Deres musisk er minimalistisk, simpel og rå. Deres stil er grim og voldsom, og de er godt klar over, at de repræsenterer en del af England, man ikke altid ønsker at fremhæve, men som er mindst lige så klassisk britisk som deres kongehus, Wimbeldon og Sheperd’s Pie. De ligner de stereotypiske hooligans, og de bærer det med stolthed. »Det her er os, og vi er lige så fucking vigtige og stolte, som resten af verden!«
UK Grim er det 12. studiealbum fra britiske Sleaford Mods, der udgav deres første skive i 2007, og siden da har produceret minimum et album hvert andet år. Sleaford Mods består af Andrew Fearn, som stødte til projektet i 2012, og som står for det musikalske islæt i bandet, og så Jason Williamson. Williamson halvt snakker/halvt rapper med en tyk East Midlands-dialekt, hvilket bærer en stor del af duoens identitet og musik, der er en hyldest til såvel som et spejlbillede af den britiske arbejderklasse. Til sammen giver Williamson og Fearns bidrag Sleaford Mods dén lyd, som er simpel, men lige dele unik og fed. Alt dette er heldigvis også tilstedeværende på UK Grim. Den tunge bas runger tungt på tværs af albummet, og man får en følelse af, at den udfordrer dig til bare at komme an allerede fra åbnings- og titelnummeret, mens Jason Williamson på klassisk vis rapper om det hårde liv i den britiske arbejderklasse. »Because in England nobody can hear you scream / You’re just fucked lads,« konstaterer han og ruller direkte over i omkvædet: »This is UK Grim!« Så er vi ligesom i gang. “UK Grim” opleves efter min mening derfor også bedst på højtalere, der blæser alt, hvad den kan trække, så man virkelig kan fornemme den buldrende bas og den udtalte fuck-dig-attitude, som bandet mestrer så vidunderligt.
I samme boldgade er et af pladens bedste numre derfor også ”Force 10 From Navarone”, der åbner med et vredt nærmest dyrisk grynt, som ellers sætter gang i Williamsons lækre rap, mens bas og trommer ledsages af en simpel, lækker guitar, som bryder ind i lydbilledet mellem lyrikken. Williamson ledsages denne gang af Dry Cleanings Florence Shaw, der nærmest fungerer som en pendant til Williamson. Hun fremstår i hvert fald lige så indebrændt som Williamson hvor den energi, hendes monotone vokal udsender, virkelig går fedt til den henslængte bas, der bærer nummeret. Shaw kalder både sig selv “Mummy” og får blandt andet også brokket sig over ungdommens besættelse med det virale: »Fucking viral / Fucking Batman video, you fucking moron,« som skældte hun ud på et lille barn.
På den efterfølgende ”Tilldipper” udtrykker Sleaford Mods måske allertydeligst arbejderklassens irritation over for overklassen via en energiudladning som nærmest bare brækker sig på dig ud gennem højtalerne. »Sod it all, everythings shit anyway / I hate you and your girlfriend, you clueless cunt, you want everything to be lifestyle… I Want a Lifestyle, I want a dinner on the table every day, I wanna have sex after cocktails on Saturday.« Sangens energi er vidunderlig vred og viser, hvor åndssvagt privilegeret overklassen kan opføre sig, mens de arbejdende slider og kæmper sig igennem.
Bevares; det er dog ikke alle numre, der er lige fede, og UK Grim bliver med sine i alt 15 numre måske lige en kende for lang til min smag. Havde duoen i stedet kortet pladen ned til de 10 skarpeste numre på skiven, så havde jeg som lytter været hooked hele vejen igennem. Tempoet går eksempelvis en smule ned, og guitaren bliver melodisk og nærmest helt hyggelig på “Right Wing Beast”, hvor det arbejdende folk bliver narret af det titulære højrefløjsmonster, der stjæler og snyder fra dem, som ikke er på vagt. Herefter ryger tempoet så yderligere ned på “Smash Each Other Up”, som er decideret langsom og nærmest opgivende, og hvis lettere kedelige klang står i skarp kontrast til albummets mere højenergiske og attitudefyldte numre. Så kan det godt være, at Sleaford Mods forsøger sig med varierende tempo og får tilføjet melodiske guitarpassager, mens de forsøger at fremstille forskellige politiske budskaber i deres tekster, men “Right Wing Beast” og “Smash Each Other Up” er i sidste ende bare langsommere udgaver af alt det, man lige har hørt fungere, hvilket tager pusten ud af numrene, akkurat som det tager pusten ud af pladen.
Når det så er sagt, så er pladens skarpeste numre stadig virkelig gode, og pladen er fuldstændigt i tråd med den identitet, Sleaford Mods har opbygget gennem årene. UK Grim er fyldt med numre, som kan sparke festen i gang, give energi på løbeturen eller bare give en plads til at kanalisere frustrationer, vrede og irritation gennem musik, der helst skal blæses ud af højtalerne på maxvolumen. Og når det fungerer, så er det bare med at skrue op og nyde det – for på de numre er Sleaford Mods stadig helt eminente og stadig helt deres egen.
