For dem, der gik og ventede spændt på ny musik fra Tropical Fuck Storm, er Submersive Behaviour nok lidt af en skuffelse. EP’en bringer nemlig ikke meget nyt til torvs. Fire af de fem sange blev allerede tilgængelige sidste år: “The Golden Ratio“ blev udsendt som single, og tre af numrene stammer fra EP’en Moonburn. Herunder bandets coverversion af The Stooges’ “Ann” fra 1969. Den eneste dugfriske tilføjelse er åbningsnummeret, der er et næsten 18 minutter langt Jimi Hendrix-cover. Men til trods for den diskutable nyhedsværdi, er Submersive Behaviour stadig en udgivelse, der er værd at dykke ned i.
Siden albummet Braindrops fra 2019, der næsten scorede topkarakter hos Undertoners anmelder, har Tropical Fuck Storm udgivet pladen Deep States og EP’en Satanic Slumber Party i samarbejde med deres australske landsmænd fra King Gizzard & The Lizard Wizard. Hvor disse plader lød som forsøg på at sprænge rockgenren indefra, fremstår den nye EP nærmere som en hyldest til rocktraditionen. Frem for at lave sonisk krigsførelse mod genrekonventionerne har bandet dannet en diplomatisk rundkreds med to af rockens største pionerer og rakt dem en fredspibe. Ifølge gruppens forsanger og guitarist, Gareth Liddiard, er deres Hendrix-cover et modsvar til Zayn Maliks’ genindspilning af “Angel”, som han spydigt kalder »some idiot from One Direction doing a karaoke-style “tribute” for Jimi’s 80th birthday«. Ud over at udtalelsen emmer af polemisk arrogance og plat gatekeeping, siger den noget om bandets motivation: Formålet med covernumrene er ikke at lave en tam repetition af fortiden, men tværtimod at vise hvor ukonventionelle og sprængfarlige de klassiske rockplader faktisk var.
EP’ens titel og coverillustration er baseret på åbningsnummeret “1983 (A Merman I Should Turn To Be)”. I Hendrix’ tekst fra 1968 flygter et kærestepar fra den krigshærgede landjord, ned under havets overflade til det sagnomspundne Atlantis. (I et spøjst sammentræf synger Iggy Pop – forsanger i hedengangne The Stooges – om New Atlantis på sin nyeste plade). Der er en dobbelthed i teksten. Man accepterer ikke statens krigeriske præmisser, men frem for at gøre oprør søger man tilflugt i syretrippets regnbuefarvede koralrev. Det er en subversiv fuckfinger til den gældende “samfundsuorden”, men også en eskapistisk yellow submarine. Denne tvetydighed reflekteres i den psykedeliske rocks historie: På den ene side var den et æstetisk rusmiddel, der skabte kollektiv eufori på festivalernes utopiske græsplæner. På den anden side var den inspirationskilde og soundtrack til ungdomsoprørets normkritik og idealisme. Det er måske denne ambivalens, som Tropical Fuck Storm indfanger med ordspillet submersive behaviour.
På Hendrix-coveret giver bandet fuld los for den psykedeliske understrøm, der løber gennem deres tidligere udgivelser. Bandet har fået musikalsk forstærkning fra australierne Dan Kelly og Aaron Cupples, der ifølge pressemeddelelsen bidrager med »octopus like strings-man-ship, falsetto and apocalyptic vibes«. Sammenspillet virker festligt, legende og forløsende. Sangen bølger organisk frem og tilbage mellem tilbagelænede vers med skiftende forsangere, ambiente jamsessions fra havets dyb og eksplosive omkvæd, hvor der skråles i kor. Blandt de mere originale greb er brugen af en Miku-pedal – en effektpedal baseret på en japansk animéfigur – til sangens improvisatoriske mellemstykke. Det skaber et gakket, kakofonisk udtryk, der er lige dele Frank Zappa og Looney Tunes.
Noise-balladen “Moonburn” er et melankolsk comedown. Leadguitaren starter snøvlende og søsyg med rigelige mængder slide og vibrato, imens Liddiard krænger sjælen ud på sin sædvanlige sammenbidte facon, der svinger mellem atonal snerren og melodisk præcision. Det resignerede, tømmermændsplagede udtryk afspejles i teksten. Liddiard beskriver et forlist forhold, der holdes kunstigt i live. Mellem de deprimerende observationer og misantropiske ordspil gemmer sig en sorgfuld ømhed: »We’re all secrets being seen / We all dream about detours that ain’t real, hung juries, cheap music / Yeah but if you get the best of me / I’m returning your keys«. Sangen veksler effektivt mellem crescendo og kollaps, mellem struktur og udflydende improvisation. I det eksplosive klimaks danner Lauren Hammels trommer og Fiona Kitschins bas et solidt og kraftfuldt underlag for Erica Dunns fræsende guitar og Liddiards primale brøl og selvudslettende kærlighedserklæringer: »You’ve got to let, let, let / me be your warm regret!«.
Lige siden debutalbummet A Laughing Death in Meatspace har det været svært at sætte en bestemt label på Tropical Fuck Storms lyd. Det australske band har en nærmest kamæleonagtig (eller blæksprutteagtig) evne til at skifte mellem forskellige genrer og stadig bevare noget karakteristisk. Det er “The Golden Ratio” et godt eksempel på. Sangen er på én gang stram og balstyrisk, dansabel og krigerisk, og dens kombination af hiphop og industrial er svær at sætte på formel. Liddiards udgydelser er et rablende mix af konspirationsteoretiske brudstykker og ængstelige absurditeter – en lyrisk genre som nærmest er blevet hans signatur. Det er politisk paranoia set gennem et kalejdoskop. Når det gyldne snit fremhæves som det magiske holdepunkt midt i kaosset, lyder det mest af alt som en ond vittighed – det sidste søm i kisten. “The Golden Ratio” er en aggressiv energiudladning med et sorthumoristisk tvist. En nervøs latter før dommedag.
Albummets to sidste numre fortsætter i samme tungsindige spor som “Moonburn”. “Aspirin – Slight Return” er, som titlen antyder, en genindspilning af “Aspirin” fra Braindrops, og undertitlen er en reference til Hendrix’ “Voodoo Child (Slight Return)”. Setuppet er minimalistisk med lilletromme, akustisk guitar, pedal steel-guitar og elbas. Den intime, akustiske feeling underbygges af fuglefløjt og cikadesang. Hvor den oprindelige version virkede afmålt og mekanisk med sin gennemførte staccato og sit brudte lydbillede, har den nye udgave en afklædthed, der er mere organisk og ligetil. Liddiards fortællende vokal bliver tilsvarende mere levende, og det skæve guitarriff står næsten stærkere i den akustiske version. EP’en runder af med covernummeret “Ann”, der desværre efterlader en lidt flad fornemmelse. Kombinationen af rytmegruppens dovne, maskinelle puls og Kitschins monotone, dagdrømmende vokallevering resulterer i et køligt, distanceret udtryk. Det er muligvis intenderet, men bliver hurtigt lidt ensformigt og uvedkommende. Når helvede bryder løs halvvejs inde i nummeret, virker intensiteten umotiveret. Forceret snarere end forløsende.
Med undtagelse af “The Golden Ratio” fremstår Tropical Fuck Storm mere tilbagelænede og umiddelbare på den nye EP. Hvor deres tidligere plader havde en klaustrofobisk og rastløs energi, virker bandet til at have fundet en ny ro på Submersive Behaviour. Der er skruet ned for ironien og op for sårbarheden. Den punkede energi er der stadig, men støjen er mere afmålt og strategisk. Dette stilskift vil måske skuffe nogle fans, men for mig at se giver det fornøden plads og luft til numre som “The Golden Ratio”. Hvis hele pladen var tilsvarende hyperaktivt og misantropisk, kunne det hurtigt gå hen og blive udmattende og fortærsket.
