Allerede på åbningsnummeret, ”Badi Sabah Olmadan”, spiller Altin Gün nærmest for at dræbe. Som lytter må jeg bruge et par sekunder på at finde rundt i, hvad det egentlig er, der foregår her i starten af deres femte studiealbum. Det er lige dele intenst og fremmedgørende – og alligevel sært medrivende. Som et tohovedet væsen, der på den ene side ligner den vestlige idé om musik og på den anden side en mere orientalsk forestilling om selvsamme. De to indflydelser trækker Altin Gün på gennem hele albummet, hvor resultatet på førnævnte åbningsnummer er knugende mørkt, kaotisk, næsten skizofrent, mens den ene af bandets to sangere Erdinç Ecevit synger klagende over det heftige lydbillede, som domineres af keyboardflader og hårde riffs på både guitar og det tyrkiske strengeinstrument bağlama. Sidstnævntes særegne og for det vestlige øre underfundige lyd går igen på stort set alle numre, men ikke så voldsomt som på ”Badi Sabah Olmadan”, der er en indpisker, som viser et yderpunkt af bandets lyd.
På pladens andet nummer, ”Su Siziyor”, trækkes der på mange af de samme musikalske elementer, som Altin Gün sparkede døren ind med på debuten, On, fra 2018. Det er stadig fremmedartet og riffdrevet, men nu er der meget mere luft i produktionen, mens bandets anden sanger, Merve Daşdemir, træder i front. Hendes stemme skaber en kærkommen kontrast til det soniske bagholdsangreb, der mødte lytteren på ”Badi Sabah Olmadan”. Der bliver arbejdet med dynamikken, og Daşdemirs vokal afløser altid riffet, som så bliver genoptaget i nummerets øvrige passager.
De små variationer og luft i produktionen er dog ikke det eneste nye for Altin Gün, for på Aşk er alle pladens ti indslag nemlig nyfortolkninger af traditionelle numre. Bandets versioneringer får dog vinklet numrene i en retning, hvor de – på trods af en stilmæssig forskellighed – alle flyder i samme retning, således at pladen mestendels føles som en samlet helhed. Særligt på ”Leylim Ley” får Altin Gün det til at virke nemt at tage en gammel tyrkisk sang og give den et liv i en 2023-kontekst. Sangens titel introduceres i starten med en lettere psykedelisk harmonisering fra Ecevit og Daşdemir, hvorefter nummeret gynger afslappet af sted. Ecevits står igen i front, og hans inderlige og kraftfulde vokal tegner nummeret op. Det er sært ubestemmeligt for mig, om det er en skrøbelig ballade, eller om der også er en grad af vrede at spore; vokalen kan rumme begge scenarier. Det efterfølgende instrumentalstykke lykkes elegant med at gøre produktion helt afdæmpet, hvor stilfuldt harmoniserede guitarer ekkoer vokalmelodien, inden intensiteten med ét vender tilbage, og nummeret slippes løs igen. Det er nemlig instrumentalstykkerne, som særligt på pladens første halvdel er både smagfulde og tilpas overraskende til, at musikken bliver dynamisk og progressiv. Eksempelvis bringer den synkoperede rytme på ”Dere Geliyor” for alvor en psykedelisk undertone med sig. Guitarriffet leder mine tanker hen på Connan Mockasin; den lavmælte udsyrede pseudosensualitet er dragende og tankevækkende.
Omvendt sparker ”Rakiya Su Katamam” senere hen døren ind med et udtryk, der ligger langt fra den psykedeliske og funky stil, der udgjorde fundamentet for pladens første halvdel. Nu bliver man i stedet mødt af en aggressiv fuzzbas, mens Merve Daşdemir i versene bidrager med en vokal, der lyder, som om den kommer fra et helt andet musikalsk univers. Der er noget fascinerende ved sidestillingen mellem hendes stemme og det tunge riff, og dog bliver det også lidt ubestemmeligt. Jeg forestiller mig dog, at nummerets bipolare humørsvingninger vil fungere glimrende i en koncertsituation, men på plade kommer det desværre til at stå som et rodløst postulat, for selvom Altin Gün er vildt kompetente musikere, bringer pladens live-i-studiet-tilgang visse steder noget flamboyant med sig, som efter min mening kommer til at skurre på et studiealbum.
Aşk bliver hen mod sin slutning ved med at prøve nye ting af, men på det her tidspunkt føles pladen mere som en koncert end som et traditionelt album, og selvom bandet leverer flere overraskelser og mere hittepåsomhed undervejs, oplever jeg den resterende halvdel som noget mere broget og uden det samme naturlige flow. ”Guzelligin On Para Etmez” – en akustisk ballade med pedal steel-guitar – bliver eksempelvis midtvejs afbrudt af et synth-intermezzo som leder tankerne hen på Pink Floyd anno Wish You Were Here. Jeg er sådan set stadig fanget af Altins Güns eklekticisme, men momenter som dette gør mig også en smule forvirret over, hvor det egentlig er, vi er på vej hen. Om det skyldes den musikalske palet, eller at jeg ikke har nogle holdepunkter i lyrikken – eller begge dele – er svært at sige, og da vi når til den afsluttende, “Doktor Civanım”, er jeg i hvert fald helt forvirret. Her byder bandet nemlig ind med en smooth discobasker, som virker sært afkoblet fra resten af albummet. Her er ingen af de elementer, der gjorde størsteparten af de foregående numre til interessante kulturmøder, og Aşk lukker med en næsten demonstrativt strømlinet afslutning på et alt andet end lineært udspil.
