Der har været rigtig god grund til at se frem til et nyt Yves Tumor album. For hvert nyt album er det, som at de med sin karakteristiske blanding af glamourøs rockmusik og neo-psykedelisk pop tager endnu et skridt i samme glædelige retning. Lyden bliver mere og mere egenartet og ambitiøs, samtidig med at udgivelserne bliver bedre og bedre modtaget – og af gode grunde. Deres seneste album, Heaven To A Tortured Mind fra 2020, var nemlig et super velskrevet alternativt popalbum, hvorpå deres kunstneriske udtryk både var tydeligere og mere fængende end nogensinde før. Og nu er Yves Tumor efter tre år klar med efterfølgeren med den fulde titel, Praise A Lord Who Chews But Which Does Not Consume; (Or Simply, Hot Between Worlds), som ikke ligefrem giver udtryk for at bryde med det førnævnte mønster – albumtitlen er jo nærmest et helt værk i sig selv.
Den tanke om det guddommelige, som indgår i albumtitlen, refereres også til flere gange på tværs af albummet. Det kunne allerede opleves på den første single, “God Is A Circle”, som tilmed er albummets åbningsnummer. Sangen har en super fed og mørk atmosfære, som primært udgøres af postpunkede basgange og guitarindslag samt en loopet ind- og udånding, der minder om en endnu mere intens og foruroligende udgave af Darth Vaders ikoniske og i forvejen ret dystre vejrtrækning. Den lysforladte stemning kommer også til udtryk i lyrikken, hvor Yves Tumor beskriver en følelse af håbløshed tilknyttet et toksisk forhold: »Loving you, it hurts sometimes / But I can’t help it / ‘Cause it makes me feel alive.« Der optræder også en lignende mørk udgave af denne postpunkede sangskrivning på sangen “Operator”, der med sin fremadskridende intensitet, kække vokalpræsentation og skurrende »Be aggressive!«-udråb også må siges at være et af albummets højdepunkter.
Praise A Lord Who Chews … er dog ikke kun samling af mørke postpunksange – tværtimod. Albummets appel findes netop i sin varierede natur og den succesrate, som kan udledes af dets mange stilistiske eksperimenter. Åbningsnummeret efterfølges af sangen “Lovely Sewer”, som er en smuk og opdateret udgave af en klassisk og stor 80’er-produktion. Der er tilmed en kvindelig gæsteoptræden i omkvædet, som på engleagtig vis formår at stjæle showet.
Dernæst springer Yves Tumor et par år frem i tiden i forsøget på rent faktisk at skrive et godt postgrunge-nummer i stil af slut-90’erne og start-00’ernes alternative rockradio – en opgave, som nærmest er ambitiøs nok i sig selv. Resultatet er sådan set ganske fint, men så længe vi er nostalgiske for denne periode af rockmusikken, så må det siges at sangen “In Spite Of War” med dens pop/punkede vokalmelodier og guitarakkorder faktisk fungerer en del bedre.
En af albummets mest virkningsfulde kvaliteter er dets kommunikation af bittersød skønhed. Denne er helt sikkert til at finde igennem meget af albummet, men der er et par sange på dets anden halvdel, hvor kvaliteten med stor succes synes at være sangenes omdrejningspunkt. “Fear Evil Like Fire” er et supersmukt og dog en smule afdæmpet nummer på trods af sine energiske trommer. Ikke desto mindre er sangen er en glødende perle med et omkvæd, hvis nedtonede bittersødhed vægter tungere, end noget på albummet hidtil har gjort.
Den tungsindige atmosfære efterfølges af “Purified By The Fire” – et instrumentalt pusterum, der på fængende vis formår at føre et abstrakt hiphop-groove ud i en mørk dance-jam. Den førnævnte skønhed kommer også i høj grad frem – denne gang på langt mere fremtrædende vis – på albummets sidste sang, “Ebony Eyes”, der med sine smukke, dramatiske og grandiose strygermelodier sagtens kunne fungere som lydsporet til en himmel, der åbner sig op for at udvælge og transcendere en menneskelig eksistens. Et storslået punktum på et mangesidigt album.
På Praise A Lord Who Chews … prøver Yves Tumor kræfter med mange forskellige udtryk – og for det meste med stor succes. Men engang i mellem går den klare ide tabt i processen. Det opleves blandt andet på albummets anden single, “Echolalia”, der på trods at sine stærke trommerytmer ikke rigtigt når nogen steder hen. Det gør sig også gældende på sangen “Parody”, som nærmest ikke synes at have nogen egentlig struktur, og Yves Tumors falset ender derfor hurtigt med at blive en smule trættende at høre på.
Til trods for et par undtagelser, så er Praise A Lord Who Chews … et stærkt vidnesbyrd om, at man sagtens – ja, faktisk med fordel – kan begå sig med forskellige kunstneriske stilarter og udtryk, så snart man i høj nok grad formår at tydeliggøre den musikalske kommunikation af sin egen æstetiske beskaffenhed. For samtidig med at Yves Tumors prøver kræfter med en smule flere musikalske retninger end tidligere, så kommer deres kunstneriske vision også en smule klarere frem end nogensinde før.
