Massachusettes-legenderne Galaxie 500 lavede i sin tid tre introspektive, langsomme albums. Perfekte soundtracks til at gå alene rundt i snevejret og have det lidt føle-føle-agtigt. Til trods for musikkens egnethed til ensom selvmedlidenhed og -kærlighed, så formåede Dean Wareham og hans tre mand store backingband på Loppen at formidle On Fire og andre Galaxie-klassikere til katarsiske rockeksplosioner, der aldrig ikke var tro mod originalmaterialet.
Under “When Will You Come Home” blev stemningen så elektrisk i sangens lange outro, at de fleste midaldrende mænd og samtlige af de unge gæster enten rockede med hovedet, smådansede eller spillede luftguitar. Der var smil på læberne over hele linjen – den slags smil, der kun kommer på ansigtet af folk, som har ventet tre år og tre aflysninger på at opleve deres teenagehelt. Hvert et nummer blev mødt med hujen og bifald, ren lykke og ren forløsning.
Der var også en vis spænding i kroppen, da de fire musikere gik på scenen kvart i elleve lørdag aften. Man kunne nemt frygte, at fremførelsen af en 34 år gammel plade ville lyde som en gammel mand, der forsøgte at lave covers af sig selv, i værste fald nogle akustiske nedbarberinger, der manglede energien fra originalmaterialet. Intet kunne dog være fjernere fra virkeligheden. Dean Wareham startede høfligt med at spørge, om ikke det var okay, at de startede med at spille en række nye sange, hvilket viste sig at være den perfekte opvarmning for dem selv. Hvad end rust eller backstage-træthed, der skulle rystes af, skulle det i hvert fald ikke gå ud over Galaxie 500-sangene. Der var dog ikke mange fingre at sætte på de nye sange, der besad en mere jovial energi end noget fra Warehams gamle band. Jeg bemærkede blot, at vokalen var blevet lidt mere moden, lidt mere brugt og dyb, men da bandet fast tog hul på ”Blue Thunder”, kunne man lukke øjnene og drømme sig tilbage til 1989.
Selve guitartonen og Warehams vokal var så eksakt en kopi af Galaxie 500’s lyd, at selv de mest nørdede fans må have haft svært ved at udpege forskelle på den gang og nu. Og det var lige præcis den slags koncert, man håbede på at få. At det ville være en tidsmaskine – for mit eget og et par andre publikummers vedkommende til en tid, vi aldrig havde været en del af. Bandets musik er på en gang sindssygt nostalgisk og tidsløst, og det er en af de elementer, der nok gør, at det resonerer hos folk i dag. Der stod mennesker i midt tyverne og skrålede med på ”Strange”, så man næsten skulle tro, sangen havde været et hit. De drømmende The Velvet Underground-klingende riffs var perfekt indsmurte i spacey effekter, og Warehams stemme havde 1:1 den samme rumklang, som når man sætter pickuppen i rillerne på On Fire. Det er ren magi, at kunne fremføre musik så overbevesinde. Og så siger det i den grad noget om musikkens kvalitet, at man kan spille den på præcis samme måde efter alle de år, og stadigvæk ramme lige ind i hjertekulen hos alle de tilstedeværende.
Det er noget nær umuligt at udpege et enkelt højdepunkt, da alle sangene – trods hver deres ikoniske guitar- og basforløb – er del af én og samme stemning. En tæt, varm stemning, der sender lytteren ind i verdens bedste drømmeverden af ungdommelig kærlighed og syrede svampe-trips. Skal jeg dog pege på ét øjeblik, så var det i outroen på ekstranummeret ”Tugboat” fra debutpladen Today. Det var, som om alt fik lidt mere smæk; trommerne lidt flere tæsk, bassen lidt mere drive og guitarerne endnu mere volumen og smadder. En patosfyldt lydmur, der vitterligt fik spillestedet til at koge over. Overordnet set brillerede instrumentalstykkerne i det, at de er så medrivende og kraftfulde, ja, i den her livesammenhæng blev de næsten hypnotiske, og transcenderede lyden af pladerne. Og euforien skinnede fra bandet og ud i publikum og tilbage igen.
Britta Phillips (Warehams tidligere medspiller i Luna og nuværende kone) var aftenens bassist og udfyldte på sin vis rollen som Naomi Yang, hvilket hun gjorde til punkt og prikke også som vokalist i ”Another Day” og Yoko Ono-coveret ”Listen, the Snow Is Falling”. Under sidstnævnte overstyrede hendes mikrofon så meget, at man desværre blev revet kortvarigt ud af universet – til frustration for alle på scenen, der febrilsk forsøgte at få øjenkontakt med lydteknikeren. Men i og med den sang også kulminerer i instrumental lykke, var man hurtigt tilbage i zonen, hvor alt lød helt perfekt og lige som det skulle.
Der var ikke mange overraskelser til aftenens koncert, der jo havde reklameret med præcis, hvad sættet skulle bestå af. Og så igen. Jeg var og er så dybt imponeret og overrasket over, at Wareham og kompagni kunne fremføre musikken så absolut fantastisk, som de gjorde. Magen til magisk musik og lydbillede får man ikke mange steder, og jeg har det så godt i mit hjerte over, at det i 2023 er muligt at høre et band, som stoppede med at spille for over 30 år siden. Og jeg har svært ved at forestille mig, at man kunne forlade Loppen lørdag aften uden følelsen af, at Galaxie 500 da må være et af verdens absolut bedste indiebands.
Fotos af Daniel Nielsen.
