Når hyperpoppens fædrene (og mødrene) 100 Gecs kommer på tale, er det umuligt for mig ikke at citere kongen af camp, gay-ikon og mesterlig filminstruktør John Waters: ”To understand bad taste one must have very good taste”.
Den amerikanske duo cementerede deres plads som popkulturens nyeste gøglere og eviggrønt musikmeme med deres debutplade 1000 Gecs i 2019, en gedigen blendermassakre af alverdens dårlige musikalske ideer bestående af alt fra plastisk 00’er pop til emo pop-punk, fra tung autotune til hundegøen. Og alligevel lykkedes det Dylan Brady og Laura Les at massakrere alle disse vederstyggeligheder til et musikalsk Frankensteins monster så dryppende af selvironi og total ligegyldighed, men stadig med forståelse for god smag, at det rent faktisk blev godt.
Nu er Brady og Les – efter en obligatorisk magtdans med deres pladeselskab – tilbage med næste skud på stammen, 10,000 Gecs, og som navnet antyder, er der skruet op gange 10 for både spilopperne og meme-materialet – men overraskende nok også for tilgængeligheden.
10,000 Gecs brager afsted med et fantastisk, voldeligt og sjovt Black Sabbath-inspireret riff på åbningsnummeret ”Dumbest Girl Alive”, der straks skyder en videre ind i Les’ auto-tune- og ironidryppende vers om verdens dummeste pige. Det er plastisk, falsk og kliché, men de hektiske skift og de små udbrud af legetøjsagtige synths gør nummeret så uforskammet og ikke mindst sjovt, at det er svært ikke at lade sig rive med.
00’ernes mest frygtindgydende genrespøgelser synes også at være 100 Gecs’ nye fascination, da gruppens forskruede dubstep og techno-indflydelser nu synes at vige tilbage i lydbilledet for pop-punk og ikke mindst nu-metal indflydelser. Det er på bedste og ondeste vis. ”Billy knows Jamie” er nok det bedste bud verden får på, hvordan Fred Durst havde lydt på 2C-B, med de knasende nu-metalriffs og konstante sirenehyl over en rent faktisk afsindig lækker basgang. Sangen tager også prisen for mest smadrede crescendo, hvor Les og Brady går fuld black metal a la ”800 db cloud” fra debutalbummet. Der er absolut argumenter at hente om usmageligheden i at genoplive nu-metallen, der bør ligge død og begravet for evigt efter Woodstock 99, men man kan alligevel ikke lade være med at sidde tilbage med et lille smil på læben over den rendyrkede uforskammethed.
Andre numre af den mere pop-punkede skuffe som ”Doritos and Fritos” og specielt ”Hollywood Baby” falder dog for dybt ned i tilgængelighedens kløft, og man sanser ikke samme sarkastiske, massakrerende tilgang til klichéerne, nærmere bare direkte kopiering af ting, man har hørt før, nu bare med ekstra autotune. Specielt sidstnævnte minder mig om tidligere rapper Machine Gun Kellys take på emo-punken – og hvis ens ører endnu er forskånede for sådanne musikalske vederstyggeligheder, vil jeg anbefale, at man lader det blive ved det.
Forventningen om det gode bud på den dårlige smag og komikkens tunge kors ligger også som en tung skygge over 10,000 Gecs. Hvor de fuldkomment rablende indspark af galskab var enkelte numre eller blot brudstykker på 1000 Gecs, tæller opfølgeren hele tre vanvidsnumre, der rent ud sagt er overlagt latterlige. Det er lidt for tydeligt, at man bliver taget pis på, når man udsættes for hele tre ska-numre om alt fra fest-frøer til ballader om at få trukket tænder ud (sidstnævnte får dog lidt point for at være en metafor om at droppe et giftigt forhold). Specielt titlen på singlen ”Mememe” giver 100 Gecs’ ambition om at underholde mere end at udfordre til kende. Men måske er du klar til Good Charlotte-bubblegum-ska? Jeg er ikke.
Der er dog kun tale om tre ud af pladens 10 numre, og 100 Gecs formår stadig langt det meste af vejen at holde sig på knivsæggen af den gode og dårlige smag – specielt når elektronikken får lov til at fylde mere i billedet. ”One Million Dollars” er en direkte våd feberdrøm af en to’er til debutens eviggrønne ”Money Machine”. Det robotagtige, computergenerede refræn, den hoppende bas, den knasende signalstøj og maskinpistoler mikses sammen i en kaotisk, euforisk og syret symfoni for blot at brydes af klaver og en Nirvana-agtig guitarfigur. Det er sådan set alt, jeg forventer fra et 100 Gecs-album.
“Most Wanted Man In the United States” er og bliver dog albummets største positive overraskelse. Det hyleskægge næsten clipping.-agtige hip-hop-nummer er ikke alene fyldt med kreds for ørene i form af pladescratches, lækker bas og finurlige lyde, men formår også at støbe sjove lyriske gimmicks i nummerets mørke, forførende og legende lydbillede – det er bare ulovligt catchy!
Tager man et skridt tilbage, er 10,000 Gecs stadig væk et 100 Gecs-album med 100 procent underholdningsgaranti, omend Les og Brady af og til forsøger lidt for hårdt at leve op til titlen som popmusikkens meme-magere, hvor balancen mellem gedigen dårlig smag og kunsten at tage den dårlige smag og forvandle den til noget provokerende og godt af og til kommer til kort. Duoen er dog stadig tilpas sig selv til, at du og dine sære, hyperpop-glade venner nok skal kunne fiske et nyt festtrack eller fem ud af 10,000 Gecs.
