bad choices /Are really getting to me.«
Ja, fortrydelsen sniger sig ind på Barbro på pladens eminente slowburner af et titelnummer – men de er mere end parate til at komme videre. Barbros vokal dræver sig næsten grådkvalt, men alligevel med retning og en vis styrke, henover tung, slæbende guitar a la 90’ernes bedste sadcore-bands som Codeine og Bedhead. Den grædende stemme bliver mere og mere apatisk, mens de metalliske klange og det sløve tempo forstærker håbløsheden godt hjulpet på vej af Patrick Rathbuns skærende bratsch. Ægtheden og følelserne er i den grad til at tage og føle på. Rystende godt håndværk, der er lige dele foruroligende og trøstende. Jeg vil også lægge det her helvede bag mig, Barbro!
Titelnummeret er meget vel pladens stjernestund, men Bad Choices er et album, der rummer mange højdepunkter. Hele forløbet igennem de fem første sange viser ikke alene Barbros mangefacetterede indre følelsesliv, men også deres fuldstændige afvisning af genrekonformitetens fastlåsthed. “Lifetime” åbner ballet med et indieriff, der lyder en smule som en folket version af Pavements “Grounded”, samt albummets måske klareste vokaludtryk. En rigtig smuk indgang til en plade, der er en fin forlængelse af Barbros tidligere udgivelser – bare endnu mere skarpt skåret.
“Lifetime” går direkte over i sin diametrale modsætning. Højdepunktet og andensinglen “Fuck the World” har et voldsomt catchy riff, selvom det også lægger sig meget tæt op ad temasangen til (undskyld) Jul På Vesterbro. Barbros vræl og den ekstra pondus, som instrumenterne får i omkvædet, er et af albummets mest desperate øjeblikke. Der er så meget guldalder-indie over det, men det er samtidig mainstreampoppet på en måde, der leder tankerne hen på “All the Things She Said” af t.A.T.u. og andre radiobaskere fra Barbros barndom. Lyrisk er “Fuck the World” efter sigende en kærlighedserklæring til de detaljer og små øjeblikke, som er hele humlen ved en forelskelse, men musikalsk lyder sangen som at sidde gispende på gulvet i bruseren med armene om sig selv, fanget i uvisheden om, hvorvidt vandet på kinden er tårer eller blot bruserens kildevæld. Rystende stærkt.
Den ømme, Joni Mitchell’ske (og deraf opkaldte) “Blue” leder én hen på mere hjertevarme tanker til et sted, hvor man faktisk kan mærke kærligheden – og så kommer “Counting the Days”. »Åh« for et nummer! En countryrocksang med filmisk fremdrift og en forrygende (klassisk) tekst om at komme sig over et brud. Dualiteten i sangens sidste linjer er både veltænkt og rammende.
»I’m counting the days for you to get over me / I need you to be happy / I need you to be happy.«
Barbro har brug for, at du er glad. Barbro har brug for dig for at være glad. At den efterfølgende “Be Better” skifter retning mod noget hip-hoppet i sin monotone rundgang og nærmest spyttende levering, kan snart ikke komme som en overraskelse. Barbros alsidighed er i hvert fald ikke til at tage fejl af, og det er så dejligt løssluppent. Men lyrikken samler op, hvor vi slap.
»Hit up a friend to get in the mood / Let’s get together for sure real soon / First I gotta get better / Get better oh.«
Og selvom det hele måske er på vej til at blive bedre, og man får lidt ro på under instrumentalnummeret “Outro”, så skal man kigge sig over skulderen. Just som man dvæler ved den intime oplevelse, man har haft i Barbros selskab i lidt over en halv time, overfalder de én med en afsluttende punksang. “Home Alone” kommer som et lige så kraftfuldt spark bagfra, som tekstens indhold lyder traumatiserende. Magen til en rusketur skal man lede længe efter. Det er ubehageligt, men frigørende.
Hvis Barbros 2022 blev delvist ødelagt af hjertesorg, hjernerystelse og en håndfuld dårlige beslutninger, så kan de glæde sig over, at 2023 starter rigtig godt. Der er mange pæne ting at sige om Bad Choices, men særligt Barbros evne til at trække lytteren igennem konstante humørsvingninger og overlegent udnytte forskellige musikalske udtryk til at formidle disse følelser er beundringsværdig. Der bliver trukket på så mange forskellige inspirationer, og det klæder dem at have søgt tilbage til blandt andet den rock og shoegaze, der bragede ud af højtalerne på teenageværelset. Barbro er rastløs, og de gode idéer strømmer ud i en sådan grad, at det halve kunne være nok. Jeg er glad for, at Barbro ikke har ladet sig begrænse. At de fortæller mig det hele hudløst ærligt, for det er så virkningsfuldt og medrivende. Ungdomstilværelsen er en rodet størrelse, og den er grim, grum, smuk og forførende. Den kan ikke samles op i en pæn homogen masse. Til gengæld kan den samles op på Barbros debutalbum.
