Heavy Heavy er det fjerde album fra trioen Young Fathers, der kommer fra Edinburgh. Albummet har været undervejs siden 2018, hvor bandet udgav Cocoa Sugar og samme år lagde vejen forbi dyrskuepladsen i Roskilde, hvor Massive Attack introducerede dem med ordene: »Probably the coolest band in the world«, da de gæsteoptrådte under Massive Attacks koncert på Orange Scene. Nu udgiver de pladen Heavy Heavy og skal endelig forsøge at leve op til de store ord, der blev ytret en sommeraften i 2018.
Gør de så det? Det korte svar er ja. Men det kan naturligvis ikke stå alene, så uddybning følger nedenfor.
Heavy Heavy er en plade med et varieret lydtapet, og den første single fra pladen, ”I Saw”, er et nummer fyldt med attitude, der eksemplificerer alt det, som Young Fathers gør allerbedst. En fast bas og trommerytme sætter tonen for nummeret, hvor vokalen åbner med en attitudefyldt og bestemt rap, der lyder således: »I want your shield / I want your weapon / Give me that bulletproof west /and don’t forget i’m not succeptible to your narcissism«.
Rappen bliver afløst af en syngende vokal, der fremstår næsten henslængt og bekymringsløst i kontrast til den hårdtpumpede rapvokal. Den måde, de tre gutter bruger deres vokaler til at skifte mellem sang og rap og hele tiden afløser hinanden på mikrofonen, er en af gruppens store styrker. Det giver en levende dynamik på vokalsiden, at de så gnidningsløst kan skifte mellem sang og rap, og det er noget, man tydeligt kan høre på ”I Saw”. Det er på mange måder et klassisk Young Fathers-nummer, hvor bandet udnytter deres styrker og stadigvæk formår at bibeholde en fornemmelse af, at du hører noget musik, som ikke mange andre bands kan imitere.
De tre medlemmer mødte hinanden i deres teenageår til en hiphop-aften i Edinburgh, og man har altid kunne høre deres baggrund i hiphop-musikken. Det kan man stadig, men det ville være synd at kalde dem et klassisk hiphop-band eller en raptrio. Dertil kommer de for langt rundt forskellige grene af det musikalske landskab, når de bruger elementer af dub, rock, world og roder vidt rundt omkring i værktøjskassen. Det er også tilfældet på Heavy Heavy, hvor mange af numrene giver mig associationer til The Avalanches, et band der sampler på livet løs på tværs af alle genrer.
Den villighed til at blande forskelligartede elementer kan jeg tydeligt høre på Heavy Heavy. Tag for eksempel nummeret ”Ululation”, der gør brug af en vokal, der råber en form for chant, som bliver repeteret igen og igen. Det giver mig mindelser om et gammelt stammekald fra en svunden tid. Efter råbet gentages samme linje på et sprog, som jeg ikke forstår. Det går igen igennem hele nummeret og er lagt ind over nogle trommer, som bare ligger i baggrunden hele vejen og giver mig associationer til trommerytmer, jeg har hørt i meget afrikansk musik. Det formår de at blande sammen med mere traditionelle lyde af vestlig hiphop. De tre bandmedlemmer synger selv på engelsk på nummeret i mere klassisk Young Fathers-stil. Resultatet er et nummer, der lige så godt kunne være stykket sammen af en række forskellige samples for at ende som en ny helhed.
De gør lidt det samme med åbningsnummeret, ”Rice”, hvor nummeret åbnes af trommer og guitar, som får mig til at tænke på amerikansk sydstatsmusik, alt imens vokalerne på nummeret lyder inspireret af afrikansk musik. Men Young Fathers får alle elementerne fusioneret på en måde, hvor helheden fungerer.
Generelt er pladen i min optik inddelt i tre akter eller kapitler. De første tre numre har alle en højintens og smittende energi. Jeg forestiller mig, at de virkelig kan sparke gang i et publikum til en koncert. Herefter er der et mellemstykke, hvor det virker til, at Young Fathers eksperimenterer lidt mere med det musikalske. De har her mere fokus på at skabe nogle lyduniverser end på at skabe højenergiske numre.
Og det virker.
Jo flere gange jeg hører ”Ululation” og ”Geronimo”, jo mere vokser numrene på mig. Efter ”Ululation” kommer de tre sidste numre på skiven. Her er det som om, at der igen er fokus på at skabe høj energi med flere klassiske rap-stykker end på den midterste del af skiven.
Det eneste nummer, jeg ikke er helt solgt på, er ”Tell Somebody”, som ellers er pladens andensingle. Men jeg synes nummeret er for anonymt. Det er det nummer, jeg glemmer hurtigst, når jeg slukker for pladen. Jeg synes ikke, det er direkte dårligt, det sætter sig bare ikke fast. Det glider ud af hovedet, lige så snart det er forbi, og det er ærgerligt, for jeg har fundet en kærlighed til alle andre numre på pladen.
Det er derfor, jeg allerede holder utrolig meget af Heavy Heavy. Jeg synes, det er en enormt stærk tilbagekomst fra Young Fathers, og jeg kan bestemt ikke bebrejde Massive Attack for at omtale dem med ordene »Probably the coolest band in the world«.
