Det er tæt på tre år siden, at man sidst kunne lytte til den særegne blanding af elektroniske beats, støjende guitarer og postpunk-energi, synth, spoken word-rap, soul vokaler og gospel-harmonier, der er blevet eksperimental rock-kvartetten Algiers’ kendetegn.
Og Algiers stikker da også i så mange musikalske retninger, at deres udtryk ikke er det mest tilgængelige og nok ikke vil være let genkendeligt for mange andre end deres fans.
På langt de fleste numre udfolder bandet nemlig deres unikke og komplekse genrehybrid, hvor de blander de forskellige genrer i varierende doser til en lyd, der er helt deres egen. Nok er der et par gange på det nye album, hvor de barberer deres udtryk lidt ind og går mere eller mindre full blown soul som på ”I Can’t Stand It” eller ”Green Iris” eller punk som på ”A Good Man”. Det er imidlertid altid med deres eget twist på genren.
Og det er denne originalitet, som sandsynligvis har givet bandet et overraskende stort og loyalt publikum og betydelig anerkendelse. Ikke mindst efter udgivelsen af deres stærkt anmelderroste andet album, The Underside of Power, der udkom i 2017. At bandet nyder stor respekt understreges bl.a. af de prominente gæster, der optræder på Shook, som fx Samuel T. Herring fra Future Islands og Zach De La Rocha fra Rage Against the Machine.
Sidstnævnte leverer karakteristisk aggressive rim på albummets andet track, singlen ”Irreversible Damage”, der med sine insisterende electrobeats og hylende guitargroove er et af albummets stærkeste numre. Blandt albummets andre højdepunkter kan nævnes ”I Can’t Stand It” og ”Bite Back” med sit drivende synth-mønster, stærke hook og solide gæstevers af rapperne billy woods & Backxwash. Fremhæves skal også den funky baslinje og medrivende spoken word-levering på ”Out of Style Tragedy” og den korte ”Cleanse Your Guilt Here”, der med sin dystre, beatdrevne produktion giver associationer til RZAs produktioner for Wu Tang Clan.
Lyrisk set er fokus i forsanger Franklin James Fischers tekster som oftest politisk med skarpe observationer og kritiske kommentarer til de levevilkår og den undertrykkelse, som særligt de sorte amerikanere oplever. Disse temaer og problemstillinger understøttes i betydelig grad af den håndfuld skits og interludes, der optræder på albummet. Fx på ”Comment #2”, som adresserer den stereotypiske opfattelse af afroamerikaneres tilværelse.
Imidlertid virker det ofte til, at lyrikken i Franklin James Fischers spoken word-levering og sang faktisk også spiller en rolle i forhold til selve det musikalske udtryk og lyden på numrene og således ikke blot skal bære tekstens indhold. Denne brug af vokal er umiddelbart lidt usædvanlig og ret spændende. Min oplevelse er imidlertid, at det også betyder, at indholdet i Franklin James Fischers ellers fede og vedkommende tekster på Shook ofte fortaber sig i de komplekse og ikke sjældent ret støjende kompositioner, der kræver meget af lytteren, og som har en tendens til at stjæle fokus. Og det er lidt synd for Fischer/Algiers har virkelig meget på hjerte!
Samlet set efterlader Shook et indtryk af et album med en hel del numre, der isoleret set fungerer ret fedt. Men Fischer & Co. vil simpelthen for meget på Shook, og resultatet bliver et album, der fremtræder for heterogent og rodet til at fungere som helhed. Samtidigt er der et par enkelte numre, som fx ”Something Wrong”, hvor graden af kompleksitet bliver så høj, og der eksperimenteres så meget med kompositionen, at nummeret ikke rigtigt lykkedes eller bliver interessant, bare svært tilgængeligt. Og det synes jeg ikke er en kvalitet i sig selv.
Den samlede lytteoplevelse på Shook kræver således ikke alene meget af sin tilhører. Til tider kan den sågar være lidt anstrengende. Det er muligvis et spørgsmål om tilvænning, og fans af bandet vil sikkert finde meget at være begejstret over, men for almindelige dødelige har Algiers måske spændt deres i forvejen ambitiøse bue lidt for hårdt denne gang.
