Det kan være svært at nævne Avey Tare uden også at nævne den evigt innovative og eksperimenterende popgruppe Animal Collective. Som kollektivmedlem og -medstifter har hans legesyge sangskrivning og karisma nemlig udgjort store dele af bandets farverige udtryk, hvilket har spillet en afgørende rolle i appellen ved deres fantastiske og anerkendte udgivelser gennem det meste af 00’erne. Modsat gruppens anden medstifter Panda Bear så har Avey Tare dog aldrig nået samme højder med sine soloudgivelser. Men efter sidste års Time Skiffs, som mere eller mindre var gruppens stærkeste og bedst modtagne udgivelse siden deres storhedstid, så har der alligevel – når man også tager de stærke singler i betragtning – været god grund til at se frem til Avey Tares nye album, 7s (… og ja, der er sjovt nok også syv sange på albummet).
Lyduniverset såvel som sangskrivningen på 7s føles ikke langt fra hans bidrag til Animal Collective, hvor det elektroniske aspekt er skubbet længere tilbage i baggrunden på en måde, der minder om nogle af gruppens mere akustiske album. Men det genkendelige lydbillede behøver skam ikke opfattes negativt, for det kan også være sjovt at opleve Avey Tares karakteristiske udtryk i så rendyrket et format. Det var i hvert fald sådan, det var at høre førstesinglen, “The Musical”, der med sit uimodståelige basriff og varme guitarakkorder, der skyller hen over sangen, må siges at være et af albummets højdepunkter. Sangen lever helt sikkert op til sin egen tematik, der omhandler en kærlighed til musik såvel som de følelser, kunstformen kan vække i én: »When the breath wants to come out / And the note begins / I start to feel much better.«
Den kulørte sangskrivning kan også opleves på albummets åbner, “Invisible Darlings”, der er bygget op om en klavermelodi så munter og livlig, at det nærmest lyder som noget, Mozart kunne have skrevet under sin første forelskelse, selvom nummeret måske lyder mere af kunstpop end den gør af wienerklassicisme. Ikke desto mindre stråler der en spraglet livsglæde, som sørger for, at albummet kommer stærkt fra start, mens det farverige udtryk senere også føles særligt prominent på “Neurons”, hvor Avey Tare ambitiøst forsøger at svøbe caribiske blæsermelodier i broget støj.
7s’ store svaghed viser sig desværre på de længere sange i albummets midterste del. Den lineære “Sweepers Grin” vandrer afsted med en ganske fin og atmosfærisk ide, men det er godt nok svært at forstå, hvorfor nummeret er otte og et halvt minut langt, når det er det indslag på albummet, der har mindst at byde på. Den endnu længere “Hey Bog”, der optræder straks forinden, har måske en smule mere at byde på, når det kommer til udviklingsforløb og spændende idéer – selv på trods af den uinteressante og unødvendige, ambiente intro, der udgør sangens første par minutter – men der er nu stadig et stykke vej til albummets højdepunkter. Kedeligste bliver det på albumlukkeren, “Cloud Stop Rest Start”, hvor lyduniverset simpelthen er så gråt og uinspireret, at det faktisk er en smule forbløffende, at sangen optræder på et album med så farverige sange, som nogle af de førnævnte – og så endda fra en kunstner, der netop er kendt for sin kulørte tilgang til popmusik. Det hjælper heller ikke, at nummerets vokalpræstation, der ligger begravet under denne grå tristesse, på samme måde ikke besidder nogen bemærkelsesværdige kvaliteter.
7s er en meget blandet oplevelse at lytte til, selvom der alligevel er flere positive ting at sige om albummet, end der er negative. Når det kommer til spraglet popmusik, er Avey Tare stadig ligeså skarp, som han altid har været, men undervejs er det også, som om han bytter sin kreativitet og legende musikalitet bort for udvidede sanglængder. Og udover netop “Cloud Stop Rest Start”, der står som sin helt egen skuffelse, så er det netop dette fænomen med alt for lange kompositioner, som for alvor trækker lytteoplevelsen ned. Når det er sagt, så er der også meget god popmusik at hente på 7s. Og i tråd med Animal Collectives innovative etos er det altid glædeligt at opleve Avey Tare – selv så mange år efter gruppens største albums – fortsætte med både at udfordre både sig selv samt idéen om, hvordan popmusik også kan lyde.
