Med deres lette, retroklingende psych-pop-jazz lyd har det fremadstormende svenske band Dina Ögon på under to år siden deres debut vundet lytterhjerter både i og udenfor hjemlandet. Lidt overraskende har de blandt andet fået vind i sejlene efter rapikonet Tyler, the Creator fremhævede deres single “Tombola 04” som et af hans favoritnumre i 2022. To meget stærke albums senere står de så her på et for længst udsolgt Lille Vega i København (og med endnu et dansk besøg i kalenderen på Store Vega til efteråret).
Et forventningsfuldt publikum havde fyldt salen for at se, om Dina Ögon kunne tænde lys på denne mørke martsaften. Sådan mærkes deres udgivelser i hvert fald – som perlende lyse fortidsfortællinger, en fin og underspillet nostalgi efter bedsteforældre, tabte venskaber og evige somre. Ikke mindst i hænderne på forsanger Anna Ahnlund, en meget unik vokalist, er de fortællinger særligt besnærende. Det var derfor nok især vokalpræstationen, jeg var spændt på at opleve denne aften.
Et overvejende modent publikum havde stået i den tætpakkede sal og strakt nakkerne forventningsfuldt mod scenen i en times tid, da bandet endelig gik på klokken 22. Da var de fleste klar på at modtage lidt blid bluesmassage, gerne efterfulgt af et kollektivt knæk i ryggen. Bønnerne blev i første omgang hørt, og det fire m/k høje band der trådte ind på scenen, vuggede de stive kroppe i gang med en klassisk, måske improviseret, jazzåbner, hvor hele bandet blev præsenteret ved navn. »Vi er jeres øjne«, kluklo bassisten, Love Örsan, kærligt og inviterede os ind i deres sepiafarvede univers.
Bandet åbnede op for deres pladerepertoire med den melankolske “Mellanrum” fra den selvbetitlede debutplade (2021). Det var tydeligt fra starten, at bandet havde stor spilleglæde, og kontakten med publikum var dermed også sikret – især gennem Örsan og Ahnlund. Herefter fulgte to numre fra den seneste plade, Oas (2023), hvor bandet legede en del med formerne fra indspilningerne gennem små indlagte breaks og trommesoloer. Desværre fremstod vokalen som frygtet lidt mudret og dermed ikke nær så skarp, som på pladerne. Og det er svært, når vokalproduktionen bærer rigtig meget af lydens karakteristika. Især på “År” var det som om, vokalen druknede i trommerne og mistede nogle af de nuancer, der ellers gør det til et virkeligt skævt, fedt nummer.
På “Nirvana” udvidede lyden sig heldigvis, især takket været guitarist Christopher Cantillos udbasunering af nogle mere syrede strøg, end vi hidtil havde hørt. Her havde Ahnlunds fraseringer fået et mere eksperimenterende udtryk, men jeg savnede stadig at opleve vokalen gå rent ind på den glasklare og skrøbelige måde, den gør det på pladerne. Et forsøg på dette kom midtvejs i koncerten med Oas’ måske stærkeste nummer, “Vi smälter”, som blev fremført uden percussion og i et stærkt nedsat tempo. Vokalen var lige i skabet her, men fordi trommerne var udeblivende og tempoet ændret, var det en påmindelse om, at den stærke vokalpræstation og helt fuldendte instrumentering endnu ikke havde sameksisteret til aftenens koncert.
Det var som om bandet godt selv kunne mærke dén ubalance, så herefter fulgte en række numre, hvor de satte tryk på de legesyge elementer. Således begyndte Ahnlund i tiltagende grad at “be-bop’e” og scatte sig igennem dele af numrene, og en effektpedal blev også taget i brug til vokalen. Samtidig bevægede hun sig mere frit rundt på scenen, befriet for sin backing-guitar på flere af numrene, hvorfor de forreste i publikum ved flere lejligheder fik glæde af nogle meget intense blikke fra hende. Især på numre som “Ficktjuven”, “Docka” og ikke mindst den længeventede “Tombola 94” fik bassisten desuden momentant cementeret sig som ophavsmand til den måske mest funky baslinje øst for Øresund – og dertilhørende helt skønne, funky grimasser.
Bandet kom efter en lidt tør, instrumental intermezzo tilbage til fire ekstranumre, og det var faktisk først her, at koncerten virkelig tjente sig selv hjem i energi. Den skønne “Sol” blev fremført først i et nedsat tempo uden trommer, hvorefter salen nærmest af sig selv brød over i fællessang ved nummerets slutning i gentagelse af den opløftende sætning »Vi suddar ut och börjar om«. På kronen “Undantag” havde Anna virkelig fået gang i hænderne, som nærmest fungerede som taktstokke til hendes stemme, som hun endelig havde sunget sublimt varm, og salen boblede af glæde ved hendes vilde skalafraseringer. De stående klapsalver der fulgte var ikke til at tage fejl af, og bandet kiggede da også et øjeblik benovet ud over os, inden de satte alle sejl ind på en kæmpe jam-version af det ekstatiske afslutningsnummer “Pumpan”.
Omend det øjensynligt var en lidt svær øvelse at gøre deres egne sublime produktioner kunsten efter live, formåede Dina Ögon til sidst at løfte publikum ud af sin blide aftendøs og ikke mindst at servere deres stærkeste numre med stor spillemæssig bravour og tydeligt nærvær.
Fotos af Daniel Nielsen.
