Den genreafvigende og eminente historiefortæller Meghan Remy er med sit U.S. Girls-alias klar med ottende album, Bless This Mess, hvilket til at begynde med er en sætning, jeg personligt har brugt som mantra både om mig selv, og om den verden, der har omgivet mig de seneste år. Hvis disse år har føltes som at være fanget i en ond drøm, så føles 2018 – hvor Remy udgav den meget roste In a Poem Unlimited – nemlig som mindst 100 år og lige så mange ostemadder siden. Det var året, hvor hun sang fra de skummende toppe af #MeToo-bevægelsens urolige bølger. For nogle vil 2020 nok også fremstå lige så sløret i hukommelsen af åbenlyse årsager, mens verdens katastrofer stod særligt tydeligt frem for mange af os, hvorfor Remy derfor tog verdenssituationen under eksperimentel lydbehandling på Heavy Light.
Men nu skruer vi frem til 2023. Frem til Remys velsignelse af rodet og hendes åbenlyse talent for at tune ind på den fortløbende undergang og formidle den til dansegulvet, hvor discokuglen drejer over, hvad jeg forestiller mig som meget forskellige skikkelser, der samles over et eklektisk mix. Tidligt i sættet står vi i baren og vugger til det Doobie Brothers-klingende groove på “Only Daedalus” og det følgende, orgeldrevne “Just Space of Light”. Vi venter på de første modige dansere. Måske indfinder de sig på det synth-funkede “Futures Bet”, og hvis ikke dér, så i hvert fald på “So Typically Now”. På sidstnævnte fortæller Remy om rige New Yorkere, der flygter ud af byen for at få en pause, hvilket passer perfekt ind i produktionen, som dufter af, hvis Daft Punk havde mødt Kylie Minogue i start-00’erne.
Musikalsk skuer U.S. Girls i hvert fald stadig tilbage i tiden; hvad end det er med 60’er-inspirerede vokaler, 70’er-funket orkesterlyd eller fyldig 80’er-synth. Bless This Mess samler og blander udtrykkene på en underholdende og engagerende måde, hvor der både er plads til dem, der vil lounge og til dem der vil danse. Som helhed læner pladen sig i denne omgang i høj grad mere mod det underholdende og satiriske end det samfundsrevsende og aktivistiske, men den mister aldrig nerve på den bekostning – tværtimod. Jeg hilser det løsslupne velkommen som en velsignet pause fra perlerækken af overhængende farer og skifter det ud med dans under en diskokugle til hver en tid. »Thank the sky for the deluge / Forget your nightmares and the dreams that didn’t come true,« opfordrer Remy eksempelvis på titelnummeret. I glimt kammer det dog en smule over – som på “Tux (Your Body Fills Me, Boo)” med sin svulstigt arrangerede og meget lange fortælling om en smoking, der vil ud af sin plastikpose og fyldes ud af en krop. Eller handler det i virkeligheden om, hvordan tøj fungerer som indikatorer for køn og klasse? Noget lignende sker på “RIP Roy B Giv”, hvor vi får en sang fra en regnbues synspunkt, som vist nok skal fremhæves som antitetisk symbol til den politiske højredrejning. Pointerne forsvinder desværre.
På en måde vil jeg helst gerne holde fast i min klubfantasi, mens jeg lytter. Men Bless This Mess har, til forskel fra Meghan Remys seneste udgivelser, en snert af noget mere hjemmegroet og personligt – en blanding af sin egen Fun®, om man vil. Det spotter man blandt andet på “Screen Face”, hvor lysende skærme står i vejen for to menneskers hudsult. Eller – meget apropos hjemmegroet – på albumlukkeren, “Pump”, hvor Remy sampler dén brystpumpe, hun brugte i forbindelse med tiden omkring sine tvillingers fødsel under lockdown. Lyrisk refererer omkvædet samtidig til en udveksling med en sygeplejerske, som skal hjælpe Remy med at afhjælpe ammebesvær. Og i skærende kontrast til de hjemlige rammer, gennemstrømmes nummeret af endnu et dansegulvvenligt mix, som kontinuerligt forfører hende og som i forlængelse heraf også skal forføre os.
Bless This Mess har en eksistentialistisk rød tråd, som Remy har trukket med sig på efterhånden fire plader. Mørk mytologi og metaforer blander sig med humor og samfundskritik, og endnu engang formidles det gennem mange musikalske perspektiver, så det hele fremstår underholdende og dødalvorligt på samme tid. U.S. Girls kommunikerer en tidsånd i 2023, hvor mange oplever, at de har brug for en pause fra virkeligheden i de afsluttende faser af en global pandemi, der nu øjensynligt skal afløses af frygt for atomvåben. Det er med andre ord en plade, du roligt kan tage med på mental virkelighedsflugt, hvis du har brug for det. Men det er ikke sikkert, den får dig væk fra baren og helt ud på dansegulvet.
