Du føler dig nostalgisk, når de første snefnug blidt rammer den asfalterede jord om vinteren. Ligeledes føler du dig opladet af energi og optimisme, når solens stråler rammer din kind i det tidlige forår. Og måske du føler dig melankolsk, når regnen siler i stride strømme uden for vinduet om efteråret. Følelser og stemninger hænger uløseligt sammen med de forestillinger, vi skaber os i hovedet, og det må man sige, at de fire langhårede københavnerfyre fra Himmelrum har fanget. Ikke fordi, at de har skrevet musik til vind og vejr, men fordi de behersker at skabe nogle yderst livlige billeder gennem deres musik, som rusker i alle sindsstemninger. Først inviterer de til en svingom under en skov af sommer-euforiske palmetræer, og inden du har set dig om, har de beklædt dig med en tung dyne af melankolsk fyldighed. Idet de søger kontrasten i deres musikalske og lyriske univers, finder de ofte vej til nogle små skatte med bunkevis af genistreger.
Det fjerde album, Indersiden udad, er nemlig noget af en genistreg, som står i det mere pop-belyste hjørne end de tre foregående plader. Fælles med de andre lurer der stadig en drømmende og progressiv-rocket undertone i de ti skud på den nye stamme. Vi skal tilbage til 2017 for at finde Himmelrums debutalbum – et instrumentalt fyrværkeri af svævende effekter, som fylder lydbilledet med surrealisme. Tre år efter begyndte flere af bandets medlemmer at synge på 2020-udgivelsen Vand, død & ensomhed og ligeledes med en gentænkt version af samme album. Vokal klæder deres lyd, men hvis jeg skulle sige det mildt, var det også til at høre, at skønsang var en ny beskæftigelse for dem. Dog er det ikke tilfældet med Indersiden udad. Den viser i stedet, at de er blevet utrolig modne på især vokal, sammenspil og ikke mindst evnen til at udnytte deres kreativitet de helt rigtige steder.
Du kan nemlig kaste nok så mange geniale idéer op i luften, men hvordan du bruger dem til noget nyttigt og derved skaber en sammenhæng er et håndværk i sig selv. Og her formår Himmelrum at vise stort overskud, endda allerede i det tunge og distortionfyldte åbningsnummer, “Solen ville ik’ gå ned”, hvor overgangene er utroligt gnidningsfrie. De tager hårdt fat fra første sekund, men flyder ubemærket over i et nøgent vers med en akustisk guitar og luftig vokal. På samme måde føles overgangen til mellemstykket som at køre ud over en klippe og efterfølgende blive grebet i luften af en sky af harmonisk forløsning og avantgardistiske saxofon-svingninger. Det er spækket med gennemtænkte passager og modsætninger, der er lige til et 12-tal.
Og nu hvor vi snakker kontraster, er det tekstlige arbejde noget mere simpelt end pladens musikalske udtryk. For eksempel har vi det næste nummer i rækken, “Monster”, hvor en billig spansk guitar bliver tæsket igennem under en tekst, der handler om at have en dæmon gemt i sig, som synger til en: »Jeg vil være for enden af sengen når du vågner / hænge over dig som tusinde måner«. Den underspillede og ærlige lyrik går hånd i hånd med en livlig og springlysten basgang på bedste new wave-manér, som fungerer overbevisende godt.
Generelt for albummet handler sangene om vidt forskellige ting, da de er skrevet ud fra medlemmernes personlige beretninger. Det gælder også for den catchy pop-komposition, “Medicin”, som kan siges, at være medicin for radioerne. Den er simpel af udtryk, men også skarpt skåret med en melodisk overlegenhed. Og med et uptempo-nummer følger der typisk det modsatte – og ja, en ægte melankolsk downer placerer sig i pladens smørhul, men ikke bare hvilken som helst ballade. Jeg vil faktisk vove at påstå, at “Gammaugle” er pladens absolutte højdepunkt. Der er et væld af følelser på spil, som dufter af graciøsitet og oprigtighed. Opbygningen er prisværdig og så er en feature med sangerinden Helena Gao oven i købet det helt rigtige kort at spille. Det mærker man især i forløsningsstykket, hvor hun slipper sig fri i fuldregister. »Jeg ser, jeg ser, jeg ser / alle disse øjne.« Det er det rene eufori for ballade-sjælen og i sin helhed et nummer, der tænder for tårekanalerne og skærer de helt rigtige steder omkring hjertet.
Resten af pladen holder fast i tråden med ærlig lyrik, stemningsmæssige skift og indiepoppede kompositioner, men hvor pulsåren med rockede og surrealistiske elementer stadig er med på vognen – dog trængt ind i baggrunden. Der er ikke meget at sætte en finger på, men jeg savner dog et fælles lyrisk univers, hvor tematikkerne står lidt tættere på hinanden end de gør nu. Især nu hvor de musikalske byggesten er slebet så fine og lækre. Himmelrum har uden tvivl taget et nøk op og indstillet linsen til det hidtil skarpeste. De er for alvor blevet modne i deres lyd og kan med god grund være stolte af Indersiden udad.
