Girls in Airports bør nu om dage ikke behøve nogen større introduktion. De er en jazzkvartet (tidligere kvintet), der har været blandt de fremmeste kunstnere på den moderne danske jazzscene i over et årti med adskillige sange i millionstreamklassen og 66.000 månedlige lyttere i ind- og udland. Det er indie-jazz med påvirkning fra talrige forskellige genrer og musikkulturer, men dog med et grundnordisk præg og fokus på uhyre stærke melodier.
Jeg vil gerne lige klargøre, hvad jeg forstår ved indie-jazz, da Girls in Airports er emblematiske for genren. Det meste af musikken kan ikke karakteriseres som jazz i traditionel forstand, og derfor er betegnelsen indie-jazz så rammende. For der er immervæk langt til både Papa Bue og John Coltrane. De definerende karakteristika som swing-fornemmelse og en traditionel tromme-bas-konstellation som bund for melodiinstrumenternes (og til tider deres egen) improvisation er næsten helt eliminerede på et album som dette. Indie-jazzen beskæftiger sig med stemning, melodier, teksturer, er i mindre grad improviseret og har ofte træk fra folkemusik, elektronisk musik eller den såkaldte verdensmusik.
Og det er sådan set ikke, fordi der er så meget nyt under solen her på det nye album How It Is Now, men det gør ikke så meget, fordi det grundlæggende er virkeligt godt. Selve udvælgelsesprocessen til albummet er dog noget, jeg ikke har hørt om før; de inviterede udvalgte lyttere til at høre 15 numre før mix og master og udvalgte så på baggrund af reaktionerne de ni bedste numre til at udgøre den nye plade. Ret forfriskende indstilling til romantiske og modernistiske klicheer om kunstneren, der ved bedst og særligt ved bedre end publikum, hvis holdning man jo ikke kan tage for gode varer. Dejlig antielitær indstilling, som faktisk har udmøntet sig i et album, der får 45 minutter til at stryge forbi stort set uden svipsere.
Hvor skal man starte? Jeg synes ”Plants” er et godt sted. Det genbesøger et album fra den 13 år gamle debutplade og omarbejder den på forrygende vis. Et gyngende groove i bundsporet med skingert klingende elpiano til det melodiske over dybere akkordbrydninger og en synth-bas, der understøtter rundgangen og spiller godt op ad de dybt klingende trommer. Det lyder jo ikke som noget særligt i min lidt deskriptive gennemgang, men jeg synes at melodien revitaliserer alt, hvad der føles banalt i dette nummer, rodfæstet i mol som den er, men med en finurlighed og et håb, der i sine gentagelser og akkompagnementer afslører nye sider af sig selv, vrider sig mere og mere skingert, indtil nummeret kulminerer i den slags kuldegysende øjeblikke, som min glæde ved musik består af. Alle instrumenterne dæmper sig og brækker gradvist af for at give plads til en kombination af fløjte og synthflader, som skylder Boards of Canada alt, samtidig med at den bare er sønderrivende smuk. Så længselsfuld, så koncentreret en følelse i musik har jeg sjældent hørt.
Og det er langt fra eneste gang, jeg hører de skotske IDM-pionerer skinne igennem her på pladen. ”Cabin” har med sit dronende orgel, let svævende saxofon og overraskende akkordskift træk af dem, selvom nummeret udvikler sig i en ejendommelig parisisk retning med liflige saxtriller og bølgende udbrud af et klaver, der klinger som knagende træer og skovbund. Tredjesinglen ”Curtain of Life” rammer ligeledes denne stemning med sin indtagende melodilinje, kontemplativ i et sweet spot mellem melankoli og lyse nætter. Og jeg er vild med klaveret, der får lov til at indtage en hovedrolle i store dele af nummeret, med sine rigt klingende akkorder og præcise forsiringer. Med trommerne og saxens dovent adstadige fremdrift kommer man også til at tænke på Mulatu Astatkes ”Tezeta”. Et nummer, som på trods af at være udkommet langt forinden, har noget af den samme kvalitet, som Boards of Canada forfinede i ét fuldendt udtryk. For deres største kvalitet er ikke, som man skulle tro, den særlige luksuriøse lofi-lyd, de er så kendte for, og som aspirerende elektroniske musikere igen og igen på diverse musikfora spørger om, hvordan man rammer. Deres største kvalitet er deres mesterskab inden for den simple og uendeligt umulige kunst at sætte melodier og akkorder sammen, hvilket de forårsagede en radikal nyfortolkning af omkring årtusindskiftet, som udstak den vej, som de mest strålende øjeblikke på et album som dette betræder. Dybsindige, sorgmuntre, solskinsfortættede frembringelser, der klæber sig fast under huden. Fusionen af denne sensibilitet med jazzen er det, der har skabt mange af de bedste kunstnere, vi i dag har inden for den moderne danske jazz.
Der er dog også mange numre, som jeg ikke ser samme påvirkning i, men som stadig må nævnes. ”Sachette”, der jazzer subtilt, underspillet på alle instrumenter. Det vugger dumpt, og en luftig saxofon lægger sig blidt ovenpå og vender med mellemrum tilbage til en melodisk figur, som er så besnærende i sin enkelthed, at jeg er helt solgt. Andensinglen ”Bes”, der begynder formidabelt med lange gentagende akkorder, der udstikker en kantet groovy rytme, som flankeres af små indskydelser fra trommerne, saxen og ikke mindst den afsindigt velklingende synth-bas. Når trommerne kommer rigtigt på med sin skramlende percussion er resultatet nakkenikkende. Anden halvdel af nummeret udvikler sig i en mere ligefrem retning, som jeg desværre ikke synes er så spændende.
Og det er der jo desværre steder på dette glimrende album som ikke er, endog hele sange. ”Ember” er eksempelvis ikke lykkes med det, de andre nedtonede numre gør. Melodilinjerne er ikke stærke nok, og forløbet mangler fokus og bliver en smule tamt. Den mangler de skønne momenter, som er nødvendige for denne type numres eksistensberettigelse. ”18” synes jeg egentligt har nogle af dem, men at bruge tre minutter på rent repetitive trommer er lidt i overkanten til min smag, selvom jeg beundrer deres insisterende energi. Og så er der førstesinglen ”Kabul”, som jeg omtalte i september sidste år her på sitet, som på trods af sin fængende melodi, mangler den dybde, som de bedste øjeblikke på How It Is Now har. Jeg vil holde fast i, at reduktionen af kvartetten til en duos lydbillede på det nummer ikke fungerer optimalt, hvorimod det på ”Plants” virker enormt godt.
De indvendinger til trods er det et glimrende nyt album, som jeg er ret vild med. Jeg ved ikke om det bliver det, der får Girls in Airports tilbage til den succes, de havde i 2013 med Kaikoura. Men How It Is Now er dog langt hen ad vejen en kunstnerisk triumf.
